For Anja og Jesper er der ikke noget mere unikt end at sidde med deres nyfødte datter Esther i deres favn. Holde Esther ind til deres krop og mærke Esthers og deres puls synkronisere sig. Mærke nærheden og intensiteten der går op i en højere enhed. Den kontakt kan ikke erstattes af nogen, denne oplevelse eksisterer kun imellem Anja, Jesper og Esther.

I de mange første måneder af Esthers liv er hun tæt knyttet til Anja og Jesper og omgivet af dem konstant. Det er meget afgørende måneder hvor Esther er omgivet af kærlighed og får sine behov dækket. Disse spor sætter sig hos Esther og har betydning for hende. Det er i familien at Esther får viden om værdier og hvordan hun skal forholde sig til verdenen. Det er her hun erfarer hvad en tæt relation betyder.

De fleste børn i Danmark starter i en institution, og det er her Esther møder sådan en som mig. Jeg er pædagog og arbejder i vuggestue afdelingen i et børnehus. Mit arbejde består blandt andet i, at være med til at udvikle Esther så hun kan lære at hvile i sig selv på sigt. Esther har om noget brug for at få udviklet sit sprog, relationer, motorik og udvikle empati for sig selv og ikke mindst for andre børn. Sagt på en anden måde, så har Esther rigtig meget hun skal tillærer sig i de tidlige år af hendes liv. Det er hele Esthers fundament.

Jeg modtager børn som for første gang skal være adskilt fra deres forældre omkring 7-8 timer og andre flere timer om dagen. Nogen børn tager det let at skulle adskille sig fra sin mor og far, mens andre børn har det svært.

Når forældrene møder op i institutionen første dag med Esther, opstår der med det samme et arbejde, for at skabe den nære relation og tryghed til Esther og forældrene. Det er nu vi sammen skal opbygge og give Esther viden om de værdier der er i institutionen, og hvilke værdier familien har.

Læs også: Hvem vil du vinke farvel med? Dig

Anja sidder med Esther på skødet mens vi taler om hvordan barslen har været. Anja holder kærligt om Esther og Anja forsøger hele tiden at have øjen kontakt med mig, mens hun også har fokus på Esther. Esther sidder og følger nysgerrigt med i hvem jeg mon er, mens mor og far sidder og snakker.

Jeg smiler til Esther og tager forsigtig min hånd hen imod Esther for at sige Hej. Mine øjne er smilende og min stemme er lav så Esther ikke bliver bange for mig. "Hej, Esther" "hvor er du kommet hen?" Anja smiler til mig og smiler til Esther. Relationen mellem Esther, Anja, Jesper og mig er igang og nu handler det om, at vi skal have fokus på tryghed og tillid. 

Anja og Jesper kigger på hinanden. De virker lidt usikre og alligevel afklaret med hvad der skal ske. Vi taler om rutiner, mad, søvn og den nære kontakts vigtighed for en god start i Esthers nye hverdag. Anja og jesper skal nu til at vænne sig til ikke at være sammen med Esther hele tiden.

Når jeg arbejder som pædagog arbejder jeg hele tiden ud fra, at alle børn skal være en del af et fællesskab. Et fælleskab hvor Esther er en vigtig brik for at være lige så værdig som menneske som de andre børn. Esther skal kunne navigere i mange forskellige arenaer, og her har Esther om nogen brug for at hvile i sig selv.

Mit fornemmeste job er at fylde Esther med en stor portion selvværd, selvtillid og lære hende hvad empati er. Esther har hver dag brug for at blive set, hørt og rørt i form af kram for at mærke sig selv. Jeg skal som pædagog gå forrest og guide hende og børnene.

Det er helt almindelig hverdag, når børn i danske institutioner oplever alt for meget larm og alt for lidt omsorg fra pædagogerne. Deres sproglige kompetencer lider under det. I et læserbrev i Information anbefaler Inge Houman, pædagog gennem 37 år, at KL dropper ideen om sprogtest af 3årige og i stedet sikrer, at børnene har tilstrækkelig med voksenkontakt i institutionernes dagligdag.

