søndag, 11 februar 2018 00:00
Hurra jeg er gravid
Du har lige fået dit svar ved lægen eller den indkøbte graviditets-test viser, at du er gravid!
Hvad gør du? Åbner du vinduet og råber til verden ”Hurra jeg er gravid” eller siger du det til den første og bedste du møder på din vej, fordi du ikke kan lade være, fordi du bobler af lykke?
Eller tænker du, at ingen skal have det at vide før du er helt sikker, eller før det kan ses, eller før du er ovre de kritiske første uger (for det har du hørt, at de første uger er- kritiske)??
Hvis nu noget går galt
”Har du hørt, at Lone er blevet gravid” spurgte en kollega mig forleden. ”Nej, hvor fantastisk” udbrød jeg, - nej det havde jeg ikke hørt. ”Ja, jeg ved faktisk ikke om jeg måtte fortælle det” skynder kollegaen sig så at sige. Hvorfor ikke, tænker jeg?
Samme dag ringer jeg til Lone og siger: ”Tillykke, er det rigtig det jungle-trommerne fortæller, er du blevet gravid?” ”Ja”, siger hun med glad stemme. ”Ja, det var ikke meningen, at jeg ville sige det til nogen, jeg ville faktisk have ventet til jeg var sikker på at barnet vokser og alt er normalt. Men jeg var simpelhed så glad at jeg måtte ud med det”.
Undrende spørger jeg: ”Hvorfor vil du vente med at sige det, hvorfor lægge låg på glæden? ” Lone siger: ”Fordi hvis nu noget går galt, så bliver jeg jo ked af det, og hvad skal jeg så sige til alle dem som ved at jeg er gravid”.
Hvor er det en sætning jeg har hørt tit, og det undrer og forskrækker mig på samme tid, at der i den grad tit bliver lagt låg på glæden, fordi vi frygter sorgen.
Vi frygter at skulle stå ansigt til ansigt med andre og fortælle at glæden er vendt til sorg. Så hellere udgå at involvere andre i glæderne i vores liv.
At dele glæder og sorger
Det er bekymrende, fordi vi derved bevidst forsøger, at undgå glæde og sorg og at dele glæde og sorg med andre. Vi vender det blinde øje til en vigtig del af det eksistentielle livsvilkår - døden, og hvad værre er; vi fornægter at mærke glæden i os selv og at vise den til andre.
Det er desværre en tendens som ikke kun ses med følelserne glæde og sorg, empati og næstekærlighed har også trange vilkår i dagens samfund, når det f.eks. glæder flygtninge. Men det er en helt anden historie.
Tendensen er at vi ikke vil mærke, og slet ikke mærke de mest naturlige følelser glæde og sorg. Fuldstændig som tendensen har været til at fødsler ikke måtte mærkes og forløbe naturligt, så længe der ingen reel fare er for moder og barn. Heldigvis er der ved at ske et skifte på det punkt hvor f.eks. ve-stimulerende midler, planlagte kejsersnit m.m. kun tages frem når alt andet naturligt er forsøgt, eller særlige omstændigheder påkræver at det naturlige får hjælp.
Følelsernes magi
For som med fødsler så er sorg og glæde der af en grund.
Glæde ændrer cellernes livsvilkår, skaber et godt miljø at gro og udvikle sig i, og det er netop hvad det befrugtede æg har brug for, for at sætte sig fast i og vokse i din livmoder og blive der. Glæde er som naturlig økologisk gødning for din krop og alle dine celler i metaforisk forstand.
Men hvad så med sorgen, skaber den ikke et negativt miljø for cellerne? – man kan jo død af sorg? Det er sandt, men kun hvis sorgen bliver lukket inde og vi ikke slipper den ud, f.eks. ved at vi ikke tør tale om den og dele den med andre, reagere på den, tillade den.
Sorg lægger din krop brak for en tid, men kun fordi din krop og dine celler har brug for ro til at heale og genoprette det skete både fysisk og psykisk. Sindet har brug for tid til at acceptere det skete, erkende virkeligheden. Et sundt sorgforløb er udvikling for sindet og sjælen. Sorg og glæde er modpoler, og vi kan efter mig mening ikke leve et 'menneskeligt liv, hvis vi ikke vil være sammen med dem begge. Glæde ville ikke, kunne ikke, eksistere uden at kende sorg og omvendt.
