Tabuer er på mange måder mit "favorit -tema" FORDI jeg ved, at så snart vi siger tingene højt bliver det både mindre farligt, og mindre slemt end det er i vores tanker.
Forleden dag skrev en mor til mig: "Rikke, lige nu hader jeg mit barn".
Og selvom det måske gipper i dig, og du tænker "nej, det kan man da ikke", så bare mærk efter, om du ikke godt kan genkende en flig af det?
Jeg kender moren, hun går nemlig på et af mit "skæld-ud kursus". Hun er en god mor. En helt almindelig kærlig mor, der ligesom så mange andre kan ryge helt derud i afkrogene, hvor man bliver magtesløs og hader. Det gør de fleste af de forældre, jeg møder af og til.
For mange er det et stort tabu, at der rent faktisk kan være tidspunkter, hvor man synes mindre godt om ens barn. Ja, hvor man endda lige frem kan hade det, hvis man tør sige det højt. Eller hvis man overhovedet tør tænke tanken.
Den indre skraldespand skal tømmes
Hvis du engang imellem føler dig som en dårlig forældre fordi du tænker "meget grimme tanker" og føler "meget grimme følelser" overfor dit barn, så bare vid, at det er helt normalt.
Nogle gange er det simpelthen nødvendigt at få tømt sin "indre skraldespand" for grimme ord og følelser. Ellers hober det sig op, og vi slæber det efter os og samler til bunke. Og dét kommer nemt til at gå ud over vores barn/børn.
Tøm derfor i stedet din ”indre skraldespand” men gør det ikke til hvem som helst. Du kan gøre det til din partner, eller en god ven/veninde. Men du skal huske at sætte rammerne for det.