Når terminsdatoen nærmer sig, genkender mange gravide, at de bare ønsker at føde. Og med vores videnskab og samfund idag, har vi da også muligheden for næsten selv at bestemme hvornår og hvordan vi vil føde.

 

Bor man fx i Rio, er det helt vanligt at booke sin fødsel på hospitalet mellem pedicuren og aftalen hos frisøren. 93% af alle brasilianere får kejsersnit på mors ønske.

 

Heldigvis er der stadig et stykke vej til de tilstande i Danmark…. endnu! Men customers demand har meget større indflydelse, end man lige skulle tro!

Vi vil gerne være medbestemmende i vores fødsel og hvorfor skulle vi ikke det? Det er jo vores krop og vores barn. Men har vi ret til at gøre os klogere på, hvornår og hvordan et barn skal fødes? 

 

I Danmark bliver der født cirka 60.000 børn om året, og heraf får cirka 10.000 kvinder deres fødsler sat i gang. På trods af den udbredte anvendelse er der relativt få bivirkninger og utilsigtede hændelser ved igangsætning af fødsler. (Kilde: Sundhedsstyrrelsen) Så det er vel sikkert at få sat sin fødsel igang? Og er der i modsætning relativt store risici ved at afvente spontan fødsel?

 

Der er rigtig mange faktorer, vi endnu ikke kender til omkring fødsler og vi kender langt fra alle processer, der foregår i livmoderen mellem barn, moderkage, fostervand og mor og samspillet af hormonerne både i mor og barn. Vi kender endnu ikke fuldt ud mysteriet omkring hvordan og hvorfor en fødsel overhovedet begynder. 

 

Kan vi tillade os bare at ignorere alt det, vi endnu ikke forstår? Skal vi lade os styre af frygt, fordi vores videnskab har bestemt, at ud fra de faktorer vi KAN undersøge, så findes der en risiko ved at lade barnet blive i maven på den anden side af uge 42?

 

Hvorfor er der ingen gravide der spørger; “Hvad er de risici og hvor store er de?” Hvorfor står de risici ikke listet i det skriftlige materiale man får med hjem om igangsættelse? Og hvorfor er det ikke vanlig procedure at informere om at der også er en mulighed for at afvente spontan fødsel? Alle relevante spørgsmål som selv jeg som jordemoder kan have svært ved at svare på. Men det jeg kan fortælle er dette:

Mange gravide begynder langsomt at føle et indre ræs mod tiden når terminsdatoen er passeret. 40+0 så skal den jo komme ud??

 

Jordemoderen informerer om, at de skal komme ind til tjek i uge 41+0, så man kan forsøge en hindeløsning og måske provokere fødslen lidt nærmere. Ofte i samme åndedrag får man at vide, at når “klokken” slår 41+3 så skal man komme til tjek igen, måske en scanning med henblik på fostervandsmængden og derefter får man en plan for igangsættelse oftest omkring 41+5. Der stræbes efter at man har født, inden man når til uge 42+0! 

 

Alt er timet og tilrettelagt. Tør man andet end at sige “Javel!” og give honnør? Man tør ihvertfald ikke bare gå derhjemme og vente, vel? Det må jo være for farligt ikke at gøre noget!? Hvorfor ellers dette kavaleri af planer?