Kæmpekræfter og kaos - fødsler er begge dele

En fødsel kan være en udviklende og berigende oplevelse, der åbenbarer nye og mægtige kræfter. Fødsel er en transformation, et kontrolslip, der bryder med indre begrænsninger.

I fødslen finder kvinden kræfter, hun ikke ved, hun besidder, hun overskrider sig selv og sine forestillinger. Hun lader sig føre med i en strøm, der udvider og åbner, både fysisk og psykisk.

Er hun tryg nok, glider hun med og giver selve slippet lov at styre begivenheden. Hun giver plads til at lade det nye liv passere grænsen og glide ud af hendes krop, ind i verden, og ind i hendes hjerte. Åben, ekspanderet og forundret favner hun det nye liv, og sit nye selv. 

Men det kan også være det modsatte.

Det kan være et kontroltab, hvor afmagt og angst er det eneste, der træder til, når selvbilledet går sin vej. En evighed af ”JEG KAN IKKE MERE!!”, der gentages og ikke bliver hørt. 

Det fører til ensomhed og afmagt, når dem, der skulle hjælpe, er som fremmede væsener, der taler uforståeligt. Man er fanget i en
tilbagevendende smerte, der vrider og trækker og fuldstændig umuliggør flugt eller viljestyret handling. Og mens man, låst og presset til ukendelighed, kæmper både med og imod, bliver dette noget vredet ud af ens mest snævre og intime dele, mens kød eller psyke eller begge dele brister og går i stykker.

Enten griber og råber man, for at samle og fastholde det bristede. Eller man ser skælvende til indefra bag øjnene, mens kroppen forsvinder og en stilhed samler sig i bunden af sindet. Ikke engang et intenst, nyfødt blik kan smelte den stilhed. Det er som om ens sind er lammet, forstuvet. Og sådan et forstuvet sind tager lang, lang tid at hele.

Begge dele er virkelighed for fødende kvinder. Hver eneste dag.