Du er her:min barsel»Artikler»Selvudvikling»morrolle | min barsel
torsdag, 22 juni 2017 11:52

At blive født som mor

Da jeg blev mor for første gang, var det en meget stærk overbevisning hos mig, at når jeg blev mor, var jeg så voksen, at jeg ikke havde brug for min egen mor. Hun havde nu rollen som mormor, hvor fokus var flyttet fra mig til mit barn. Nu skulle jeg (be)vise, at jeg kunne klare mig selv. En mor er en, der kan klare det hele selv?!

Jeg opdager, når jeg kommer ud med mine foredrag, workshops og i de mødregrupper, jeg faciliterer, at mange kvinder har eller har haft det på samme måde. Og når jeg siger, at en mor har brug for en mor, bliver de ofte rørte, fordi jeg rammer lige ned i noget meget essentielt.

Det er min erfaring, at ret mange kvinder kan genkende overbevisningen om, at hun nu skal kunne klare sig selv. At når barnet kommer, så er det barnet, det drejer sig om, og den hjælp den nybagte mor får, er den der tilfældigvis bliver tilbudt hende – ofte med fokus på at tage sig af barnet for hende. Men det er min erfaring, at den nye mor ikke så meget har brug for, at nogen tager sig af barnet, men mere af hende eller af alt det praktiske. Så hun og hendes partner
1 kan lære deres barn at kende i den første tid.

En af de gravide kvinder, jeg har arbejdet med, fortæller, at hun efter at vi havde adresseret netop dette emne, havde taget en snak med sin mor. Da det gik op for hende, inden hun havde født sit barn, at hun faktisk havde brug for sin mor.

Hun fik sagt til hende: ”Jeg har virkelig brug for, at du også er der for mig. Jeg har brug for, at du er mor for mig. Jeg har brug for praktisk hjælp og for at få tid til at være sammen med mit barn”.

Hun gav udtryk for en stor lettelse over at få sagt det til sin mor, fordi det netop kunne give anledning til misforståelser, men at den kommende mormor på alle måder havde lyst til at være der for sin datter også og at tilbyde den hjælp, som datteren ønskede.

Udgivet i SELVUDVIKLING
tirsdag, 08 marts 2016 00:08

At leve med himlen nede på jorden

Da jeg blev mor for første gang for femten år siden og for anden og sidste gang for elleve år siden, var det oplevelser af dimensioner der kun kan defineres som at himlen var kommet ned på jord!

Det at blive forælder er så meget, giga-meget større end noget vi overhovedet kan indstille os på, mens vi venter. Vi hører det fra alle andre, hvor fantastisk det er. Hvor stort øjeblikket er, når baby stikker sit ansigt ud i den nye og store verden, og hvor mor og far instinktivt mærker, at nu er livet for altid forandret!

Fra dette øjeblik vil der altid være en anden person, hvis ve og vel altid vil komme før én selv (en omvæltning af største slags for langt de fleste af os, som har rigeligt med at holde fokus på os selv!). Kærligheden der vælder os over på en svævende lyserød sky, er også den der gør vi kan holde fødselssmerterne og sår efter amningen ud, holder os oppe om natten og gør det muligt at skifte bleer tunge af lort uden vi vrænger på næsen.

Det er kærlighed i den reneste og mest himmelske form! Det er lykkehormoner i kæmpe massive rush og der findes intet større!

Tænk det siger jeg; en mor der slet ikke ønskede sig børn, førend det skete. Som aldrig har haft en iboende forventning om en dag at skulle blive mor.

Der er selvfølgelig familier, hvor miraklet af en fødsel og et barns opvækst og udvikling på ingen måde hverken fejres eller opleves lykkeligt og mange af os kommer fra barndom, hvor det gjorde mere end forfærdeligt ondt at være barn, og hvor man naturligt ikke kan forestille sig, hvordan man ville være i stand til at give børn en tryg opvækst.

Udgivet i SELVUDVIKLING