Jeg elskede julen som barn, og jeg kan tydeligt huske forløsningen den 24, der som regel blev holdt hjemme hos min dejlige mormor og morfar.

Jeg kan også huske tiden, der strakte sig ubarmhjertigt; først i hele december måned, og så skulle jeg også lige vente i tiden fra julemiddagen og dens opvask, indtil vi endelig kunne danse omkring juletræet. Men så var det også rigtig jul, følte jeg, når vi gik hånd i hånd og sang de smukke salmer, hvilket ofte gav en klump i halsen på det følsomme barn, jeg var, imens jeg kiggede op på de voksnes, nu afstressede, ansigter.

Og tiden fortsatte med at gå igennem mange juleaftener, mens noget undervejs, ændrede sig umærkeligt i mig. Men lige pludselig så var december måned ikke længere så lang – og heller ikke dagen for den 24. ”Jeg er blevet voksen”, tænkte jeg og følte en sorg og tristhed over, at de havde haft ret, de vel menende voksne, der ofte havde sagt til mig, at tiden går så hurtigt, og at jeg derfor skal nyde, imens jeg er barn. 

Det var ikke specielt rart at være voksen i julen og føle, hvordan tiden smuldrede imellem hænderne på mig. Jeg kunne meget bedre lide tiden, da jeg var barn. Derfor blev jeg lidt trodsig. Og stædig med, at det ville jeg ikke acceptere.

Det måtte da være muligt at kunne blive ved med at føle julens langdrag, så jeg rigtig kunne nyde den, i den tid, den varede! Nu havde jeg erfaret, at tiden åbenbart ændrede sig, når man blev ældre, men jeg insisterede på, at jeg dog selv havde noget at skulle have sagt om min egen tid. Og stress og jag som en af betingelserne for at være voksen i julen, det gad jeg altså bare ikke! For det fik tiden til at gå endnu hurtigere.

Da jeg tog beslutningen om at ændre min, voksne, juls vilkår, anede jeg intet omkring at være i Nuet, om tiden der ikke eksisterer andre steder, end i vores sind og om julens forventninger. Men jeg kan ærligt sige, at jeg i dag ikke føler stress over julen, men at jeg nyder og elsker den og at jeg, min mand og vores to børn, ser frem til den hvert år! Uanset hvordan den nu forløber sig.

Et ord, jeg har lagt mærke til, der hyppigt går igen her i julens ordforråd fra medier og familier, er ”forventninger”. Og det er både de glædelige forventninger og de forventninger, der stresser.

Forventninger til, hvor meget vi skal hygge os, til gavernes indhold, antal og pris, til den rigtige mad. Forventninger til, hvordan vi og andre påtager os de samme roller juleaften.

Forventninger til både de ting, vi håber på, og de ting, som vi ikke håber på og måske endda ikke kan udstå. Såsom traditioner vi slavisk afholder og deltager i, for at gøre andre dele af familien glade. Og binder os selv på mund og hånd, for at kunne nå alle de arrangementer, der er planlagt i december. På grund af andres forventninger og egne forventninger til, hvad vi bør og skal, for at kunne opfylde julen. Ikke mindst for vores børn. 

Så jeg synes, det er vigtigt at vide, at forventninger ikke er andet end regler, uanset om vi har det godt med dem eller ej. Regler, der umuligt kan opfyldes for alle de der samles for at julehygge, og hvor hver især måske kommer med mindst 10 forskellige forventninger til, hvordan det hele skal forløbe, for at det kan føles som en RIGTIG jul. Forventninger, der meget nemt kan blive brudt og forbigået. 

Regler er en kontrol, vi sætter op, for at vi kan føle os trygge. Og det giver god mening at have dem i samfundet og i familiens hverdag, hvor demokratiet har bestemt. Men når vi kommer med vores individuelle regler for en højtid, hvor vi ofte er mange der samles, kan det blive en stor udfordring. Og for hver regel der brydes, jo mere utrygge vil vi føle os, og utilfredsheden får åbne kår indeni. Og de forventninger der faktisk bliver opfyldt, kan være svære at få øje på og glædes over, samt forbindelsen til det nærvær, vi i virkeligheden ønsker os, for os selv og for vores børn, kan ikke føles. 

Derfor så overvej med dig selv, hvor mange forventninger, og altså regler, du både bevidst og ubevidst har for julen. Både dem du har sat op for dig selv og for dine børn og dem, som du tror, andre har, og som vedrører dig og din familie. Skriv dem ned og vælg så at skille dig af med dem, evt. ved at brænde eller klippe din liste i stykker. Smid den ud. Giv slip på at skulle kontrollere julen og skriv i stedet de ting ned, som du gerne vil bidrage med til dine børn og din familie. Såsom varme, nærvær, ro, tålmodighed, åbenhed, tillid, forståelse. Kærlighed. 

