Jeg er lige blevet skilt fra mine børns far. Jeg bryder mig faktisk ikke om ordet skilsmisse, ej heller betegnelsen en lykkelig skilsmisse, selvom det er det, andre kalder vores skilsmisse. Men skilsmisse fylder bare rigtig meget for tiden, i medierne, alle vegne. På avisers spisesedler, på facebook, på tv – og som hele tiden handler om krigen imellem mor og far, og hvordan børnene kommer i klemme. 

Tværtimod, der plejede at være noget mere lyd og kant i hende. Men jeg observerede det et par dage, og sagde så til hende, at hun godt måtte være vred på mig og hendes far. At det var meget naturligt for et barn, hvis forældre har valgt ikke længere at skulle bo sammen og være kærester, at være vred på dem. ”Nej nej”, sagde hun høfligt, ”det er helt okay, jeg har det fint”.

Ja, tænkte jeg, det her er hendes proces, som jeg ikke vil ændre på. Jeg skal heller ikke, og jeg var godt klar over, at jeg havde min egen proces at tage mig af.