aware parenting

Du er her:min barsel»Artikler»Selvudvikling»aware parenting | min barsel

søndag, 10 april 2016 06:59

Amerikansk mor: Lad børnene afbryde dig

”Moar! Moaar! Moooooaaar, jeg skal altså sige noget til dig, jeg skal!” Alle forældre har oplevet at blive afbrudt af børn, der ikke kan eller vil vente med at fortælle det, der for dem er uopsætteligt vigtigt at sige lige nu og her. Hvad gør du i den situation? En amerikansk mor har et anderledes bud på, hvordan du tackler at blive afbrudt.

I internetavisen Huffington Post skriver Kate Baltrotsky, mor til en 2-årig og en 5-årig, at det er en misforståelse, at børn ikke må afbryde voksnes samtaler. Det er ellers den gængse praksis blandt de allerfleste forældre - formentlig på verdensplan – at børn bliver opdraget til at lade være med at afbryde, når de voksne taler. De skal i stedet pænt vente på, at de voksne giver tegn til, at nu er det deres tur.

Men hvad er egentlig konsekvensen af, at børn ikke må afbryde? Det spørgsmål har Kate stillet sig selv, fordi hun ikke kunne holde ud at se det besejrede udtryk i sin datters øjne, hver gang barnet skulle vente og lade være med at afbryde. Hun hævder, at vi som forældre gør børnene uret, når vi ikke lige kan stoppe vores ”Åh så Vigtige” samtale og bruge 5 sekunder på at høre, hvad barnet brænder for at fortælle og give en kort reaktion – ”Aha, min skat, det var spændende” tager ikke så lang tid at sige.

Kate Baltrotskys argumenter er:

1: Børn bør lære, at det, de har at sige, er vigtigt for deres forældre.

2: Det er de voksne, der er i stand til at vente. Børn lever i nuet, indtil de er omkring 7 år.

3: Vores opmærksomhed er alligevel forstyrret, når der står et barn og hiver os i ærmet for at fortælle noget - så lad dem hellere komme af med det med det samme.

4: Børn lærer ved at se os, hvornår det er relevant at afbryde, og hvornår man skal vente. Derfor skal man ikke knægte deres entusiasme, når de virkelig gerne vil sige noget, men glæde os over deres fortælleglæde.

Den amerikanske mor forsøgte ellers at benytte en særlig teknik til at lære sine børn ikke at afbryde: Når barnet afbryder, så tag det i hånden og hold (blidt) fast, indtil det er barnets tur til at sige noget. Dermed har barnet en klar fornemmelse af, at du har set, at det vil sige noget, men at det lige må vente.

Hvad gør du, når dit barn afbryder dine samtaler?

Kilde: Huffington Post "Why I let my kids interrupt my conversations"

Udgivet i PÆDAGOGIK

Læs mere...

torsdag, 26 maj 2022 00:00

Derfor har vi så svært at ved at håndtere gråd og raseri

Noget af det sværeste at håndtere hos vores børn, er deres meget stærke følelser, der især kommer til udtryk i de tidlige år (aftager lidt omkring 4 års alderen og igen omkring 7 års alderen).

Vores helt spæde barn græder ofte meget i de første måneder, og mange gange tilsyneladende uden grund. Og hver gang der sker et spring i dets udvikling og bevidsthed, ja så skaber det også et væld at uro, gråd og søvnlæse nætter.

Når dette så nogenlunde begynder at stabilisere sig, så er barnet ved 2 års alderen (også kaldet ”the horrible two’s”), og når vi kommer helskindet ud på den anden side herfra, så sætter selvstændighedsalderen for alvor ind.

Så de er på ingen måde lette, disse første år sammen med vores elskede små.

Velmenende men uhensigtsmæssige råd

Derfor gives der også utallige gode råd i forhold til, hvordan vi bedst kommer igennem disse hektiske og udfordrende år. Mange af rådene har en fællesnævner, nemlig at de skal hjælpe os med at minimere gråden, raseriet og uroen.