1 voksen til 20 børn. Det ses ifølge Inge Houman ofte i danske institutioner. I en institution bør der være tid til, at børns sociale relationer trænes. At børnene lærer sanglege, får fortalt historier og øver sig på at tale. Men med så få timer til rådighed, som pædagogerne har til hvert enkelt barn i dag, kan opgaven med at støtte børns sproglige udvikling – og anden udvikling i øvrigt – ikke løftes af det pædagogiske personale.

Inge Houman beskriver f.eks., hvordan man om eftermiddagen er 3 voksne til 40 børnehavebørn. Værre bliver det fra kl 15, hvor der kun er 2 voksne til 35 børn. Til dem, der er tilbage til lukketid til 17, er der kun 1 voksen til stede, selvom der ikke er et minimum for, hvor mange børn, der stadig er i institutionen ved lukketid.

I en vuggestue kan man f.eks. opleve, at der kl. 15.40 er 11 børn og kun 1 voksen. Så er der altså ikke tid til at spille et spil og tale nærværende med 11 trætte børn under 3 år.

Det er ”råpasning”, kalder Inge Houman det. Opbevaring af børn. Intet andet. Og når dette er hverdagskost er der sjældent tid til fordybende samtaler med børnene.

Det er ærgeligt i mere end en henseende, men hvis vi kun stiller skarpt på sproget, så skabes sproget i relationer med andre, og det kræver vejledning af voksne, kompetente og opmærksomme mennesker omkring børnene. Børn lærer ikke at tale hensigtsmæssigt af sig selv. Slet ikke i den moderne verden, hvor de alt for ofte sidder alene med en Ipad eller oplever deres forældre kigge på mobilen i stedet for at høre, hvad barnet siger.

Vi skal som forældre huske at tale med børnene. Sæt ord på, hvad I sammen ser, oplever, husker eller føler. Om biler på vejen, om insekter og om jer selv. Pædagogerne vil også gerne give børnene nærvær og sproglig opmærksomhed, men vilkårene er vanskelige med de gentagne besparelser på området.

Brug pengene på flere timer til pædagogerne, ikke på sprogtests, konkluderer den erfarne pædagog.

Kilde:Information.dk: Brug pengene på pædagoger i stedet for tests 

Læs evt. også her om the Thirty Million Words initative, som understøtter og viser betydningen af sprogstimulering af børn - og bliv selv inspireret til, hvordan du kan tale mere med dit barn.

Jeg vil gerne fortælle dig om to børn, jeg kender.

Den ene er en mørkhåret pige på 3 år. Hendes mor står hver morgen og ordner hendes hår, så hun enten har fletninger, rottehaler eller en fin hestehale. Hver morgen bliver hun afleveret og ligner den yndigste lille pige. Det gør hun ikke, når hun bliver hentet. Så ligner hun en vildkat. Alle elastikker og hårspænder ligger rundt omkring i børnehaven, hendes hår stritter og hun har kun strømpebukser og undertrøje på, fordi hun lige har givet den gas inde i vores tumlerum.

Hvis det er en af de dage, hvor der har været mudder på legepladsen, så hænger hendes flyverdragt ikke i garderoben. Den står selv.

Pigen hedder Mejse. Hun lever livet fuldt ud. Alt skal opleves, undersøges og mærkes. Mejses forældre synes, det er skønt. De ved godt, at når man er tre år gammel, så skal man have lov til at udforske, røre og bare være.

 

I børnehaven er Mejse en af de børn, der kræver lidt af os voksne. Vi skal møde hendes nysgerrighed og pirre den. Vi skal være klar til at svare på spørgsmål, når Mejse stiller dem. Vi skal kigge og anerkende hende, når hun siger ”Se mig”. Vi skal formå at rumme Mejse til samlingerne og holde hendes interesse. 

