Du er her:min barsel»Artikler»Fødsel»modning | min barsel
lørdag, 19 august 2023 15:35

Modning og igangsætning af fødsel

 

Måske sidder du som højgravid og er temmelig plaget af gener sidst i din graviditet? Især sommeren kan ”forværre” generne lidt ekstra. Det er du langt fra ene om – og det gode er, at der faktisk er noget at gøre ved det.

 
Som zoneterapeut oplever jeg en stigning i antallet af kvinder, hvor generne sidst i graviditeten er så voldsomme, at det går udover deres livskvalitet, overskud og ikke mindst nattesøvn. Og ingen ønsker, at starte livet som mor med et underskud på energi-kontoen. Især ikke, hvis der er flere børn i familien allerede.

Generne hos højgravide er meget individuelle, dog er der nogle gengangere hos de fleste:

  • Følelsen af, at kroppen er belastet både på grund af den øgede vægt og ikke mindst mavens fylde. Belastningerne kan resultere i smerter og/eller ubehag i hofte/bækken og lænd – både i led, men også muskulaturen; barnets størrelse kan give et tryk/pres på de indre organer (primært mavesæk, nyrer, blære og nederste del af lungerne).
    Presset opleves som ubehageligt og kan give følelsen af at blive forpustet ved den mindste aktivitet eller endda ved bare at sidde stille, at der ikke er plads til at spise eller, at man hele tiden har følelsen af at skulle tisse.
  • En anden, mere ubehagelig gene, er et tryk på den store blodåre, Vena Cava, som fører blodet tilbage til hjertet. Trykket her opleves oftest når den gravide ligger på ryggen, men kan også opleves når hun har stået oprejst i samme stilling i længere tid (ex i køen i supermarkedet). Grundet presset på Vena Cava, vil den gravide opleve et blodtryks-fald og at det ”sortner for øjnene” eller hun bliver svimmel. Det er ubehageligt, men ganske ufarligt, hvis det er kortvarigt. Det kan afhjælpes med et stillingsskift eller lidt bevægelse.
  • Forstyrret nattesøvn. Årsagen til den forstyrrede nattesøvn kan skyldes mange ting; et barn, der er meget aktivt om natten, varme, smerter i kroppen, besvær med at finde en stilling, der er til at holde ud at ligge i i længere tid… eller ovennævnte gener.
  • Rigtig mange kvinder oplever også væskeophobninger, som kan begrænse den gravide i at kunne bevæge sig som hun plejer samt det skaber ubehag og kan være smertefuldt.
  • Karpaltunnelsyndrom (som er en afklemning af følenerverne til hånden) er heller ikke unormalt sidst i graviditeten.
  • Kvalme. Nogle gravide er plaget af kvalme og opkastninger igennem hele graviditeten og andre oplever, at kvalmen kommer tilbage i 3. trimester, ofte på grund af barnets fylde, men også på grund af hormonelle forandringer sidst i graviditeten.


Hvad kan zoneterapi i 3. trimester gøre?

Zoneterapi kan være til gavn under hele graviditeten. Behandlingen kan afhjælpe eller mindske/lindre forskellige gener helt fra start til slut. Hvis du, som gravid i 3. trimester, ønsker støtte til at mindske generne i graviditeten, er dette bestemt også en mulighed med zoneterapi.

Hvis der ikke er tale om en decideret fødselsmodning eller igangsætning, undlades behandling af visse zoner, livmoderzonen og visse akupressur-punkter.

Ønsker du derimod, som højgravid, hjælp til en fødselsmodning samt igangsætning, så er der hjælp at hente ved en zoneterapeut. Selve behandlingen varierer fra behandler til behandler, men

langt de fleste vil indeholde både zoner (for organer) og akupressur-punkter.


Hos Zoneterapeut Rikke Vilain Rikke Vilain anvender jeg følgende:

  • Akupressur-punktet MP6; også kendt som ”kvindepunktet”. Det er et punkt 3 fingersbredder over kvindens indvendige ankelkno lige under skinnebenet. Der løber 3 meridianer igennem dette punkt, nemlig LE (lever), N (nyre) og MP (milt/bugspytkirtel).

Både lever og nyre har indflydelse på de kvindelige kønsorganer (både ydre og indre) og MP (milt/bugspytkirtel) har indflydelse på både hormoner og mælkeproduktionen, men også fordøjelsen, som kan være udfordret i graviditeten.

