Min Barsel
Spørg jordemoderen, barselsregler, aktikler, graviditetskalender og meget mere

Du er her:min barsel»Psykologi»Børn, som mediterer
 
 

Børn, som mediterer

Skrevet af 

Jeg er lige blevet skilt fra mine børns far. Jeg bryder mig faktisk ikke om ordet skilsmisse, ej heller betegnelsen en lykkelig skilsmisse, selvom det er det, andre kalder vores skilsmisse. Men skilsmisse fylder bare rigtig meget for tiden, i medierne, alle vegne. På avisers spisesedler, på facebook, på tv – og som hele tiden handler om krigen imellem mor og far, og hvordan børnene kommer i klemme. 

Min eksmand og jeg er blevet skilt som de gode venner, vi altid har været, og i kærlighed til hinanden. Og selvom det er den helt rigtige beslutning for ham og jeg, kan jeg altså ikke kalde den for lykkelig. Fordi vi er forældre til to vidunderlige og dejlige børn, på netop fyldt syv og ni år, og de synes ikke, det er lykken, at deres barndoms faste struktur, har ændret sig. 
 
Min datters reaktion efter at det første chok havde lagt sig, opførte sig dernæst alt for høflig og jeg kunne mærke alle hendes bånd på sig selv, når hun var i min nye lejlighed. Hun havde påtaget sig rollen, som den søde pige – som jeg heldigvis ellers ikke kan kende hende i.

Tværtimod, der plejede at være noget mere lyd og kant i hende. Men jeg observerede det et par dage, og sagde så til hende, at hun godt måtte være vred på mig og hendes far. At det var meget naturligt for et barn, hvis forældre har valgt ikke længere at skulle bo sammen og være kærester, at være vred på dem. ”Nej nej”, sagde hun høfligt, ”det er helt okay, jeg har det fint”.

Ja, tænkte jeg, det her er hendes proces, som jeg ikke vil ændre på. Jeg skal heller ikke, og jeg var godt klar over, at jeg havde min egen proces at tage mig af.

For selvom det var en god og fælles beslutning og føltes helt rigtigt, - og alting lykkedes i forhold til at finde min nye bolig og jeg følte mig meget privilegeret og taknemmelig, - så reagerede min krop med ingen appetit og søvnløshed. Og tog jeg mig ikke af mig selv, ville jeg ikke kunne være styrken for mine børn, som de havde brug for, at jeg var. Og jeg mediterede blandt andet rigtig meget og visualiserede hver eneste dag, det jeg ønskede mig. 
 
Jeg kan fortælle, at vreden i hende efterfølgende så også kom ud for fuld skrue, og jeg anede ikke, at hun kendte alle disse ord, som man kan kalde sin mor. Men da jeg fandt ud af, bare at give hende lov, og satte ord på for hende og viste hende forståelse for det, som vi objektivt har gjort imod hende, uden at hun overhovedet blev spurgt om hendes mening - jo mindre fyldte vreden. Fordi vores forbindelse blev genoprettet, og hun kunne mærke mit nærvær, uanset hvor vred og hadefuld hun lige havde været på mig. Og så knus, knus og atter knus, til hende. 
 
Min dreng reagerede anderledes. Han var mest, som han plejer at være, med at han siger fra, når noget ikke føles trygt og rart for ham. Så hvis han ville hjem til sin far, som er blevet boende i vores hjem, så han kunne være i sit kendte hus og sove i sit kendte værelse, så kom han det. Og det hjalp ham til bedre at kunne falde til her hos mig.

Men han begyndte at se ånder omkring sig, som kontaktede ham og skræmte ham, fordi hans underbevidsthed gav dem ansigter, der stammede fra hans underliggende frygt - og det medførte at han var ekstra urolig i klassen, så han blev på en uge, sendt på kontoret 3 gange. Men også det, er der faldet en større ro på nu. 

 
Jeg har igennem de sidste par år skrevet og solgt meditationer til børn, som forældre læser højt for dem og guider dem igennem. Og jeg vidste godt, da skilsmissen var på sit højeste, at det ville være en ekstra god idé, for både børnene og jeg, at jeg guidede dem igennem meditationerne, som lå dér på deres værelser, i huset, inden jeg flyttede. Så der kunne komme mere ro i dem.

Men jeg valgte løsningen at hoppe over, hvor gærdet er lavest, og fik ikke gjort det, som min indre stemme vidste, ellers var godt – hvilket som oftest er det, vi gør, når vi føler os presset udover, hvad vi tror, at vi kan kontrollere. Og jeg kunne intet kontrollere på det tidspunkt, alt gik meget, meget hurtigt omkring mig. 

 
Men jeg kunne også grine lidt af mig selv, fordi jeg jo havde fuldt ud bevidstheden om, at så er det netop da, at jeg skal stoppe med at gøre det, som ikke er godt, og i stedet gøre det, der lindrer og giver ro. Stoppe energien med at køre så hurtigt, i tankerne og følelserne, så vi lige kan være med, mærke os selv igen og så vores barn også kan få ro til at mærke sig selv. Men det kan også være brugbart og mest hensigtsmæssigt nogen gange, bare at tillade sig at falde sammen, lige dér, hvor vi er.

