For 4 år siden sad jeg med en lille smuk, nyfødt guldklump i min favn. Efter en hård lang fødsel, kom smukke lille Filippa Olivia til verden.

At opleve sin kæreste så tæt på, at skulle overskride grænser sammen, og efter 12 timer og 45 minutter, opleve fødselen af sit barn - endda begge med lukkede øjne. Wauw.

Nok vidste jeg at det ville være vildt, men havde aldrig turde håbe på, at øjeblikket ville være så magisk. På et splitsekund forsvandt al smerte, og vores lille guldklump lå i min favn. Indsmurt i fosterfedt og blod.

Med 'ét så jeg de smukkeste isblå øjne, som bare lå og stirrede på mig, mens tungen søgte mit bryst. Det var overvældende at være gået fra smertehelvede til paradis. At se glæden stråle ud af min elskedes øjne, at se ham blive blød om hjertet, med tårerne trillende ned af kinderne. Det var et øjeblik jeg aldrig glemmer. 

Fra 1 til 2….

Det var overvældende og enormt befriende ikke at skulle kæmpe den brave kamp for undfangelsen. Nu ventede vi os barn nr. 2, til trods for at Filippa stadig var så lille. Vi offentliggjorde det til Filippas barnedåb. Vi inviterede hele familien til fest året efter. Dog havde folk forventet et bryllup, men vi måtte erkende, at det i stedet var endnu en barnedåb (det var ikke alle der forstod den med det samme).