Du er her:min barsel»Artikler»Søvn»Kend dit spædbarns bevidsthedstilstande

Kend dit spædbarns bevidsthedstilstande

Skrevet af 
Det er en uvurderlig stor fordel for samspillet mellem dig og dit spædbarn, at du kan aflæse dit barns bevidshedstilstand. 

At kunne se, hvilken bevidsthedstilstand dit barn befinder sig i sikrer en mere positiv kommunikation og giver større chance for, at du ikke overskrider barnets grænser for kommunikation. Men det sikrer også en bedre søvn, da du bedre vil kunne aflæse hvornår barnet har brug for søvn.

Det tager dog tid at lære sit barn ordentligt at kende. Sundhedsplejerske Ilse Rytz Hansen taler om de 6 bevidsthedstilstande; stille årvågenhed, aktiv årvågenhed, gråd, døsighed, rolig søvn og aktiv søvn.

 

Stille årvågenhed

Dit spædbarn iagttager sine omgivelser, reagerer på sine indtryk, og tilpasser sig. Det tilbringer i starten omkring en tiendedel af døgnet i denne tilstand. Det er her dit barn efterligner dine ansigtsudtryk, smiler tilbage til dig eller rækker tunge fordi du har gjort det forinden.

Det er også i denne bevidsthedstilstand, at dit barn følger genstande med øjnene uden at flytte hovedet. Det udvælger billeder og mønstre, som det ligger og kigger på.

Aktiv årvågenhed

Her vil dit barn måske have fred og ro. Når dit barn er i den aktive årvågne tilstand, bevæger det sig hyppigt, kigger rundt, drejer måske hovedet efter ting der bevæger sig der har fanget barnets opmærksomhed og måske kommer det med små lyde.

Tilstanden forekommer ofte lige før, barnet skal spise, eller hvis barnet er lettere irritabelt.

Måske har dit barn oplevet for mange indtryk for megen snak og for meget dikke-dikke. Barnet fortæller dig, at det har brug for fred ved at vende blikket væk.

Måske vil barnet ligefrem vende hovedet væk fra dig. Du bør acceptere dit barns grænse og indstille alle forsøg på at få øjenkontakt og anden yderligere stimuli. 

 
 

Gråden

Dit barn fortæller om sine behov. Efter en aktiv periode begynder barnet ofte at græde, fordi det er blevet træt og irritabelt. Barnet, græder også, hvis det er sulten, ønsker nærhed, eller har en ble, der trænger til at blive skiftet.

Det kan også være at dit barn ikke ligger godt, eller måske har det ganske enkelt behov for ro. Du må bruge din intuition og din fornuft og ellers bare prøve dig frem.

Døsighed

Det er her dit barn bør puttes. Døsighed opstår inden barnet falder i søvn og du kan også se denne tilstand når dit barn er ved at vågne. Barnet bevæger sig, smiler måske eller rynker panden og spidser munden.

Øjnene er matte, og barnet fokuserer ikke. barnet blinker langsomt og roligt, og øjnene kan rulle opad, lige før de lukkes i. Når du putter dit barn her får barnet den bedste mulighed for at få en længere sammenhængende søvn og deraf en mere aktiv og positiv vågenperiode.

Dit barn har brug for gode søvnperioder for at fremme sin vækst, sin udvikling og styrke sit immunforsvar.

Du bør give dig god tid til at putte din baby. Når du nusser babyen lidt eller nynner en sang, eller lægger dine hænder fast på den lille krop fornemmer barnet, at du fortsat er i nærheden, hvilket det kan have brug forfor at kunne glide over i søvnen.

 
 

Aktiv og rolig søvn

I denne fase sover dit spædbarn skiftevis roligt en halv time og aktivt en halv time.

I den rolige søvnfase er barnets ansigt afslappet, og øjenlågene lukkede og i ro. Kroppen bevæger sig ikke bortset fra nogle sjældne og pludselige ryk. Barnet er i dyb hvile og ånder roligt.

Tager du dit barn op nu og forsøger at vække det, vil det formodentligt være svært. Barnet vil også vise dig, at det synes, at det er ubehageligt. 

Under den aktive søvn er barnets øjne sædvanligvis lukkede, men de kan i korte perioder også være halvåbne. Man kan ofte se øjnene bevæge sig under øjenlågene. Det er denne søvnfase man kalder REM søvn.

REM står for Rapid Eye Movement, altså hurtig øjenbevægelse og det er i denne søvnfase, at dit barn drømmer.

Læs også: Forflytning af dit sovende spædbarn

Læs Netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen's bog om Børn og Søvn

 

Skrevet af