Budskabet er; glæd dig over, at du er gravid, glæd dig så hele verden ikke er i tvivl – glæde skaber liv. Omvendt, hvis glæden skulle vende til sorg så gå ind i sorgen, men del den med hele verden. Begge veje skaber livet.
Udgivet i
FØDSEL
onsdag, 24 september 2014 00:00
Om en svær barsel og en fantastisk barsel
En smuk, stjerneklar april-nat, kom min datter Filippa til verden! Som alle førstegang-mødre, var jeg utrolig spændt på fødslen og det, at blive mor og at skulle danne min egen lille familie.
Det havde været en fantastisk graviditet uden nogen gener og jeg var helt klar til fødslen! Jeg havde læst stort set alle babybøger, set fødselsfilm og ”interviewet” de af mine veninder der allerede var blevet mødre en eller flere gange.
Jeg levede på en lyserød sky, byggede rede og nød det virkelig!
Før jeg blev mor levede jeg meget af hurtige kulhydrater – såsom sukker, ris, pasta, brød osv. og under graviditeten fik jeg nogle dage spist en hel plade Marabou, eller et par Lion bar, som var min yndlings chokolade, skyllet ned med en masse sodavand.
Min første fødsel
Jeg havde gennem min graviditet hørt om MANGE fødsler (det er nok naturligt, at når vi ser en gravid får vi lyst til at berette om vores egen fødsel), men det var både gode solstråle historier og også en del af den forfærdelige slags! Så jeg vidste, at det ville gøre MEGET ondt!
Jeg havde en hård fødsel og var 15 timer i aktiv fødsel, før Filippa kom til verden.
De første 2 dage efter var vi begge helt høje af lykke og jeg var så lettet, nu var det værste overstået :o)
Hvorfor var der slet ikke nogen der har fortalt mig, at det er skide svært, at amme og at det godt kan være, at din baby slet ikke vil ligge i barnevognen?
De første 30 dage som nybagt mor var hårde, jeg græd uafbrudt og det kunne Filippa godt fornemme, så hun græd også.
Efter den første måned begynde jeg at vænne mig til, at være mor og jeg fik så småt det hele til at fungere. Vi gik en lækker sommer i møde og nød livet, med vores lille prinsesse.
I start august meldte min far sin ankomst til Danmark, så han kunne deltage i Filippas barnedåb. Jeg var så lykkelig, nu kunne det ikke blive bedre.
Min far boede på øen Rhodos i Grækenland (han var græker), og havde ikke været i Danmark i mange år, så det var en ret stor nyhed.
Vi gjorde klar i vores 3 værelses lejlighed så min far kunne bo hos os, mens han var her. Han skulle være her i en måned og så skulle han hjem til Rhodos igen, efter barnedåben.
Den værste tid i mit liv
Min far kom til Danmark, da Filippa var 3,5 måned, det hele var så godt.
MEN…
3 uger før barnedåben blev min far mere og mere træt, han kunne ikke spise noget, han følte han ikke kunne synke maden. Til sidst lå han bare og sov hele dagen.
Jeg blev bange og nervøs og en morgen, hvor han slet ikke ville vågne ringede jeg til lægevagten, som indlagde ham med det samme.
Min far blev desværre mere og mere dårlig på hospitalet og det var virkelig mærkeligt, at holde barnedåb, når han lå der på hospitalet og var så dårlig.
Hver morgen, når Filippa og jeg var vågnet pakkede jeg pusletasken og noget legetøj og så gik turen til Bispebjerg Hospital.
De dage jeg slet ikke kunne overskue det og ”tillod” mig selv, at vi skulle have en dag hjemme og synge, lege, tumle og læse bøger, ringede sygeplejersken og sagde, at min far spurgte efter mig, så pakkede vi selvfølgelig tasken og tog afsted!
Vi tumlede, legede, sang og læste i 2 måneder på en lille kold hospitalsstue på Bispebjerg Sygehus. Jeg kan huske, at jeg satte stor pris på min mødregruppe, min mand, mine veninder og min familie, som var en kæmpe støtte. En af mine veninder tog endda med mig til hospitalet en dag, selvom det ikke var en kønt syn, der mødte hende.
Bispebjerg hospital blev min fars sidste hjem
Min far havde gennemgået en masse undersøgelser og det viste sig, at han havde kræft i spiserøret, da han ikke var dansk statsborger kunne hospitalet ikke tilbyde kemoterapi og operation.
Han sagde til mig hver dag: Vi skal kæmpe Mathilda – vi skal kæmpe!