Her er du i din krop og har givet slip på sindets kontrol. Og begynder sindet alligevel at jappe løs med sine forventninger til, hvordan det nu gerne skulle være, eller ikke være, for at kunne blive en god jul – så lad dine frygtsomme tanker være, som de er, og gå i stedet for ned og mærk din krop.

Træk din bevidsthed hertil og observer den. Føl vejrtrækningen og hjertet. Hvad har kroppen brug for? Det kunne jo være, at den havde brug for noget mere ro og omsorg, og at du derfor må takke nej til nogle af jeres arrangementer.

Eller den har måske brug for at sidde med dit barn og læse en god historie sammen. Eller bare ligge på sofaen og se julefjernsyn. Det ved kun din krop. Og afklar det så med din familie og bliv i stedet bevidste om, hvad I har brug for, for at kunne føle nærværet igennem julen.

Det, børn ønsker sig allermest i julen, er ikke gaver, julestuer, julefrokoster, perfekt julemad – men forældre der kan mærke glæden i sig, har nærværet med sin familie og som forstår at passe på sig selv med kærlighed. Den allerbedste julegave at give til dit barn, og som endda vil kunne holde til, når barnet selv er blevet voksen. 

Rigtig glædelig jul til alle familier. 

Læs også: Skal børn have det de ønsker sig?

 

Jeg har noget på hjerte. Jeg er bekymret for fremtiden, bekymret for vores elskede børnebørn og de kommende generationer.

Min egen barndom var ikke just vellykket, hvilket skyldtes min mor var psykisk syg og min far alkoholiker. De var begge totalt fraværende.

Jeg blev tvangsfjernet hjemmefra som 9 årig og opvoksede på forskellige døgninstitutioner. Hvor velmente lønnede voksne tog sig af mig på klokkeslæt og efter en nøje planlagt pædagogik.

De uddannede havde ingen ægte empati, ingen ægte kærlighedsfølelser og skulle passe på sig selv. De ansatte skulle ikke brænde ud, de skulle lægge afstand og være professionelle.

Og sådan noget kan børn mærke – børn kan ikke snydes på følelserne.

Og bliver børn udsat for meget for ”uægte” fraværende voksne, stressede voksne, voksne der ikke er autentiske og for mange elektroniske babysittere, så rammer det vore dejlige poder. Og det slår hårdt.  

Læs også: Få svar på hvor god du er til nærvær?
 

Børn vil ses, de vil høres og tages alvorlige. De vil have ægte nærvær, anerkendelse og de vil elskes for det de er.

Og det er der jo ikke noget odiøst i – det vil vi vel alle.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at vi alle elsker vore børn – og der findes mange fantastiske forældre. MEN nogle forældre er ikke i stand til at vise det, de har simpelthen ikke lært det hjemmefra, det kan heldigvis læres. Hvor der er indsigt og vilje – er der også en vej.

Her kommer vi til min bekymring.

Vores samfund er efter min mening kørt helt af sporet. Vi skærer kraftigt ned på alt hvad der har med børneområdet at gøre. Vi pisker forældrene rundt i manegen med reklamer – der giver et forfejlet billede af hvad det er vore børn har brug for. Vi hopper lige i med begge ben, lapper på den dårlige samvittighed og holder godt gang i salget, af dét, et hvert barn bare må eje.

Forældre knokler så sveden springer, tempoet bliver konstant sat op og vil man være på arbejdsmarkedet – har man bare at følge trop. Ellers er der nok ledige og villige til at overtage.

Hold op hvor vi bare sidder i saksen.

 

Efter en lang opslidende arbejdsdag - eller for den sags skyld; klapjagt på de ledige – er man så udmattet, at man ikke har overskuddet og kræfterne til uddeling af ægte nærvær til poderne.

Her er det, at TV, Ipad, Iphone og computer kommer ind og det jeg startede med at skrive om - fraværende voksne.

Vi gør det ikke af ondskab og manglende kærlighed til vore børn, men af simpel mangel på tid, energi og overskud. Og jeg er dybt i mit hjerte og langt ind i min mavefornemmelse overbevist om, at det skader vores børn på sigt.

De vil komme til at mangle evnen til ægte nærvær, empati og de meget vigtige sociale kompetencer.

Det var så noget fra mig til eftertanke og refleksion.

Ikke for at ramme nogen eller give dårlig samvittighed -  Om man er enig med mig i det skrevne – er ligegyldigt i denne sammenhæng. Det vigtige for mig at se er, at vi alle elsker vore børn, og at vi langt hen af vejen har en valgmulighed for at ændre nogle ting i dagligdagen.

Handling skaber forvandling.

Læs også: Hanne Furby's bog: Dagbogsblade fra et Mælkebøttebarn – livtag med den negative sociale arv