Du er her:min barsel»Artikler»Pædagogik»pædagogik | min barsel
torsdag, 21 april 2016 08:45

Dit barn er ikke en prioritet

Det er tirsdag, og i en børnehave på Vestegnen er børn og voksne lige blevet færdige med at holde den daglige samling.

I dag til samling har børnene masseret hinanden, mens de fik læst en lille historie. Nu går de allesammen i hælene på mig, fordi jeg har fortalt at vi skal lave modellervoks. Aron, som lige er startet i børnehave kommer med ned i Køkkenet for at hente mel, olie, salt, citronsyre og frugtfarve. Aron på 2 år får lov til at bære frugtfarven, og selv om dunken er tung, så går det lige.

 



Da vi kommer ned på stuen igen, viser det sig at vi har glemt at tage kogende vand med, så nu er det Freja på 2, der får lov til at komme med ned og koge vand, som efterfølgende bliver hældt på en termokande.

Tilbage på stuen sættes alle tingene op på et bord inde på stuen. Børnene samler sig rundt om mig. Nogle sidder eller står på skamler, mens andre sidder på bordet.

Paprika på 4 bliver sendt afsted efter en grydeske, og Sofie på 3 sendes afsted efter en teske. Jeg starter med at klare første del af processen, fordi det involverer det kogende vand, men derefter skiftes børnene til at putte ingredienserne ned i den store skål.

Ind imellem kan jeg ud af øjenkrogen se, at et par af børnene lister en hånd ned i posen med mel for at røre og undersøge. Børnene er meget fokuserede og dybt koncentrerede. De følger med og kommer med masser af kommentarer, da dejen bliver ved med at være alt for klistret, selv om vi har puttet masser af mel i.
 
 

Vi taler om ordene opskrift og om kogende vand, vi tæller hvor mange kopper mel, vi kommer i, vi venter på tur, børnene hjælper hinanden og giver plads og meget, meget mere.

Denne situation er så smækfyldt med læring, og samtidig er det super hyggeligt for både børn og voksne.

Det tager faktisk så lang tid, at det ender med at det er tid til frokost, og derefter skal vi på legepladsen. Derfor bliver det først om eftermiddagen, at der kan leges med den færdige modellervoks.

Til gengæld, så er det så populært at samtlige børn på stuen sidder samtidig rundt om bordet og leger med det. Og så starter det hele forfra. Finmotorikken, sanserne og fantasien får en ordentlig omgang stimulation, samtidig med at børnene har det fantastisk.

Da børnenes forældre gradvist indfinder sig, er der flere der vælger at sætte sig ned og lege med. Der bliver snakket og grinet og børnene er meget optaget af at fortælle hvordan vi selv har lavet modellervoksen.

En skøn dag på jobbet med både læring, dannelse og god stemning. Når jeg har fri efter sådan en dag, så kører cyklen næsten sig selv og jeg er lykkelig og stolt over mit job.

Men alle dage er desværre langt fra sådan, og da modellervoksen tørrede ud og blev kasseret, gik der flere dage, før der var mulighed for at lave noget nyt igen.

Jeg ved, at når omprioriteringsbidraget begynder at kunne mærkes ude i kommunerne, så bliver der endnu længere imellem de dage, hvor vi kan lave legende og lærende aktiviteter, der giver samvær og fællesskab mellem børn og voksne.

Vi skal den anden vej. Sådanne dage skal være normalen i stedet for undtagelsen.

 
 


Så kære forældre, tænk på jeres børn, når I sætter jeres kryds. Det er ikke alle partier, der prioriterer dit barns trivsel. Og til regeringen kan jeg kun sige, drop omprioriteringsbidraget og invester i børnene i stedet for. De er vores allesammens fremtid.

Og hvis du er blevet nysgerrig efter, hvordan du laver modellervoks med dit barn, så kommer opskriften her:

 Lav selv modellervoks

 

 

 




Udgivet i SAMFUND
søndag, 10 april 2016 06:59

Amerikansk mor: Lad børnene afbryde dig

”Moar! Moaar! Moooooaaar, jeg skal altså sige noget til dig, jeg skal!” Alle forældre har oplevet at blive afbrudt af børn, der ikke kan eller vil vente med at fortælle det, der for dem er uopsætteligt vigtigt at sige lige nu og her. Hvad gør du i den situation? En amerikansk mor har et anderledes bud på, hvordan du tackler at blive afbrudt.

