Du er her:min barsel»Artikler»Selvudvikling»stressekspert | min barsel

Stress rammer oftere kvinder, ca. 16-18 % af kvinder mellem 25 og 44 år bliver ramt af alvorlig stress. Og du opdager det ikke, fordi stress kommer snigende. Det er derfor, at man kan falde om af stress, eller pludselig bryder sammen i gråd, uden at man forstår hvorfor.


Stress er en tavs indtrænger, der ofte går ubemærket hen, indtil den tager over og forvandler vores liv. Det påvirker os på måder, vi måske ikke engang er klar over. Dette gælder især for mødre, der jonglerer mellem arbejde, huslige pligter og børneopdragelse.

 

Stressens snigende angreb: Opdag tegnene tidligt

Stress kan snige sig ind i vores dagligdag og påvirke vores evne til at være nærværende og glade overfor vores børn. I denne artikel vil vi udforske stressens farlige greb om forældreskabet og dele, hvordan du kan beskytte dig selv og din familie fra dens indflydelse.


Når først stressen bliver alvorlig og du opdager, at nu er den helt gal, så er du ikke i stand til at stoppe, fordi stress ødelægger din bremse. Og så er det, at stressen kører dig ud over kanten, og du bryder sammen. Så der er al mulig grund til, at du sætter dig ind i, hvordan du opdager stress i tide, for når du først går ned med stress, kan du ikke undgå, at det går ud over dine børn. 

 Stress påvirker dig nemlig på den måde, at dit overskud til dine børn forsvinder og du er ikke istand til at være nærværende og nyde dem. 

Stress stjæler din energi og din evne til at være overbærende, og din evne til at være tålmodig og tælle til ti forsvinder.

 
Først er det vigtigt, at kende symptomerne på stress, og det du skal holde øje med er: 
At du begyndet at være træt om morgenen, selvom du sover hele natten, eller du får problemer med at sove.
At du mærker indre uro og angst
At du har svært ved at tage dig sammen til almindelige gøremål
At din arbejdsglæde forsvinder
At du falder i søvn på sofaen om aftenen
At du har trang til sukker eller drikker meget kaffe eller cola
At du begynder at glemme ting
At du hele tiden tænker på vasketøj og aftensmad, når du er sammen med dine børn.
At du ofte går rundt og er irriteret og frustreret 
 
Jamen er det ikke meget almindeligt, at være stresset, når man har børn og fuldtidsjob?

Jo det kan godt være, at det er meget almindeligt, men det er ikke sundt, og det går ud over dine børn, hvilket giver dig dårlig samvittighed, og du begynder at kritisere dig selv for, at du er en dårlig mor, hvilket gør dig ked af det, og så kan du meget nemt blive fanget ind i stressens uhyggelige favntag.


Flinkeskole og dets pris: Når over-venlighed fører til stress og udmattelse

De fleste af de kvinder der henvender sig til mig med stress, har gået alt for længe i flinkeskolen. 
De får dårlig samvittighed, hvis børn, mand, kolleger eller andre rundt om dem, ikke er glade.
Så snart dine børn siger: Jeg er sulten, så smider du alt du har i hænderne og løber ud og laver mad, selvom du er træt og har lyst til at hvile på sofaen.
 
Men når du hele tiden føler, at du skal være flink og du hopper og danser for dine børn og andre, så løber du selv tør for energi. 
 

Tænk på en hjemmegående husmor i gamle dage. Hun stryger sin mands tøj, stopper sine børns sokker, smører madpakker, sørger for at huset er rent og pænt og ryddeligt.

Hun hjælper børnene med lektier og sørger for at de ser ordentlige ud i tøjet. Hun står for indkøb og madlavning og sørger for at maden er færdig kl. 18.00 hver dag. 

Hun sørger for at børnene er glade og hun vil give sit liv for at nå det hele. Det er vigtigt for hende, at naboen ser hende som en flittig hustru, som har rene og artige børn, og styr på alt. Altid flink, altid smilende, altid fuld af overskud. 
 
Hvis mand og børn har det dårligt, får hun det selv dårligt. Hvis mand og børn er glade, er hun selv glad.  Hvis mand eller børn ikke trives, tager hun det fulde ansvar på sig, og er sikker på, at hun har fejlet et sted. Hun vil rette bebrejdelser mod sig selv, og gøre alt for at gøre mand og børn tilfredse igen. 
 
