Streptokokbakterier giver hvert eneste år anledling til at give omkring 11.000 fødende i Danmark en penicillinkur i forbindelse med deres barns fødsel. Men nu har Kolding Sygehus udviklet en metode der kan få tallet ned til ca. 2.000 årlige behandlinger.
Hvis et barn smittes med streptokokker under fødslen, kan det blive alvorligt sygt, og der er også en risiko for, at barnet kan udvikle lungebetændelse, blodforgiftning og meningitis. Derfor behandles hvert år over 18% af alle fødende kvinder med flydende penicillin for at udrydde eventuelle streptokokbakterier. Men ud af de 18% er det rent faktisk kun under 23 procent, der er smittede.
Lægerne holder særligt øje med 5 faktorer der sætter det ufødte barn i risikogruppen for en streptokokinfektion og hvis deres mor udviser blot én af disse faktorer før eller under fødslen, så får den gravide penicillin.
Det lægerne kigger efter er, om;
- den gravide tidligere har haft en fødsel med sygt barn.
- der har været fundet B streptokokker i urinen under graviditeten.
- den gravide går i fødsel mere end fem uger for tidligt.
- den gravide har haft en såkaldt langvarig vandafgang.
- den fødende har over 38 grader i feber under fødslen.
Det skønnes udfra tidligere studier, at hen mod 30% af gravide kvinder i Danmark har B streptokokker i kroppen. Men det er kun 4 fødsler ud af 10.000 fødsler hvor barnet bliver sygt af en overført streptokok infektion.
Kvinderne behandles altså med penicillin ud fra en mistanke om mulige streptokokker og det er overbehandling samt med til at skabe unødig frygt og bekymring hos den fødende, mener overlæge indenfor kvindesygdomme og fødsler Mohammed Khalil fra Kolding Sygehus.
Allerede fra marts måned tager Kolding Sygehus et helt nyt testapperat i brug, der indenfor en time kan afgøre om en penicillinkur er nødvendig i forbindelse med en kvindes fødsel.
Kolding Sygehus er et af de første steder på verdensplan til at benytte den nye DNA metode. Med metoden kan lægerne nøjes med at behandle de kvinder, der både har risikofaktorer og er smittede med bakterien, hvor lægerne idag behandler alle der har blot en risikofaktorerne.
Testen foregår ved, at en jordemoder tager en prøve fra skeden og endetarmen(såfremt den fødende i løbet af graviditeten eller under fødslen har haft, - eller udvikler, mindst en af ovennævnte risikofaktorer), og sender prøven til analyse på fødegangen. Analyseapperatet kopierer DNA’et i prøven flere millioner gange, og herved er det muligt at registrere bakterierne, selv i meget små mængder.
Hvis testen er negativ, altså ikke viser bakterier, får den fødende ingen penicillin.
Det tager under en time at få testresultatet, og dermed kan en eventuel penicillinbehandling stadig nås, mens fødslen er igang.