Det er først, når vi gør det til noget forkert, at vi hænger fast i det, og har svært ved at rejse os igen. Jeg kan falde sammen om morgenen, og have det godt igen om aftenen. Eller omvendt. Det sker faktisk ret tit, og det er ofte, når jeg er faldet sammen, at jeg kan få de største indsigter eller rykke mig mest, i min udvikling. Men igen, det er først, når det får lov til bare at være sådan, som det nu er. 

Nu er jeg i gang igen med at guide børnene igennem meditationerne, når de er hos mig. Min dreng elsker det, min datter har mindre lyst, men lytter. Tidligere var det omvendt, hvor hun ville meget gerne, og han havde mere modstand på det.

Det handler altid om, hvor vi er henne i livet, og hvor meget larm vi har indeni, uanset om vi er børn eller voksne. Jo mere larm, jo mindre lyst er der til at meditere, men der er mere brug for det. Og vores tilstand hænger sammen med vores børns tilstand. Alt hvad du sender ud af energi, mærker dine børn, og omvendt.

Så hvorfor meditere?

Meditation er for mig den største kærlighedshandling, jeg kan give mig selv. Og jeg ville derfor ønske, at jeg gjorde det oftere. Faktisk gerne flere gange om dagen. Men det er endnu ikke en så fast struktur i mit sind, som en fuldkommen vane, og jeg ønsker, at det vil det blive, for både mine børn og for så mange børn, som muligt.

Når vi mediterer, kommer al vores indre larm og modstand frem i lyset, og derfor kan det opleves som svært. Men jo sværere det føles, jo større behov. Ligesom hvis vi er blevet afhængige af sukker, tobak, alkohol, så er det rigtig ubehageligt, at slippe den afhængighed, selvom vi ved, at det er bedst for os.

Kroppen reagerer med modstand, med fysisk smerte fra ubalance, stress og frygt, og derfor kan meditation forbindes med ubehag, og være vores undskyldning for ikke at blive ved. Men vælger vi, at det er én selv, der bestemmer, så vil vi nå frem til at kunne mærke vores krops naturlige tilstand igen, den, som vi blev født med. Og så er det ikke længere en tilstand af afhængighed, der styrer os og derfra er det så meget nemmere at mærke, hvad der er godt og kærligt for os, i de valg, vi skal tage fremover. 

Når vi hjælper børn til at meditere som f.eks. ved dagens afslutning, så hjælper vi dem også ind i en tilstand, hvor de kan slippe alle de forventninger, skjulte som åbne, de er blevet mødt med igennem dagen. De kommer ind i en tilstand, hvor der ikke er krav og regler til dem, men hvor de kan mærke følelsen af at give slip, og genskabe deres forbindelse mellem sind og krop, fremfor hovedsageligt sindet, som er det de i hverdagen lærer allermest at forholde sig til. 
 
Og du som forælder kan opleve bare at være sammen med dit barn, fra et andet sted end dér, hvor I de fleste andre timer, ellers er sammen, men som er primært ydre styret. I meditationen er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert og både du og dit barn vil få en tilgang til at skabe en større forbindelse til grundlaget for, hvem I i virkeligheden, er.

Dit barn husker det bedre, end du gør, men i stedet for at vi hiver børnene væk fra sig selv, fordi det er det, vi selv har lært, skal vi finde tilbage til, hvem vi er. Og ved at guide dette smukke barn, som vi elsker højere end livet selv, til at meditere, forbinder vi os både til os selv, til barnet, og til vores indre barn. Vi vil begynde at kunne mærke vores naturlige tilstand. 

Frygt, depressioner, stress, gammel usund vrede, er modstand og frygt for, at livet ikke er, som det skal være. Men igennem meditation kan vi skabe den stilhed og ro, hvor vi netop kan mærke tilliden til og visdommen om, at livet er præcis, som det skal være. Og fra dette sted, kan vi lettere høre de indre impulser til nye ideer, nye handlemåder, nye vaner, som er i sand overensstemmelse med os selv og hvem, vi gerne vil være.

Dette er vejen frem til frihed.

Frihed til at være dig og dit barns frihed til at være sig. Fri af andres billeder af, hvem vi burde være. Det er påvirkninger, som vi alle bliver mødt med, igennem vores liv og  hverdag, og det kan gøre rigtig meget negativt ved børns selvværd og selvtillid.

Men jo større anker og krog, barnet har til sig selv og sin indre verden, jo nemmere er det, at være kaptajn på sit skib, også når der er store storme, der skal sejles igennem. Og de kommer, det er helt sikkert. Men hverken vi eller vores børn behøver at føle det, som at vi drukner. Hjælpen findes, når vi søger indad til den stilhed, der altid eksisterer bagved larmen. Derfor er meditation kærlighed. 

 

Cecilia Mansen

 

Skygge Coach og spirituel vejleder til børn og familier, samt kunstner af bevidste plakater og meditationer til børns livsglæde og succes.


   *   *   *   


Vidste du, at Cecilia sidder klar i Klub MBs ekspertpanel, og er klar til at besvare spørgsmål fra dig? 

Vis mig hvordan jeg får adgang til Klub MB

Hjemmeside: www.ceciliamansen.dk



HERUNDER FINDER DU DIN PRIVATE JORDEMODER, DIN DOULA, DIN SCANNINGSKLINIK M.M. - UANSET HVOR DU BOR I DANMARK.

PRIVAT JORDEMODER
DOULA
GRAVIDITETSSCANNING
FØDSELSFORBEREDELSE
EFTER FØDSEL

 
Cron Job Starts