På overfladen får hun det til at se ud som om alt er i orden, for facaden skal holdes, uanset omkostninger. Det er meget vigtigt for hende, at andre tænker, at hun er dygtig og altid gør det rigtige.
 
Det er godt, at det ikke længere er sådan, ikke sandt? Eller hvad? 

Test her, om du stadig går i flinkeskole:
Siger du tit ja, selvom du har lyst til at sige nej? 
Er det vigtigt for dig, at andre tænker noget pænt om dig?
Vil du hellere tilpasse dig, end at nogen bliver vrede på dig?
Prøver du at gøre alle i din familie glade og tilfredse?
Sætter du tit børn, mand, kolleger før dig selv?
Kan du godt lide, at være den, der klarer det hele?
 
Det kan godt være, at flinkeskolen var okay i gamle dage, men den trives desværre stadig i bedste velgående. Nu har vi kvinder bare fuldtidsarbejde oveni. 
 
Der er ikke noget galt i, at være flink og hjælpe andre. Det er også helt okay at tænke på at være der for dine børn. Vel og mærke hvis du har masser af energi og overskud, at give ud af. Problemet er, at flinkeskole hver dag sender rigtig mange kvinder ned med stress, angst og depression. 
 
7 løgne du tror, er sandhed:
Du kan kun være glad, når dine børn er glade.
Du kan først slappe af, når der er rent og ryddeligt.
Du har ansvaret for andres følelser.
Du skal kunne klare alt.
Du skal overhøre dine egne behov, frem for andres.
Du skal sætte dig selv i sidste række.
Du er en dårlig mor, hustru, kollega, veninde, hvis du siger nej.
 
Måske er det ikke bevidst, du tænker ovenstående, men hvis du lider af dårlig samvittighed og bekymrer dig meget, så er du fanget ind af flinkeskolen.
 
Stop med at bruge al din energi på at gøre dine børn og alle andre glade og tilfredse. 
 

Flinkeskole har den bivirkning, at når du bruger al din energi på at please andre, så løber du selv tør for energi. Når du hele tiden gør det, der gør andre glade, slipper din egen glæde op. Når du hele tiden skal have gjort en hel masse, før du kan slappe af, er energien væk, så du aldrig når det, du selv har lyst til. 

Så hvordan slipper du så af med den der flinkeskole?

Hvis du er træt og mangler energi, og aldrig har overskud til dig selv, og dèt du har lyst til, og du lider af dårlig samvittighed uanset, hvor meget du gør for dine børn, så er det på tide, at du melder dig ud af flinkeskolen. 
 
Det er da vigtigt, at du har et godt helbred, er det ikke?
 
Jamen, hvis jeg ikke hjælper mine børn, er jeg en dårlig mor. Hvis jeg ikke hjælper mine kolleger, er jeg en dårlig kollega. 
 
Nej, det er lige omvendt. Hvis du ikke siger nej til dine børn, når du selv er træt og mangler energi, så er du en dårlig mor. Fordi du giver flinkeskolen videre til dine børn. Så lærer du dine børn, at de skal sætte sig selv i sidste række, og altid bare tage sig sammen uanset, hvor trætte de er. 


Det du skal vide om børn, det er, at:
Dine børn gør ikke det, du siger, de skal gøre.
Dine børn gør det, du gør.
 
Hvis du lider af flinkeskole og dårlig samvittighed, kommer dine børn også til at gøre det, når de bliver voksne.
 
Hvis du ikke siger nej til at hjælpe dine kolleger, når du har travlt med dit eget arbejde, er du en dårlig kollega, fordi du er i risiko for at blive langtidssygemeldt med stress, så dine kolleger skal lave dit arbejde imens. Det kan godt være, at du får respekt ud af at foregive, at du kan klare alt, men så bliver nederlaget også det større for dig, den dag du bliver sygemeldt.
 
Hvis du går ned med stress, hvem skal så tage sig af dine børn? Hvem skal tage sig af din mand? Din syge mor? Dit arbejde? 
 

Flinkeskolen gør ikke noget godt for dig mere, hvis den nogensinde har gjort det. Hvis du skal overleve i en travl og stresset hverdag med hus og familie og fuldtidsjob, så skal du begynde at være flink ved dig selv. 