Det virker da også for så vidt logisk nok, da det kan være rigtig svært at være sammen med vores børn når de skriger, græder og raser. Og ikke nok med at det går en på nerverne, det vækker også ofte en masse ubehageligt i os selv. - Så på ingen måde underligt, at vi ønsker at sætte en stopper for dette så hurtigt som muligt.

Den selvregulerende faktor

Desværre er det sådan, at det bare er de færreste, der gør os opmærksom på gråden og raseriets healende og selv-regulerende effekt på krop og psyke, og om hvad vores børns reaktion egentlig handler om. Nemlig at de er i ubalance og søger at komme tilbage i balance.

Vores unger er nemlig eminente til at selv-regulere, dog kræver de vores hjælp, da de endnu er for små til at kunne klare det alene. For at forstå det, kigger vi lige lidt nærmere på gråden, der groft taget kan inddeles i to hovedårsager:

1. Udtryk for et behov

2. Psykologisk og fysiologisk healing & selv-regulering

Den første er den mest velkendte, det er når barnet græder for at kommunikere et behov. Det kan være grundet sult, våd ble, at barnet har det for varmt eller for koldt, ønsker at blive taget op, oplever smerte eller sygdom osv. Når behovet er stillet ophører gråden og barnet synes igen glad og tilfreds.

Den anden er meget mindre kendt, men lige så vigtig som ’her-og-nu’ behovsopfyldelsen. Forskere har fundet ud af at visse former for tårer indeholder et stof, der ofte ses i forbindelse med stresshormoner og dette er utrolig interessant, da det indikerer, at gråd også fungerer som en form for ’renselsesmekanisme’ for krop og sjæl.

Kæmp eller flygt instinktet

Når vi oplever stressede situationer, sætter vores ’fight or flight’ system ind. Stresshormoner som kortisol og adrenalin pumpes rundt i kroppen, for at sørge for at give tilstrækkelig ilt til musklerne, der skal bruges til netop enten at kæmpe eller at flygte. Vores sanser bliver skærpede og kropstemperaturen forsøges.

For tusinde af år siden var dette livsnødvendigt for menneskets overlevelse – f.eks. i mødet med en sabeltiger, en fjende eller lignende. I vores del af verden i dag, er det ikke så ofte, at vi befinder os i fysisk livstruende situationer, men ’fight or flight’ systemet er som sådan uændret, nu oplever vi det blot primært i psykologiske situationer.

Det kan være når vi skal til eksamen, til jobsamtale, oplever stress på jobbet eller lignende. Der er bare en stor forskel i forhold til vores forfædre og det er, at vi har langt sværere ved at komme af med stresshormonerne igen. I stedet for at kæmpe eller flygte, så ”fryser” vi (føler os fastlåst) og tankemylder, bekymring og klump i maven tager over.

Vores forfædre, der løb væk fra en sabeltiger, ville have fået hormonerne reguleret via den fysiske aktivitet og udskillelsen ville ske via kropssved. Udfordringen med psykisk stress er, at der ofte ikke sker nogen form for udledning og derfor ophobes stresshormonerne i kroppen, hvor de på sigt kan gøre rigtig meget skade.

Børn er imminente til at regulere kroppen

Vores børn derimod, kender til dette helt instinktivt og de vil altid forsøge at komme af med de, på sigt, skadelige stresshormoner. Den måde hvorpå dette kan lade sig gøre, er via gråd, sved og raseri (og faktisk også latter). Det er selvfølgelig ikke noget vores børn gør bevidst eller tænker sig til, men fordi de er så meget deres instinkter, at det sker helt naturligt.

På godt og ondt har vi voksne fjernet os mere og mere fra det instinktive i vores natur i takt med, at vores evne til at reflektere og intellektualisere har udviklet sig og derfor har de fleste af os ’glemt’, at det er sådan det virker.

Det betyder, at vi desværre er blevet ret dårlige til at støtte vores børn i denne proces. Måske i høj grad fordi vi ikke selv blev støttet af vores forældre, som ikke blev støttet af deres osv.

I stedet for at hjælpe vores børn med at komme af med ophobet stress, så ender vi ofte med at straffe dem eller i bedste mening at stoppe gråden med sut, mad, legetøj eller andet, hvilket blot vil forøge det stress de i forvejen har i kroppen.