I internetavisen Huffington Post skriver Kate Baltrotsky, mor til en 2-årig og en 5-årig, at det er en misforståelse, at børn ikke må afbryde voksnes samtaler. Det er ellers den gængse praksis blandt de allerfleste forældre - formentlig på verdensplan – at børn bliver opdraget til at lade være med at afbryde, når de voksne taler. De skal i stedet pænt vente på, at de voksne giver tegn til, at nu er det deres tur.

Men hvad er egentlig konsekvensen af, at børn ikke må afbryde? Det spørgsmål har Kate stillet sig selv, fordi hun ikke kunne holde ud at se det besejrede udtryk i sin datters øjne, hver gang barnet skulle vente og lade være med at afbryde. Hun hævder, at vi som forældre gør børnene uret, når vi ikke lige kan stoppe vores ”Åh så Vigtige” samtale og bruge 5 sekunder på at høre, hvad barnet brænder for at fortælle og give en kort reaktion – ”Aha, min skat, det var spændende” tager ikke så lang tid at sige.

 

Kate Baltrotskys argumenter er:

1: Børn bør lære, at det, de har at sige, er vigtigt for deres forældre.

2: Det er de voksne, der er i stand til at vente. Børn lever i nuet, indtil de er omkring 7 år.

3: Vores opmærksomhed er alligevel forstyrret, når der står et barn og hiver os i ærmet for at fortælle noget - så lad dem hellere komme af med det med det samme.

4: Børn lærer ved at se os, hvornår det er relevant at afbryde, og hvornår man skal vente. Derfor skal man ikke knægte deres entusiasme, når de virkelig gerne vil sige noget, men glæde os over deres fortælleglæde.

 
 

Den amerikanske mor forsøgte ellers at benytte en særlig teknik til at lære sine børn ikke at afbryde: Når barnet afbryder, så tag det i hånden og hold (blidt) fast, indtil det er barnets tur til at sige noget. Dermed har barnet en klar fornemmelse af, at du har set, at det vil sige noget, men at det lige må vente.

Hvad gør du, når dit barn afbryder dine samtaler?

Kilde: Huffington Post "Why I let my kids interrupt my conversations"

 
 
 
Udgivet i PÆDAGOGIK
fredag, 18 februar 2022 11:54

Se mig

Jeg vil gerne fortælle dig om to børn, jeg kender.

Den ene er en mørkhåret pige på 3 år. Hendes mor står hver morgen og ordner hendes hår, så hun enten har fletninger, rottehaler eller en fin hestehale. Hver morgen bliver hun afleveret og ligner den yndigste lille pige. Det gør hun ikke, når hun bliver hentet. Så ligner hun en vildkat. Alle elastikker og hårspænder ligger rundt omkring i børnehaven, hendes hår stritter og hun har kun strømpebukser og undertrøje på, fordi hun lige har givet den gas inde i vores tumlerum.

 

Hvis det er en af de dage, hvor der har været mudder på legepladsen, så hænger hendes flyverdragt ikke i garderoben. Den står selv.

Pigen hedder Mejse. Hun lever livet fuldt ud. Alt skal opleves, undersøges og mærkes. Mejses forældre synes, det er skønt. De ved godt, at når man er tre år gammel, så skal man have lov til at udforske, røre og bare være.

 
 

I børnehaven er Mejse en af de børn, der kræver lidt af os voksne. Vi skal møde hendes nysgerrighed og pirre den. Vi skal være klar til at svare på spørgsmål, når Mejse stiller dem. Vi skal kigge og anerkende hende, når hun siger ”Se mig”. Vi skal formå at rumme Mejse til samlingerne og holde hendes interesse. 

Jacob er fire år. Han er lyshåret, og af en eller anden årsag, så ligner han altid en, der trænger til at blive klippet. Han er lidt forpjusket, og ikke særlig stor af sin alder. Han siger ikke så meget. Ikke fordi han ikke kan, men han synes bare ikke, at der er så meget at sige.

Jacob kan godt lide at lave puslespil og lege med LEGO. Han bygger ting. Ikke biler og slotte, som de andre børn. Nej, Jacob bygger tidsmaskiner, satellitter og vikingeskibe.

De andre børn kan godt lide Jacob, men det virker ikke til, at de helt forstår ham. Jacob kan godt lide at sidde ved siden af en voksen, når vi spiser.

