Da jeg blev mor for første gang for femten år siden og for anden og sidste gang for elleve år siden, var det oplevelser af dimensioner der kun kan defineres som at himlen var kommet ned på jord!

Det at blive forælder er så meget, giga-meget større end noget vi overhovedet kan indstille os på, mens vi venter. Vi hører det fra alle andre, hvor fantastisk det er. Hvor stort øjeblikket er, når baby stikker sit ansigt ud i den nye og store verden, og hvor mor og far instinktivt mærker, at nu er livet for altid forandret!

Fra dette øjeblik vil der altid være en anden person, hvis ve og vel altid vil komme før én selv (en omvæltning af største slags for langt de fleste af os, som har rigeligt med at holde fokus på os selv!). Kærligheden der vælder os over på en svævende lyserød sky, er også den der gør vi kan holde fødselssmerterne og sår efter amningen ud, holder os oppe om natten og gør det muligt at skifte bleer tunge af lort uden vi vrænger på næsen.

Det er kærlighed i den reneste og mest himmelske form! Det er lykkehormoner i kæmpe massive rush og der findes intet større!

Tænk det siger jeg; en mor der slet ikke ønskede sig børn, førend det skete. Som aldrig har haft en iboende forventning om en dag at skulle blive mor.

Der er selvfølgelig familier, hvor miraklet af en fødsel og et barns opvækst og udvikling på ingen måde hverken fejres eller opleves lykkeligt og mange af os kommer fra barndom, hvor det gjorde mere end forfærdeligt ondt at være barn, og hvor man naturligt ikke kan forestille sig, hvordan man ville være i stand til at give børn en tryg opvækst.