Jeg sidder ved strandkanten, mærker havets friske vind. Vi befinder os på en lille ø i det sjællandske. Langt væk hjemmefra, - afskærmet fra hverdagens hektiske liv.

En uge uden at skulle forholde sig til trusler, indimellem dødstrusler. Vi er i sikkerhed her på øen, det ved jeg. Her finder han ikke min lille 2-årige søn og jeg. En uge uden overfaldsalarm, det bedste af det hele. Kort og godt et indblik i hvordan man lever som værende ganske almindelig, uden altid at skulle være et skridt foran. Altså som mit liv så ud for 8 år siden. Indtil jeg mødte manden i mit liv, - troede jeg.

Ham som senere skulle vise sig at være psykopat, ham der størstedelen af vores forhold sad i fængsel, og også ham der næsten slog mig ihjel en råkold februar morgen. Ham der dagen i dag agerer som bandemedlem.

Alligevel gav jeg ham endnu en chance da dagen kom hvor jeg fandt ud af jeg var gravid. Jeg ønskede så inderligt han skulle være den familiefar, som jeg havde konstrueret i min fantasi. Men det skete aldrig. Da vores søn var 3 måneder gammel stak jeg af. Han havde været voldelig igen, slået min læbe i stykker. Jeg kunne ikke længere være egoistisk, jeg var nødt til at tænke over hvilken opvækst jeg ville præsentere min søn for. Jeg var nødt til at handle, - og det gjorde jeg. 

Kort tid efter kom han i fængsel, - igen. Denne gang for opbevaring af et skarpladt våben. Barskt og råt.

Sascha på 26 år vil ikke fortælle retten, hvor hendes barn er. Det vil hun ikke, fordi retten vil udlevere barnet til faren, som hun er skilt fra. Sascha er derfor i fængsel. Faderen vil have samvær med sit barn og kræver det udleveret, hvilket han ifølge dansk lovgivning også har ret til, uanset om moderen billiger det eller ej. Hvordan kan et forældreskab gå så galt?

4 fængslede efter forældreansvarsloven

Advokat Vivian Sørensen har i løbet af de sidste 4 år haft kendskab til 4 mødre, der er blevet fængslet for ikke at ville udlevere deres barn til samvær med faderen. Hun beskriver en kønnet problematik om forældreskab, fordi hun stort set kun har oplevet mødre, der er bange for fædres krav om samvær med børn og ikke omvendt. Det er derfor også mødre, der fængsles for at tvinge dem til at udlevere børn til fædre, som de frygter ikke vil børnene noget godt.

Det er forældreansvarsloven fra 2007, der blev revideret i 2012, som har skabt denne brug af tvungent samvær med faderen trods moderens og barnets ønske. Forældreansvarsloven sætter biologisk slagsskab højere end noget andet i fastsættelsen af ret til samvær. Er man mor eller far til et barn, har man lige ret til samvær ifølge loven – der bliver ikke taget højde for eventuel risiko for overgreb fra en samværsforælder. Loven mener primært, at samvær med en biologisk forælder er gavnligt for barnet, og hvordan det samvær forløber har ikke længere primær betydning for, om samværet er en god idé.

Biologi vigtigere end barnets tarv

I en artikel forklarer Vivian Sørensen, hvordan dansk lovgivning på området hænger sammen. Hun påpeger, at Danmark har skrevet under på FN’s Menneskerettighedskonvention fra 1991, hvor der står, at alle mennesker – også børn – skal beskyttes mod overgreb, og alle forhold omkring et barn skal tages i betragtning, når et samfund skal leve op til sin forpligtelse til at beskytte det.

Ifølge forældreansvarsloven og den praksis, der efter lovens vedtagelse er blevet det almindelige, så sættes den biologiske forælders ret til samvær over barnets krav på beskyttelse mod overgreb. Dermed går dansk lovgivning på kant med Menneskerettighedskonventionen. Den biologiske forælder, som ønsker samvær, har ret til det, men barnet har på den anden side ikke krav på samvær. Det er ganske op til forælderen – som næsten altid er faderen i sager om samværskrav, - om han ønsker samvær eller ej.