Prioriter dig selv for en glad familie: Sådan melder du dig ud af flinkeskolen og undgår stress 

Tænk på, at du er den vigtigste person i dit liv. Du er den vigtigste person i dine børns liv. Du er den vigtigste person for din mand. Du er den vigtigste person på dit arbejde, til at udføre dit arbejde. 
 
Er du opmærksom på, at de relationer du har i dit liv, ser dig som en vigtig person i deres liv?
Det er derfor, at det er vigtigt, at du også ser dig selv som vigtig, som værdifuld. Du skal værdsætte dig selv og være flink overfor dig selv. Først. For så får du overskud til at være der for dine børn.
 
Det værste for et barn, er en mor, der er stresset og sur og irriteret. Det værste for en mand er, at hans kone er stresset og sur og irriteret. Det værste for dig er, at du er stresset og sur og irriteret.
 
Det er i alles interesse, at du er glad. Ikke flink. Basta.
 
Derfor er den bedste gave, du kan give dig selv og din familie (og din arbejdsgiver) at du er glad. Når du er glad, lader du op og får energi. 
 

Tænk hvis du kun skulle gøre det, der gør dig glad, i stedet for at gøre det, der gør alle andre glade. Ville det ikke være en befrielse? 


Læs også: Ved du hvilken indflydelse stress har på dine muligheder for at blive gravid?

 
Du er da interesseret i at blive mere glad, er du ikke?
 
Det kan godt være, at det er nyt for dig at tænke sådan, men det virker. Det kan godt være, at dine børn vil gøre modstand og bliver sure på dig, fordi du ikke længere servicerer dem, men når først de finder ud af, hvor dejligt det er, at du er glad, så bliver de også glade. 
 
Jo før du begynder at være flink ved dig selv, jo før bliver du glad og får en glad familie.
 

Skriv en liste med alt det, der gør dig glad

Udfør mindst èn af tingene fra listen hver dag, helst resten af dit liv.
Eksempel: læse en god bog, gå en tur i naturen, sove ud, motionere, se en god film osv.
Der skal helst stå 25 ting og gerne 100. 
 
Du kan også øve dig i at lave sætninger, der gør dig glad, 
som du læser hver morgen og aften:
 
”Nu vil jeg kun gøre det, der gør mig glad.”
”Nu vil jeg slappe af, før jeg gør rent” 
”Nu vil jeg begynde at sige nej, når jeg er træt”
 
Og nej du er ikke egoistisk, doven og en dårlig mor, ved at tænke sådan.
 
Du bliver en glad mor, kone, kvinde, søster, veninde, medarbejder, chef osv.
 

Hvis du vil vide mere om, hvordan du opdager stress i tide, så du kan blive den glade og positive kvinde og mor, du inderst inde godt ved, du er, så kan du downloade lydbogen Stress af af Malte Lange


Hypnose som et redskab til stressreduktion

Forståelse af Hypnose: Hypnose er en terapeutisk tilgang, der adskiller sig fra meditation. Med hypnose fokuseres der på at ændre adfærd og tanker gennem dyb afslapning og målrettet opmærksomhed.

Hypnose til Specifikke Udfordringer: Gravide kvinder kan drage fordel af hypnose til smertelindring under fødsel eller til at håndtere ammeproblemer.
Professionel hypnosevejledning er ofte en afgørende hjælp, men prøv om hypnose er noget for dig ved at bruge denne gratis hypnosetræning som er lavet af den dygtige psykolog Ane Katrine Beck: Gravid eller nybagt mor? Sådan får du ro i nervesystemet

ro i nervesystemet min barsel psykolog Ane Katrine Beck


Du kan med fordel bruge denne hypnose i løbet af dagen, hvor du giver dig tid til at prioritere din metale sundhed og bruger de knap 25 minutter, som hypnosen tager. 

Ane Katrine Beck har ligeledes lavet en hypnose, som er beregnet til at bruge inden man skal sove. Den sindstilstand som vi falder i søvn i, har stor betydning for vores søvn, samt hvordan vi har det, når vi vågner. Her er videoen som du evt. kan bruge til at finde ro og afslapning til natten:

Ro i nervesystemet til natten

Gravid eller nybagt mor sådan får du ro i nervesystemet ane katrine beck min barsel

 

 
Læs også: Find roen på et øjeblik

Udgivet i SELVUDVIKLING