Arbejdsmiljølovens retningslinjer for, hvor meget og hvor ofte gravide maksimalt bør løfte, blev fjernet i 2009, angiveligt fordi der på daværende tidspunkt ikke var entydig evidens for, at der var en sammenhæng mellem arbejdsrelaterede løft og graviditetsproblemer. Indtil da stod der i loven, at gravide ikke bør løfte noget, der vejer over 12 kilo, og at arbejdsgivere ikke må bede gravide ansatte om at løfte mere end 1.000 kilo i løbet af en dag.
I dag nøjes Arbejdstilsynet med at opfordre arbejdsgivere til at tage hensyn til, at gravide ansatte ikke bør løfte noget tungt. Loven sætter ikke længere tal på, hvor ofte eller hvor meget den gravide må løfte.
Reglerne blev lavet om i 2009, blandt andet efter at britiske forskere i 2007 publicerede resultaterne af en epidemiologisk undersøgelse, de havde lavet på baggrund af oplysninger om 1.327 mødre fra Southampton. Undersøgelsen var én ud af flere, som ikke viste en signifikant sammenhæng mellem tidlige fødsler og arbejdsrelaterede løft.
Andre forskere har dog vist det modsatte: At tunge arbejdsrelaterede løft ser ud til at give højere risiko for, at en kvinde føder for tidligt eller aborterer ufrivilligt. Deres resultater bliver nu bekræftet af den danske undersøgelse, som tager udgangspunkt i den store danske fødselskohorte Bedre Sundhed for Mor og Barn, der består af oplysninger om 100.000 kvinder, deres graviditetsforløb, fødsler og børn.
»Vi har spurgt helt almindelige danske kvinder, der arbejdede indenfor alle fag, mens de var gravide, om, hvor meget de løftede i løbet af en arbejdsdag. Dermed er vores undersøgelse unik, for i de fleste tidligere undersøgelser har forskere enten taget udgangspunkt i oplysninger om gravide kvinder, der havde et problematisk graviditetsforløb og derfor henvendte sig eksempelvis på en arbejdsmedicinsk klinik, eller de har brugt oplysninger, kvinderne har givet, efter de har født,« siger Anne-Marie Nybo.
Få tal på, hvor meget risikoen for tidlige fødsler og ufrivillige aborter stiger, når du løfter for meget som gravid, i den fulde artikel hos videnskab dk