 
 

Jacob siger aldrig ”Se mig”, hvilket gør det endnu vigtigere, at det lige præcis er det, vi gør. Ser ham og anerkender ham, som den helt særlige dreng, han er. Jacobs forældre laver mange ting med ham. De tager på museer og ind imellem i planetariet.

Mejse og Jacob er meget forskellige. Alligevel kræver de dog det samme af de voksne i børnehaven. Nemlig nærvær og omsorg.

Der er dog stor forskel på, hvordan denne omsorg giver sig til udtryk. Når jeg er sammen med Jacob, så prøver jeg at inddrage de andre børn, så de kan få øjnene op for, hvor fantastisk en dreng, han er. Jeg hjælper Jacob og de andre børn til at finde noget, de kan være fælles om. Jeg forsøger også at vise Jacob, at det også er dejligt at bruge sin krop til at springe, gynge og hoppe. 

Når jeg er sammen med Mejse, så prøver jeg at møde hendes livsglæde og bevægelyst, men jeg prøver også at vise hende glæderne ved at kigge i bøger og bruge sin finmotorik. 

I den perfekte verden kunne jeg, sammen med mine kolleger, nå både Jacob og Mejse hver dag. I virkeligheden bliver jeg nødt til at vælge. Alle børn i en børnehave har nemlig hver deres unikke personlighed, og derfor også hver deres udfordringer. Nogle har større udfordringer end andre, men det ændrer ikke på, at de alle skal mødes, ses, støttes og anerkendes.

Lige nu knokler vi, og vi gør hvad vi kan for at nå både Mejse, Jacob og alle de andre.

Vi bliver dog nødt til at indse, at det kan vi ikke. Desværre bliver det ikke bedre. Tværtimod. Omprioriteringsbidraget vil komme til at koste pædagogstillinger, og det vil skade børnene. Også dit. Vi skal have det stoppet. Nu. Vi skal tænke langsigtet og investere i børnene i stedet for. Det vil nemlig gavne os allesammen.

Læs også: Giv os en chance for balance

 

 

Udgivet i SAMFUND
tirsdag, 26 januar 2016 07:59

Når skyggen spænder ben

Hvis der er noget, vi alle er enige om, så er det, at vi gerne vil gøre det bedste for vores børn og deres opvækst.

Vi gør os mange tanker om hvad der er godt og hvad der er skidt for børnene, og langt de fleste af os tager mange gode beslutninger om, hvordan vi gerne vil være som forældre.

Måske betyder det for dig, at du har valgt at bruge andre redskaber end skæld ud, når du sætter rammer for dit barn.
Måske vægter du bevidst, på flere områder af dit liv, at være et godt forbillede.
Måske gør du en ekstra indsats for at sundhed bliver en naturlig del af dit barns liv.

Uanset hvor dine fokusområder er, så tror jeg, at vores fælles mission er at styrke vores børns evne til at stole på og elske sig selv, så meget som overhovedet muligt.

Vi vil gerne rumme dem, og vi vil gerne støtte dem, som de fantastiske mennesker, de allerede er.
Nogle dage er det let og dejligt, men der er andre dage, hvor vi løber ind i situationer, der gør, at det kan føles rigtig svært.
For uanset hvor meget vi knuselsker vores børn, så ér der tidspunkter, hvor det, de gør, kan ramme noget i os. Noget, som får os til at glemme den bevidsthed og den kerne, vi helst vil komme fra. Vi kan, selvom vi er de bedste forældre i verden, løbe ind i situationer, hvor det stikker af for os. Situationer, vi ville ønske, vi havde været foruden.

Udgivet i SELVUDVIKLING
torsdag, 11 maj 2017 00:00

Når mit barn sparker og bider

Det skete igen. Det der vi ikke taler om. Det som naboens børn gør, men ikke mit.. Som så alligevel gjorde det. Og det er ikke første gang. Jeg er vred. Og bange. Og dybt såret og ulykkelig.
 
Vil mit barn blive ”problembarnet” nede i børnehaven? Vil jeg blive så rasende og så såret, at jeg komme til at skælde og smælde og først stoppe, når jeg ser angsten og fortvivlelsen i mit barns øjne? Og hvad så med skylden og skammen - hvad stiller jeg op med det? Og hvorfor sker det? Er jeg bare ikke god nok? En dårlig mor der ikke er værd af elske?
 
Noget af det mest vanskelige at forholde sig til hos vores børn, er deres meget voldsomme følelser og adfærd.