Jeg KÆMPEDE, men til ingen nytte! Jeg skældte uskyldige sygeplejerske ud og tog hen og tiggede Udlændingestyrelsen om hjælp, lille Filippa og jeg var også forbi den græske ambassade, for at bede om hjælp!
Intet virkede – jeg følte mig alene og magtesløs!
Jeg lånte pengene og betalte for en operation på rigshospitalet. Min far fik opereret et lille rør ind i spiserøret, som skulle gøre, at han kunne få mad ned igennem. Men lægerne fortalte, at det blot var livsforlængende og at han max. havde 5 år.
Inden operationen havde vi talt, om alle de ting vi skulle nå sammen og alle de planer han havde for den tid han havde tilbage.
En uge efter operationen – sov han ind!
Det føltes helt uvirkeligt, som om det ikke var rigtigt! Jeg brød sammen.
Jeg havde heldigvis været på hospitalet hele dagen, sammen med min søskende.
Min far blev meget religiøs i sin sidste tid, så hospitals præsten sad der også.
Det var den samme præst, der bisatte ham og nogle år efter også viede min mand og jeg. Jeg er hende evigt taknemmelig.
Verden er farvet og vi vælger selv, hvad farve den skal have
Min fars død blev min motivation, til at KÆMPE, til ikke at lade noget spændende passerer forbi, til at gribe enhver chance der kommer, til at prøve noget nyt, til at lære og til, AT LEVE LIVET.
Efter min fars død var jeg selvfølge nervøs for, om min fars sygdom var arvelig. Jeg gik derfor til lægen og ville gentestes.
Lægen fortalte mig, at denne form for cancer var meget livsstilsbetonet. Jeg plejer at sammenligne det med, at han hele sit liv har hældt benzin på en diesel bil, desuden havde han været stresset og ikke dyrket nogen form for motion siden ungdomsårene.
Der var selvfølgelig også andre faktorer der spiller ind, som f.eks., hvilke gener vi har, det er meget forskelligt, hvor meget vi hver især kan tåle, før kroppen bukker under for sygdom. Nogle familier tåler meget ”skidt” og bliver aldrig syge, andre familier tåler ikke så meget, før de bliver syge. Min far sagde altid, at han var en af dem der kunne tåle det hele!
Jeg valgte, at jeg ville ”slukke for generne” jeg ville gøre, hvad jeg kunne for, at leve sundt og opnå fysisk velvære og holde sygdom på afstand.
Min far gav mig en gave
Et par måneder efter begravelsen begyndte jeg, at løbe sammen med Maria (MødreCirklen.dk). Maria var lige kommet ud af et langt forløb med Brystkræft og kemoterapi og var begyndt, at løbe og leve sundt. Jeg synes det var så sejt af hende og hun inspirerede mig til at komme i gang med løb.
Løb og sund kost gav (og giver stadig) mig rigtig meget værdi, som f.eks. glæde, ro, alenetid til at reflekterer, velvære, mere overskud til, at være mor og så tabte jeg også et par kilo, som bonus.
Da jeg blev gravid med min dejlige Karla Viola, kunne jeg ikke give slip på mit løb og jeg løb indtil uge 31, hvor jeg fik lidt for mange plukveer og måtte holde mig i ro.
Min 2. Barsel var alt det, jeg havde forestillet mig den første skulle være – meget lyserød!.
6 uger efter fødslen, løb jeg igen med Karla Viola i barnevognen. Jeg spiste sundt og så brand lækker ud til vores Bryllup, 10 måneder efter jeg havde født.
Det var den helt perfekte barsel og jeg nød, hvert et sekund hjemme med min 2 dejlige piger.
I dag vælger jeg hele tiden, at kæmpe, jeg gør det jeg har lyst til og husker, at mærke efter. Kæmper for det og for de ting der giver mig værdi og glæde.
Når jeg husker, at være god ved mig selv og give min krop en masse ro, motion og nærende kost, er jeg i flow, det hele kører som smurt!
Når jeg tænker tilbage, kan jeg stadigvæk i få øjeblikke falde ned i offerrollen og føle, at det var synd for mig, men så tænker jeg på, at min fars død blev min motivation til, at tænke på mig! Tænke på, at jeg selv kan vælge og mærke efter, hvad jeg har brug for! Indimellem vælger jeg, at gøre noget HELT vildt og træder ud af min comfort zone.
Udgivet i
GÆSTEBLOG
|
PRIVAT JORDEMODER |
