Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

Du er her:min barsel»Artikler»Søvn»Forflytning af dit sovende spædbarn

Forflytning af dit sovende spædbarn

Skrevet af 

De fleste forældre vil nok mene, at det er hyggeligt at have sit spædbarn liggende i favnen mens det sover, og særligt i den første tid har spædbarnet også meget brug for megen tryghed og kropskontakt.

Men så snart din baby når en alder, hvor det ikke længere sover fra det hele, kan det være uhensigtsmæssigt for barnets rytme, mener sundhedsplejerske Ilse Rytz Hansen, for det giver ikke altid barnet den hvile, som det har brug for. De færreste forældre har nemlig tid til at sidde med barnet i tre timer, indtil barnet vågner af sig selv igen.

Det betyder at barnet ofte bliver flyttet, mens det det sover.

Måske protesterer barnet på flytningen, fordi varmen, hjertelyden og favnen er forsvundet. Barnet er vågent og græder, og så får barnet måske mad igen uden at være rigtig sulten. Herved kan man let komme ind i en dårlig rytme. 

Flyt barnet i tide

Hvis du ved, at du ikke har tid til at sidde med barnet indtil det vågner, kan det være hensigtsmæssigt at prøve at putte dit barn i starten af døsighedsperioden, - eller så snart det er faldet i søvn ved brystet, såfremt barnet har spist tilstrækkeligt.

Når du flytter din baby er det vigtigt, at du tager dig tid til at flytte det på en langsom og nænsom måde.

Opvarm sovepladsen

Det er en stor fordel at bruge en varmepude eller varmedunk til at have opvarmet det sted hvor barnet lægges hen. Man kan også bruge et flonelslagen,- det er varmere at blive lagt på end et bomuldslagen.

Alternativt kan du have viklet dit barn inden du ammede det i søvn, så vil barnet stadig have fornemmelsen af at ligge i en favn, når det bliver lagt. Du skal være opmærksom på at barnet ikke får det for varmt, når det er viklet, da det har sværere ved at komme af med varmen, hvilket kan føre til vuggedød.

Bliv hos barnet til det sover

Når barnet ligger hvor det skal sove, er det vigtigt, at du lige bliver hos barnet, så det kan bevare roen og falde helt i søvn. Du kan f.eks. lægge dine hænder ovenpå barnets krop, gerne med et let tryk, så barnet kan mærke din nærhed.

Du kan også stikke hovedet ned til barnet så det kan mærke dine åndedrag, nynne en sang, vugge barnet blidt, eller hvad du nu synes der skal til for at dit barn kan overgive sig helt til søvnen.

Hvis du vil vide mere om gode søvnvaner anbefaler vi Børn og søvn af sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen.

(C) Min-Barsel.dk | Annoncør: We Digitize