 

 

Det er helt naturligt

Alle børn vil til tider og i perioder rive, slå, sparke og spytte. Og når de udvikler sprog, er det ikke kun med kroppen, de synes at afvise os, men også med ord som ”gå mor, jeg vil ikke have dig mor, gå din vej”.. Og jo ældre det bliver, kan det godt ende i ”jeg hader dig!”.
 
Nogle gør det mere end andre (hvilket der er mange årsager til), men du skal vide, at ALLE børn på et eller andet tidspunkt vil udvise aggressiv eller destruktiv adfærd. Også dit.
 
Og det er helt naturligt.
 
Den anden ting, der er rigtig vigtig at vide, er, at dit barn ikke gør det for at afvise dig, såre dig, gøre dig vred eller bevidst at pisse dig af.

 
 

Det som barnet vækker i dig handler om dig

Alle de følelser, som vores børns destruktive adfærd vækker, handler udelukkende om os. Og meget ofte om hvad vi selv har med fra vores egen barndom.
 
De fleste af os blev nemlig ikke særlig godt spejlet eller særlig kærligt mødt, da vi som små reagerede voldsomt. Og det får vi tydeligt at mærke, når vi oplever samme adfærd via vores egne børn.

 

Hvorfor denne adfærd

Men hvis mit barn ikke gør det for at ramme mig, pisse mig af eller for at provokere mig - hvorfor så?
Alle former for ”vanskelig” adfærd (og også den voldsomme af slagsen) er en form for kommunikation, hvor vores børn, på den bedste måde som de kan, beder om kærlig hjælp og støtte.

 

Mød barnet i kærlighed

Og når vi gør os selv og vores indre følelseshav stille og blot er med vores børn i disse studer, så giver vi plads til den oprindelige smerte og sorg. Og får den plads i kærlighed, så heales den og efterlader et harmonisk lille væsen, der er klar til at opdage verden på ny.
 
Det er meget magisk og har vi først oplevet denne forvandling en gang, så bliver det langt lettere at være med vores børns fremtidige voldsomme adfærd. 

Og vi vil reducere det væsentligt, da vi langt bedre forstå vores børn og deres følelsesmæssige grænser.


 
 


ØNSKER DU MERE VIDEN OG FLERE REDSKABER


Ønsker du mere viden om tilknytning, følelsesmæssig udvikling og om hvordan du bedst hjælper dig selv og dit barn med at regulere de svære følelser, kan du finde masser af viden og redskaber i mit kommende online undervisningsforløb.

Ved at donere via booomerang inden den 15. februar, er du sikret en plads, når forløbet er færdigt (senest sidst i marts) og du sparer minimum 50%, som tak for din tålmodighed. 

Forløbet laves uanset, om jeg opnår det ønskede beløb via boomerang eller ej, så du risikerer hverken at miste penge eller produkt.

Du kan læse mere og booke din plads her

Jeg tilbyder også konsultationer, foredrag og sælger bøger på www.mettecarendi.com


Udgivet i BARNETS UDVIKLING
torsdag, 08 september 2022 00:00

Lær dit barn at tackle svære følelser

At kunne tackle svære følelser som f.eks. vrede, frustration og smerte, er et fantastisk vigtigt redskab, som man har brug for hele livet. Men er du klar over hvordan du sikrer, at dit barn får netop dette redskab med i bagagen?

Ifølge psykoterapeut Inger Poulsen, der har arbejdet med 0-2 årige i 15 år, er det helt afgørende, at vi som forældre kan rumme barnets følelser.

 

Barnet skal have plads til at blive frustreret, vredt og ked af det. Det kan godt være, at du som forældre synes, at dit barn overreagerer, men det handler ikke om dine følelser, men om barnets følelser. Undgå at sige: ”Pyt med det”, ”Det er ikke noget at græde over”,”Du er hysterisk” og lignende, men respekter, at barnet føler som det gør.

Undgå desuden, at få barnet til at holde op med at græde, feks ved at tysse på det, og undgå at aflede barnet. Sådanne reaktioner får børn til at føle sig forkerte, fordi de får en opfattelse af, at de ikke må have det, som de har det. (Forestil dig f.eks at du var rasende over et eller andet, og du fik at vide at sådan måtte du ikke have det.)

Tænk på, at du som voksen er så ufattelig mange gange mere intelligent end dit 2 årige barn, brug denne intelligens bevidst og undgå at lade dig rive med af dit barns følelser. 