Jacob er fire år. Han er lyshåret, og af en eller anden årsag, så ligner han altid en, der trænger til at blive klippet. Han er lidt forpjusket, og ikke særlig stor af sin alder. Han siger ikke så meget. Ikke fordi han ikke kan, men han synes bare ikke, at der er så meget at sige.

Jacob kan godt lide at lave puslespil og lege med LEGO. Han bygger ting. Ikke biler og slotte, som de andre børn. Nej, Jacob bygger tidsmaskiner, satellitter og vikingeskibe.

De andre børn kan godt lide Jacob, men det virker ikke til, at de helt forstår ham. Jacob kan godt lide at sidde ved siden af en voksen, når vi spiser.

 

Jacob siger aldrig ”Se mig”, hvilket gør det endnu vigtigere, at det lige præcis er det, vi gør. Ser ham og anerkender ham, som den helt særlige dreng, han er. Jacobs forældre laver mange ting med ham. De tager på museer og ind imellem i planetariet.

Mejse og Jacob er meget forskellige. Alligevel kræver de dog det samme af de voksne i børnehaven. Nemlig nærvær og omsorg.

Der er dog stor forskel på, hvordan denne omsorg giver sig til udtryk. Når jeg er sammen med Jacob, så prøver jeg at inddrage de andre børn, så de kan få øjnene op for, hvor fantastisk en dreng, han er. Jeg hjælper Jacob og de andre børn til at finde noget, de kan være fælles om. Jeg forsøger også at vise Jacob, at det også er dejligt at bruge sin krop til at springe, gynge og hoppe. 

Når jeg er sammen med Mejse, så prøver jeg at møde hendes livsglæde og bevægelyst, men jeg prøver også at vise hende glæderne ved at kigge i bøger og bruge sin finmotorik. 

I den perfekte verden kunne jeg, sammen med mine kolleger, nå både Jacob og Mejse hver dag. I virkeligheden bliver jeg nødt til at vælge. Alle børn i en børnehave har nemlig hver deres unikke personlighed, og derfor også hver deres udfordringer. Nogle har større udfordringer end andre, men det ændrer ikke på, at de alle skal mødes, ses, støttes og anerkendes.

Lige nu knokler vi, og vi gør hvad vi kan for at nå både Mejse, Jacob og alle de andre.

Vi bliver dog nødt til at indse, at det kan vi ikke. Desværre bliver det ikke bedre. Tværtimod. Omprioriteringsbidraget vil komme til at koste pædagogstillinger, og det vil skade børnene. Også dit. Vi skal have det stoppet. Nu. Vi skal tænke langsigtet og investere i børnene i stedet for. Det vil nemlig gavne os allesammen.

Læs også: Giv os en chance for balance

 

 

Der er rigtig stor forskel på, hvor meget tid forældre har til deres børn. Faktisk er forskellen så stor, at hvis man sidestiller det med en opgørelse af uligheden i penge, så er uligheden størst i tid. Det slår en ny undersøgelse, som er foretaget af Rockwoolfonden, fast.

Undersøgelsen sammenligner uligheden, som man normalt opgør i familiernes indkomst, med den mængde af tid, som hver familie bruger med børnene. Og da vi alle har lige mange timer, så er der alligevel rigtig stor forskel på, hvordan de enkelte forældre vælger at bruge tiden med eller uden børnene, forklarer seniorforsker, Jens Bonke.

Større ulighed i tid end penge

Undersøgelsen, som Jens Bonke forklarer om, bygger på 2.700 personer, som siden 2001 har registreret de aktiviteter, som er blevet lavet for barnets skyld. Ikke andet. Alligevel ser han en markant forskel på tidsforbruget i det enkelte hjem, som indikerer, at den tidsmæssige ulighed er meget større end den økonomiske.