Denne viden om gråd og raseri er altså guld værd i forhold til bedst muligt at kunne støtte dit barn i dets selv-regulering, og dermed forebygge et væld at fysiske og psykiske lidelser.

Og for at sikre at vores unger strutter af selvværd, energi og skaberkraft.

* * *

ØNSKER DU MERE VIDEN OG FLERE REDSKABER

Ønsker du mere viden om tilknytning, følelsesmæssig udvikling og om hvordan du bedst hjælper dig selv og dit barn med at regulere de svære følelser, kan du finde masser af viden og redskaber i mit kommende online undervisningsforløb.

Ved at donere via booomerang inden den 15. februar, er du sikret en plads, når forløbet er færdigt (senest sidst i marts) og du sparer minimum 50%, som tak for din tålmodighed.

Forløbet laves uanset, om jeg opnår det ønskede beløb via boomerang eller ej, så du risikerer hverken at miste penge eller produkt.

Du kan læse mere og booke din plads her

Jeg tilbyder også konsultationer, foredrag og sælger bøger på www.mettecarendi.com

Udgivet i SELVUDVIKLING

Læs mere...

torsdag, 11 maj 2017 00:00

Når mit barn sparker og bider

Det skete igen. Det der vi ikke taler om. Det som naboens børn gør, men ikke mit.. Som så alligevel gjorde det. Og det er ikke første gang. Jeg er vred. Og bange. Og dybt såret og ulykkelig.

Vil mit barn blive ”problembarnet” nede i børnehaven? Vil jeg blive så rasende og så såret, at jeg komme til at skælde og smælde og først stoppe, når jeg ser angsten og fortvivlelsen i mit barns øjne? Og hvad så med skylden og skammen - hvad stiller jeg op med det? Og hvorfor sker det? Er jeg bare ikke god nok? En dårlig mor der ikke er værd af elske?

Noget af det mest vanskelige at forholde sig til hos vores børn, er deres meget voldsomme følelser og adfærd.

Det er helt naturligt

Alle børn vil til tider og i perioder rive, slå, sparke og spytte. Og når de udvikler sprog, er det ikke kun med kroppen, de synes at afvise os, men også med ord som ”gå mor, jeg vil ikke have dig mor, gå din vej”.. Og jo ældre det bliver, kan det godt ende i ”jeg hader dig!”.

Nogle gør det mere end andre (hvilket der er mange årsager til), men du skal vide, at ALLE børn på et eller andet tidspunkt vil udvise aggressiv eller destruktiv adfærd. Også dit.

Og det er helt naturligt.

Den anden ting, der er rigtig vigtig at vide, er, at dit barn ikke gør det for at afvise dig, såre dig, gøre dig vred eller bevidst at pisse dig af.

Det som barnet vækker i dig handler om dig

Alle de følelser, som vores børns destruktive adfærd vækker, handler udelukkende om os. Og meget ofte om hvad vi selv har med fra vores egen barndom.

De fleste af os blev nemlig ikke særlig godt spejlet eller særlig kærligt mødt, da vi som små reagerede voldsomt. Og det får vi tydeligt at mærke, når vi oplever samme adfærd via vores egne børn.

Hvorfor denne adfærd

Men hvis mit barn ikke gør det for at ramme mig, pisse mig af eller for at provokere mig - hvorfor så?

Alle former for ”vanskelig” adfærd (og også den voldsomme af slagsen) er en form for kommunikation, hvor vores børn, på den bedste måde som de kan, beder om kærlig hjælp og støtte.

Mød barnet i kærlighed

Og når vi gør os selv og vores indre følelseshav stille og blot er med vores børn i disse studer, så giver vi plads til den oprindelige smerte og sorg. Og får den plads i kærlighed, så heales den og efterlader et harmonisk lille væsen, der er klar til at opdage verden på ny.

Det er meget magisk og har vi først oplevet denne forvandling en gang, så bliver det langt lettere at være med vores børns fremtidige voldsomme adfærd.

Og vi vil reducere det væsentligt, da vi langt bedre forstå vores børn og deres følelsesmæssige grænser.