Sundhedsstyrelsens anbefaler, at barnet skal ligge på ryggen når det sover, indtil barnet er i stand til selv at vende sig. Det er godt, fordi antallet af vuggedød er faldet drastisk siden disse anbefalinger kom frem.
Men når barnet er vågent skal det ligge mindst muligt på ryggen, og helst slet ikke. Det skal om på maven!
Dels for at barnet ikke skal få et fladt baghoved og dels fordi den maveliggende stilling er udgangsstilling for alle de bevægelser, der løfter barnet fra liggende til stående.
I modsætning til rygstillingen, som er passiv, er mavestillingen aktiv, og det er her barnet har mulighed for at begynde at trille og senere kravle og rejse sig op.
At ligge på maven styrker nemlig barnets ryg- og nakkemuskler, og dermed evnen til at bære sin egen vægt i armene og omkring hoften.
Når barnet øver sig i at trille, komme i kravlestilling og senere kravler, træner det ikke bare selvstændighed og styrke, men også krydsmønster og koordination i hele kroppen. Og det vil barnet profitere af resten af livet.
Krydskoordinering har også betydning for vores indlæringsevne og for hvordan vores venstre og højre hjernehalvdel arbejder sammen.
Hvis barnet ikke lærer krydsbevægelser under kravlestadiet, anbefales det, at man træner med barnet så det mestrer krydsbevægelserne inden barnet begynder i skole.
Nogle børn bliver aldrig rigtig vilde med at ligge på maven, men man er nød til at finde ud af om eventuelle vanskeligheder bunder i, at man selv synes at det er lidt besværligt at træne mavestilling med barnet?
Hånden på hjertet er det lettere at lægge barnet fra sig så det ligger på ryggen, for man kan jo ikke gå fra et barn der ikke er tryg ved at ligge på maven, og hvis man lige skal have ordnet opvasken eller andet praktisk, eller bare trænger til 5 minutters pause?
Men på den lange bane vinder man ufattelig meget mere ved at investere tid og kræfter i mavestillingen. Og jo tidligere du sætter ind med træningen, desto lettere vil det gå.
Inden du går i gang med træningen bør du være bevidst om, at det i starten kræver alle barnets kræfter at ligge på maven med hovedet løftet, og det kan være decideret ubehageligt for barnet at ligge sådan alene.
Barnet har i allerhøjeste grad brug for dit nærvær for at føle sig trygt og din ros og opmuntring for at mobilisere sine kræfter. Derfor bør du altid være tæt på barnet, indtil barnet har fået mere selvtillid og styrke i ryggen, til at du kan du bevæge dig lidt længere væk.
Måske kan barnet i starten ligge 30-40 sekunder. Hvis I træner dagligt og konsekvent, vil du blive overrasket over hvor hurtigt barnet udvikler sin rygmuskulatur.
Pas på med at fremskynde stillinger som barnet ikke selv behersker.
Undgå f.eks. at stable barnet op med puder i sofaen, på gulvet eller i barnevognen, førend barnet er i stand til at sidde selv. Og undgå også at lade barnet sidde, stå og gå med din hjælp eller ved hjælp af en gåvogn eller hoppegynge.
Barnet vænner sig meget hurtig til at "kunne mere end det egentlig kan", og vil foretrække disse stillinger før kroppen er i stand til at bære belastningen. Et barn der er blevet vænnet til at sidde og stå vil, forståeligt nok, meget nødigt tilbage til mavestillingen.