Stemmerne blev til indre stemmer
Deres stemmer blev stille og roligt min egen indre stemme. Jeg begyndte at føle mig forkert. Det gjorde ondt allerede så tidligt at få en opfattelse af, at noget ved mig ikke var, som det skulle være.
Navnet Sukker-Lone blev en del af mit selvbillede. Og det gjorde følelsen af at være buttet også. Det blev min identitet. Allerede dengang begyndte jeg at sidestille min vægt med, hvem jeg var. Med mit værd. Og selvom vægten reelt ikke var et problem, så betød det dengang ingen verdens ting, for følelserne omkring det var ægte. Og de tyngede mere og mere, efterhånden som min barndom skred frem.
Så allerede da jeg startede i skole, havde jeg en indre følelse af ikke at være OK.
En følelse af, at der var noget galt med mig, med min krop, min person. Oven i købet skulle det vise sig, at folkeskolen ikke lige var min kop the. Jeg passede ikke ind. Det blev defineret som mit problem, ikke skolens. På den måde blev skolen mere nedbrydende for mig, end den blev opbyggende. Jeg kan huske et hav af situationer fra min skoletid, hvor jeg har stået tilbage med nogle følelser, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med.
Min løsning blev, at jeg gik ned i skolens frugtbod og købte blødt, hvidt brød og sukkersød jordbæryoghurt. Det hjalp! Det føltes grangiveligt som om, at jeg straks fik det bedre!
At spise på sine følelser
Således lagde jeg - dér, i skolens frugtbod, helt uskyldigt - sandsynligvis kimen til en adfærd, der kom til at (for)følge mig i mange, mange år. En adfærd, som alt for mange kvinder kender alt for godt og kæmper alt for meget med. Nemlig det, at spise på sine følelser.
Dét at have en kælenavn eller en svær skolegang, er ikke unikt. Det er ikke nødvendigvis traumatiserende, og det er bestemt heller ikke per definition ensbetydende med, at man så får et årelangt problem med mad.
Men det forklarer, hvorfor man, ikke mindst som barn, får behov for at opfinde en overlevelsesmekanisme.
For mig blev mad og søde sager stedet, jeg kunne flygte til, stedet hvor jeg for en stund kunne glemme. Først fungerede det som akut helle og øjeblikkelig redningsplanke. Snart blev det en fortrolig, sidenhen en tro følgesvend i snart sagt enhver situation, der gav anledning til indre uro hos mig.
Sådan var det for mig, og sådan er det i en eller anden variant - for rigtig mange mennesker. Måske også for dig?
