Du er her:min barsel»Artikler»Selvudvikling»Er du sikker?

Er du sikker?

Skrevet af 

”Er du sikker?” Sådan kommer vi nemt til at spørge den anden, når vi kommer i tvivl.


Det sker for os alle. Familiens kalender har været for presset den seneste tid og det kan mærkes. Som forældre tænker vi, at det er tid til at træde lidt på bremsen for at samle kræfter igen. Men så kommer fødselsdagsinvitationen fra Hector i klassen, der fylder 7 år denne weekend.

Det ville måske være ærgerligt at gå glip af for vores egen dreng, og det er vigtigt at støtte op om de sociale arrangementer i klassen, ikk’?

Nu kommer vi i tvivl om den beslutning, der stod helt klar i går aftes:

Ingen planer denne weekend.

Skal vi melde afbud og give vores barn ro eller vil han blive ked af det, når drengene næste dag taler om, hvor store slikposer, der lå i skattekisten, som de gravede op af den mudrede skovbund?

 


Vi beslutter os for at spørge den inviterede: 

 -  Billy, Hector holder fødselsdag i morgen. Vil du med eller skal vi tage en hyggedag uden planer?

 -  Hyggedag uden planer, siger Billy hurtigt uden at se op.


Ok. Godt så. Men, tænker vi – mon Billy helt ved, hvad han siger nej til?

 
 

 -  Er du sikker? fortsætter vi.
 -  Ja.
 -  Jeg ved bare fra Hectors mor, at I skal på skattejagt. Der kommer vist også en klovn. Jeg tror, det bliver sjovt ..
 -  Okay … så tager jeg med.


På grund af børns afhængighed af os voksne, vil de meget tit være opmærksomme på, hvilke svar vi ønsker fra dem. Så hvis de fornemmer, at vi forventer et særligt svar eller en bestemt mening fra dem, vil de være tilbøjelige til at give os ret. Fordi tilknytningen til os er vigtigere end sandheden.

Når vi spørger vores barn ”er du sikker?”, gør vi det for at sikre os, at de har truffet den rigtige beslutning. Men dét, vi i virkeligheden siger til dem, er, at vi ikke tror, at de har truffet den rigtige beslutning. Det samme sker, når vi efterfølgende drysser ekstrainformationer ud over samtalen, fordi vi lige vil sikre os, at de nu også har tænkt sig ordentligt om, så de ikke senere bliver ulykkelige.

På den korte bane kan det være en hjælp. For barnet vil måske føle sig snydt og ekskluderet fra en god fælles oplevelse dagen efter i skolen. Men som forældre må vi også tænke langsigtet.

Faren ved at stille spørgsmålstegn ved børnenes beslutninger, er, at vi indirekte også får sagt, at vi ikke har tillid til deres beslutningsevne, deres overblik og evne til at mærke, hvad de vil.

Børn stoler på os, – så når vi ikke har tillid til, at de er i stand til at træffe de beslutninger, der er rigtige for dem, vil de også komme til at tvivle på, om det, de mærker, nu også er rigtigt. Det er sådan, vi kan komme til at opleve, at de igen og igen har brug for vores eller andres bekræftelse af de beslutninger, de træffer, før de med ro maven kan stå fast på noget. Sådan farer man hurtigt vild i livet.

Måske kender du det selv?

Det er utrygt, fordi vi på den måde famler lidt i blinde i forsøget på at være noget andet, end dem vi er. Noget af det bedste, vi derfor kan gøre for vores børn, er at støttet dem i at lytte og stole på deres indre stemme og fornemmelse. Den tro stiller dem stærkt i livet, fordi de ikke bliver afhængige af omgivelsernes meninger, når de har tillid til, at de kan stole på det, de mærker i sig selv.

 
 


Støt dem i deres beslutninger

Grundlæggende kan man sige, at det styrker børns beslutningskompetence, når vi giver dem plads til at træffe beslutninger og accepterer dem uden at forsøge at præge dem i en anden retning.

Alle ekstrainformationerne kan være nyttige og ruste børnene til at tage en gennemtænkt beslutning, men vi skal sørge for at give dem informationerne på forhånd, inden de siger ja eller nej. Skulle de så på et senere tidspunkt alligevel fortryde og begræde deres beslutning, så er det kun ét at gøre. Trøst dem.

Det gør vi bedst ved at holde om dem og sige så lidt som muligt.

 -  Det var da også ærgerligt.

Ofte behøver vi ikke sige mere, fordi det er, hvad det er.

Når vi som forældre trøster vores børn, kan vi have en tendens til at blive både belærende, moraliserende og bedrevidende i forsøget på at støtte børnene i deres nye erfaring:

 - Sådan er det, – du takkede jo selv nej. Nu ved du til en anden gang, at du ikke vil gå glip af sådan en fødselsdag, ikke?

Intentionen er kærlig, for vi ønsker ikke for dem, at de skal begå samme fejl igen. Men det er desværre ikke kærligt, fordi der sker i stedet det, at børnene vil glemme deres dyrekøbte erfaring, og i stedet husker de følelsen af at være forkert. Ingen af os kan nemlig lide at blive belært eller moraliseret. Heller ikke når stemmen er både sød og kærlig, fordi budskabet altid er:

Du burde have vidst bedre, og så kan du måske lære det.

Den erfaring har børnene lige gjort sig, det er derfor de græder, så trøst er rigeligt. Liverfaring kommer helt af sig selv.

Når vi alene trøster vores børn, vil de kunne tage deres erfaringer på sig i fred og ro. Det er sådan, de lærer at navigere i livet, og derfor skal vi ikke være så bange for, at de træffer beslutninger, de senere vil fortryde.

Desværre kan vi ikke skåne vores børn ved at videregive dem alle vores erfaringer, – dem er de nødt til at gøre sig selv. Du husker måske selv, hvordan dine forældre forsøgte at rådgive og belære dig om, hvordan du skulle håndtere livets udfordringer, og hvordan det var svært at tage det ind. Og måske endda følte dig kaldet til at gøre det stik modsatte. Sådan er det også med børn i dag. De er nødt til at gøre sig deres egne erfaringer, og vi støtter dem bedste ved at låne dem en skulder, når de slår sig på livet.

Selvregulering og farfundamentet

Selvregulering er en kraftfuld evne i alle relationer. I familien gør det os til en stærk tilknytningsfigur, fordi vi bliver forudsigelige og bedre kan bevare roen, når børnene har brug for at læne sig ind i os og genfinde trygheden og balancen.

I mit forløb for fædre - Farfundamentet, (<--- du finder information om forløbet, nederst i artiklen efter at du har klikket på linket her) sætter jeg også fokus på, hvordan du kan tage hånd om dig selv i kontakten til dit barn. Det er vigtigt, fordi det er kontakt til dig selv, der er afgørende for, hvilken kontakt du er i stand til at skabe med dit barn og uden kontakt, vil du ikke kunne guide eller gøre indtryk.
OBS holdopstart i KBH primo november 2022

Skrevet af