”Du skulle skamme dig, sku’ du!” rungede det i mange børneører i 80’erne og 90’erne. Og selvom det nok er de færreste, der ville bruge disse ord i dag, mener mange forældre stadig, at skam er god til at lære børn at mærke, når de har gjort noget forkert. Men skamfulde irettesættelser gør ikke noget godt, tværtimod æder de af livsglæden.
Skam fylder fortsat en stor del i børnelivene og som forældre kan vi tro, at det er nødvendigt at få vores børn til at skamme sig. Særligt i de ”alvorlige” situationer, hvor vi vil sikre os, at børnene har forstået, at dét, de har gjort, er uacceptabelt. Ja, vi kan næsten føle, at det forventes af os, at vi giver vores børn en passende reprimande, så dem omkring os ser, at vi skam ikke tolererer så upassende en opførsel.
Det sker fx i børnehaven. Vi henter vores barn på et tidspunkt, hvor der netop har været en konflikt og pædagogen fortæller, at vores barn har kaldt en anden for fede ko! Vi kigger over på det andet barn – en kraftig pige med store øjne, der stadig er våde efter den verbale ørefine.
Skyldfølelsen rammer os straks og vi føler os tvunget til at vise pædagogerne og ikke mindst alle de andre forældre, som også henter kl. 15:30, hvor forkert vi synes, vores barn har opført sig. Så vi iler hen til vores barn og mens alle øjne hviler på hende, siger vi noget i retningen af:
– ”Hvad er det jeg hører, du har kaldt Flora? (Barnet svarer ikke, så vi fortsætter) Kan du se, hvor ked af det, du har gjort hende?” Barnet skæver til Flora, men siger stadig ikke noget, så vi skruer op for alvoren i håb om at få et svar, der vil forsikre os og tilskuerne om, at barnet har indset sin fejl:
– Kig på mig, når jeg taler til dig … Dét kan du simpelthen ikke være bekendt. Sådan taler man ikke til andre og det ved du godt! Nu kan du godt give Flora en undskyldning. ”
Fuld af skam kan barnet ikke få ordene frem og står som forstenet med blikket stift rettet mod jorden. Måske kommer der endelig et svagt, nærmest lydløst ”undskyld” ud af munden. Men der er ingen øjenkontakt og kort efter ekser benene, da kroppen falder sammen i en ustoppelig, skamfuld gråd.
Den påførte skam printes ind i sjælen
Her tror vi, at vores skamfulde irettesættelse har gjort indtryk og lært vores barn, hvordan man ikke skal behandle andre mennesker. Men det har lært en hel del mere. Børn, der bliver påført skam, vil føle sig misforstået, utilstrækkelige og betydningsløse. Det er nemlig ikke muligt at føle sig respekteret og elsket, når man bliver ydmyget og skammet ud, – og sådan en behandling efterlader et varigt mærke i barnet. Skam lærer således ikke børn, at de har gjort noget forkert. Den lærer dem, at de er forkerte og dét ryster barnet i dets selvforståelse.
Som forældre er vi de mest betydningsfulde i barnets verden, og derfor vil det altid vælge at opgive sig selv for at bevare kontakten til os. I det skamfulde øjeblik vil det påtage sig skylden for, at vi vælger at behandle dem så respektløst og i frustration over, at de kunne tage så grueligt fejl og handle så forkert, bebrejder de sig selv.
Skammen kan således ses som en parasit, der æder af livsglæden, fordi den får os til at tvivle på os selv og vores dømmekraft. Den tvivl gør det svært at tage vores plads i fællesskabet, drage omsorg for os selv og den ødelægger spontanitet og kreativitet. Egenskaber, som vi ønsker at fremelske i vores børn, fordi vi ved, at det også er kilden til større livskvalitet.
Skammen er overflødig
Ikke nok med at skammen gør vores børn ondt, den er også overflødig. Børn kalder ikke andre fede ko eller det, der er værre, fordi de er ondskabsfulde, og det er ikke et tegn på, at de er ved at blive til små usympatiske bøller. Vi fødes alle med anlæg for empati, med evnen til at møde andre med venlighed, indføling og forståelse. Derfor mærker børn instinktivt og ofte med fortrydelse, når de sårer andre mennesker.
Som vores mest vidende mand på familieområdet, Jesper Juul plejer at sige, fødes børn med stor visdom men helt uden erfaring. Det gælder også her. I stedet for skam har de derfor brug for, at vi viser dem vejen med forståelse og respekt for, at de er i rivende udvikling og allerede gør deres bedste ud fra de forudsætninger, de har til rådighed.
Læs mere om lederskab uden krænkelser i Drop opdragelsen - lederskab uden krænkelser af Fie Hørby
Brug empati i stedet for skam
Vi bruger ofte skam, fordi vi ønsker os børn, der er gode ved andre mennesker, - altså med stærk empati, men i virkeligheden fremelskes vores børns empatiske evner bedst ved, at de selv bliver mødt empatisk, og det gør vi ved at give dem vores støtte og omsorg – især når de ”fejler”.
Så forælderen fra eksemplet kunne nøjes med at sige til pædagogen:
– ”Jeg taler med hende, når vi kommer hjem. – Er det derfor, du er så ked af det, Flora? … ”.
Den ydmygende udstilling af barnet udebliver og Flora føler sig samtidig set og trøstet.
Dit barn vil måske helt af sig selv begynde at fortælle om konflikten på vej hjem eller måske er du nødt til at spørge ind til konflikten derhjemme. Det kunne se således ud:
– Forælder: ”Pædagogen fortalte mig, at dig og Flora blev sure på hinanden i dag, og du endte med at kalde hende en fed ko”.
– Barn: ”Ja … hun tog min gynge, da jeg gyngede ved siden af Mathilde, og hun ville ikke give mig den tilbage … Så kom jeg til at sige til hende, at hun var en fed ko.”
– Forælder: ”Ja … det kan man godt komme til, når man bliver så sur”.
”Det er jo laissez faire! Og hvor skal det så ikke ende?” tænker du måske. Men det er ikke laissez faire, det er et respektfuldt og ligeværdigt møde, hvor man som forælder aktivt forsøger at sætte sig i barnet sted. Indirekte fortæller barnet her, at det faktisk har gjort sig umage og forsøgt at få sin gynge tilbage, men da det ikke lykkedes, tog frustrationen hende og ud slap de forbudte ord, som hun så udmærket er klar over og fortryder. Det vidner hendes ”jeg kom til” om. Når barnet på denne måde får plads til at mærke det forkerte i handlingen uden at føle, at hun er forkert, bliver det meget nemmere at gøre det rigtige i fremtiden.
Nøglen er at vide, at børn bliver empatiske af at blive mødt med empati, ikke med skam.
Selvregulering og farfundamentet
Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.
I mit forløb for fædre - Farfundamentet, (<--- du finder information om forløbet, nederst i artiklen efter at du har klikket på linket her) sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
OBS holdopstart i KBH primo maj. 2022