 
 

Læs også: Lad dit barn mærke sine følelser

De ligeværdige følelser

Glæde og vrede er to ligeværdige følelser, men får ofte ikke den samme anerkendelse. Det skyldes, at vi selv har svært ved at håndtere vrede, fordi vi ikke er blevet rummet for vores vrede som barn. Men du kan bryde dette kedelige mønster ved bevidste udmeldinger overfor dit barn.

Hjælp barnet med at sætte ord på sine følelser,  sig f.eks.: ”Jeg kan godt se, at du gerne ville have en is … Og nu er du vred/ked af det over det. Det er også øv for dig, at jeg siger nej til en is”. Slut. Vær rolig, tag ansvaret og undgå at forklare stolpe op og stolpe ned, om hvorfor barnet ikke må få en is. Fokuser på, bare at være med barnet og trøst barnet, hvis det har brug for det. At rumme barnet på denne måde, lærer barnet den svære kunst det er, at mestre følelser.

”Alle mennesker har brug for at blive rummet, med de følelser, de har. Hvis børn får en følelse af, at de aldrig er forkerte uanset, hvilke følelser de har, så bliver de hele mennesker”, slutter Inger Poulsen.

 
 

Og hvem vil ikke gerne give sit barn den følelse med i bagagen?

Inger Poulsen har sammen med Inger Thormann skrevet bogen Spædbarnsterapi 

Læs også: Tag ansvaret fra dit barn

 

Udgivet i PÆDAGOGIK
tirsdag, 02 april 2024 00:00

Hvem vil du vinke farvel med? Dig.

Små børn vil allerhelst være sammen med deres mor og far. Sådan er det bare. Det er ikke altid muligt at opfylde det ønske hos dem, fordi vi som forældre også vil noget andet. Derfor kommer vores børn i institution. Det betyder, at vi næsten hver dag skal sige farvel til hinanden.

Når jeg afleverer min datter i børnehave, vil hun gerne vinke farvel med en pædagog. Hvis jeg spørger hende: "Hvem vil du vinke farvel med?" Svarer hun altid: "Dig."

Av. Jeg får et stik i hjertet. Hver gang.

Det tror jeg mange forældre gør, når de skal aflevere deres børn. For at undgå smerten og barnets gråd, forsøger vi at få det hele hurtigt overstået. Måske sender vi barnet i armene på en pædagog og møder dets grædende ansigt med et akavet smil og en febrilsk vinken, mens vi bedragerisk siger: "Mor kommer lige om lidt igen.". Eller vi gør barnet forkert og siger: "Hvad hyler du for? Vi ses jo lige om lidt igen. Hvorfor skal det være sådan hver morgen? Hold nu op med det hyleri." Og giver det ansvaret, når vi siger: "Slip mig nu, jeg kommer for sent, hvis jeg ikke går nu.". Måske er vi i tankerne allerede på arbejdet, og på den måde kunne vi lige så godt lade vores barn gå alene til institutionen, for det føles lige så tomt at være sammen med os.

Vi gør afskeden mere smertefuld ved ikke at få sagt ordentlig farvel.

Hvad vil det sige at tage ordentlig afsked?

For børn er det vigtigste ikke at få deres vilje, det vigtigste er at få lov at have det, som de har det. Og netop dét, har vi ofte sværest ved at give dem. Hvis vi vil øve os i den kunst, handler det om at acceptere, at følelser er, som de er – og vide, at de hurtigere falder til ro, når de bliver mødt med anerkendelse frem for afvisning. Det gælder for børn såvel som voksne.

Forleden morgen i børnehaven, da min datter sagde: Dig. Og hendes hage hang helt nede på brystet, tog jeg hende over på mit skød.

– Nu bliver du ked af, at jeg skal gå (pause). Kom, lad os få sagt ordentlig farvel, sagde jeg og krammede hende.

Vi sad lidt sådan og derefter gav jeg hende stille og roligt til en pædagog og gik.

Det er sådan, jeg anerkender min datters ønske om, at jeg skal blive. Selvom hun ikke kan få det, som hun gerne vil, får hun ikke en oplevelse af at være forkert eller besværlig. Tværtimod. Hun får en oplevelse af sig selv som meningsfuld. Det er i orden at ville have, at ens mor skal blive, og det er i orden at blive ked af det, når man ikke kan få det, som man gerne vil have det – og det gør det nemmere for hende at slippe mig og sige farvel. For når vi accepterer vores børns følelser, bliver det nemmere for dem selv at acceptere dem.

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

Udgivet i PÆDAGOGIK