Skal jordemoderen eller den fødende kvinde styre fødslens forløb? Det spørgsmål besvares nemt og klart af den officielle anbefaling og den almindelige praksis på danske fødegange: Det skal jordemoderen. Men har den overbevisning egentlig videnskabeligt belæg? Mon den fødendes instinkter er bedre til at styre pressetrangen end en fremmed professionel? Det mener den britiske jordemoder Rachel Reed i en artikel til det førende jordemoderfaglige tidsskrift The Practising Midwife.

”Gisp, gisp mere, du må ikke presse endnu! Ok, kom nu med et par forsigtige pres….STOP, nu skal du gispe igen – og pres så, pres alt, hvad du kan, en dyb indånding, hovedet ned på brystet, pres – STOP..” og så videre. Kan du genkende det?

På et tidspunkt under overgangen mellem første og anden fase under en fødsel får størstedelen af fødende trang til at presse nedad. Kvindens kropslige signaler fortolkes af jordemoderen på baggrund af hendes professionelle erfaring, og jordemoderen guider derpå kvindens måde at presse.

Der eksisterer et væld af faglige anbefalinger og teknikker, der skal hjælpe jordemoderen, hjælpe den fødende, med at styre pressetrangen, og kvinder undervises under fødselsforberedelsen i særlige vejrtrækningsteknikker såsom at gispe, der skal hjælpe dem med at modarbejde pressetrangen under fødslen, hvis de får besked af jordemoderen på at holde igen og lade være med at presse.

Men Reed har undersøgt de faglige begrundelser for at styre de fødendes instinktive pres.

En række undersøgelser viser, at det ikke er en fordel at bede den fødede om at presse, hvis hun ikke gør det af sig selv – det skaber tværtimod potentielt problemer for både mor og barn.

Andre undersøgelser, som Rachel Reed gennemgår i artiklen, underbygger hendes egen professionelle erfaring om, at jordemoderen gør klogest i at lade kvinden selv styre, hvornår og hvordan hun presser. At bede en fødende om at modarbejde pressetrangen har ikke videnskabeligt belæg, selvom det ellers praktiseres med den begrundelse, at det formindsker chancen for bristninger.

Man tør som læser og som mor næsten ikke tro på det – men Reed argumenter for, at jordemoderens fornemste opgave er at informere kvinden om fødslens forløb og hendes egen anatomi, og så ellers støtte hendes maksimalt i troen på, at hendes krop ved, hvad der skal ske, og at hun skal gøre, hvad den beder hende om.