  • Zonerne for hypofysen, hypothalamus og pineal-kirtlen. Hypofysen danner overordnet hormoner (fabrikken) og hypothalamus styrer hypofysen (sender beskeder om, hvornår hvilke hormoner skal produceres og frigives). Pineal-kirtlen har ansvar for vores søvn og døgnrytme og dermed også den korrekte produktion af hormoner på de rigtige titdspunkter. Alle 3 er, anatomisk placeret i hjernen, og som punkt i zoneterapien, er de alle placeret på storetåen.
  • En grundig afspænding af hofte/bækken- og underlivs-muskulaturen, for at afspænde/klargøre dette til fødslen. En afspændt muskulatur gør udvidelsen af bækkenet mere fleksibelt.
  • Akupressur-punktet for nyren, som har en ve-stimulerende effekt.
  • Zonen for livmoderen. for at forberede denne til fødslen.
  • Akupressur-punktet CO4 (tyktarm) som også benævnes ”uddrivelses-punktet”/at kroppen skal skille sig af med noget. Dette punkt er meget kraftfuldt og anvendes oftest først ved 2. behandling.
  • Undervejs i behandlingen er der også fokus på afspændingsbehandling. Er der tale om kvinder, der er nervøse for den forestående fødsel, er denne del af behandlingen meget vigtig, da den, udover at være yderst afslappende, lægger en dæmper på et nervesystem, der er lidt på overarbejde De gravide får altid et par akupressur-punkter med hjem, som de kan stimulere (eller få andre til at gøre, hvis maven er for meget i vejen) og på den måde kan det blive hele familiens ”projekt” at hjælpe processen i gang. Især kommende søskende synes det er meget sjovt at kunne gøre noget.

Det helt fantastiske ved forestående fødsler er, at barnet selv bestemmer, hvornår det er klar til at holde sin fødselsdag. Der kan altså ikke forceres en fødsel til at ske på en bestemt dag, men zoneterapien skubber lidt til processen, så moderens krop og sind, er klar til den forestående fødsel.

Hvornår kan man lave modning/igangsætning?

Der er altid tale om en individuel vurdering og altid med en jordemoder eller læges tilladelse til, at zoneterapi kan være en mulighed, for at skubbe lidt til processen. Som udgangspunkt kan man tale om modning/igangsætning 14 dage før termin og kun når følgende kriterier er opfyldt:

  • Barnet vender rigtigt og ligger stabilt i bækkenet
  • Der har ikke været alvorlige komplikationer igennem graviditeten (pletblødninger gennem graviditeten, voldsomme smerter, nedsat fødselsvægt hos barnet)
  • Der er ikke noget fysiologisk, der taler imod en naturlig, vaginal fødsel.

Hvad kan du opleve under og efter behandling?

Under behandlingen oplever de fleste kvinder et mere uroligt barn, der kommer flere plukveer, som kan virke kraftigere end de plejer og der kan forekomme en murren i underlivet a la menstruationssmerter. Ovennævnte ”symptomer” kan vare ved også efter behandlingen, men det er blot et tegn på, at behandlingen har igangsat en fødselsforberedende proces. For de fleste kvinders vedkommende anbefales, at de, samme dag, som de er til behandling, går sig en tur, for at præparere bækkenet og den tilhørende muskulatur til den forestående fødsel. Enkelte er så besværede, at de i stedet for, får nogle øvelser, som de kan lave enten liggende eller siddende. Alt sammen er medvirkende til at holde den igangsættende proces i gang.

Hvor meget behandling skal der til?

Igen er det individuelt fra kvinde til kvinde, men min erfaring er, at langt de fleste kvinder, kan nøjes med 2 behandlinger (når der tales om igangsætning/modning). Behandlingerne lægges med 2-3 dages mellemrum for at maximere zoneterapiens effekt. Min behandling kombineres altid med akupressur-punkter, som kvinden selv kan trykke på/få hjælp til at trykke på, og netop denne kombination, er, efter min opfattelse, en meget effektiv behandling.

Tilbagemeldinger efter behandling

De tilbagemeldinger jeg får fra de gravide efter behandlingen fødselsmodning/igangsætning, har været positive. De fleste oplever en ”lindring” af deres gener – mindre smerter, mindre ubehag, mindre kvalme og en noget bedre søvn.

Så er du en af de mange gravide, der lider sidst i graviditeten, så snak med din jordemoder og kontakt en zoneterapeut tæt på dig. Og held og lykke med den lille ny, som kommer til verden lige om lidt.. De er vores største gave.

Se mere om Rikke Vilian

⇒ Se video om hvordan du og/eller din fødselspartner selv kan fremme fødslen og  gøre fødslen mere behagelig og let-  ved at bruge akupressur og zoneterapi-punkter til at booste dit Oxytocin niveau

 

 
Udgivet i FØDSEL