Du er her:min barsel»Artikler»Bøger»Fødselsdepression - der er hjælp at få

Fødselsdepression - der er hjælp at få

Skrevet af 

Rigtigt mange rammes af en depression efter en fødsel og det har i mange år været svært at tale om. Det er dog vigtigt at bryde dette tabu, for der er nemlig hjælp at få!

"Fødselsdepression - der er hjælp at få!" er skrevet for dels at gøre op med alle fordommene om en fødselsdepression, dels for at hjælpe de ramte ud af den igen. En fødselsdepression går ud over hele familien og derfor skal der reageres på den. I denne bog får man berretninger fra helt almindelige kvinder, og viden om hvad man kan gøre ved det.

"Fødselsdepression - der er hjælp at få!" er skrevet af en række eksperter og er til alle fødselsdepressionsramte, pårørende og professionelle.

Af Janni Ammitzbøll, Lise Gullestrup, Kirsten Lindved, Svend Aage Madsen, Poul Videbech og Merethe Vinter 
Frydenlund 2012, 263 sider 
Pris: 269 kr.

Du kan købe bogen HER

Anmelder: Nanna Lyby, jordemoder

Tidligere i år læste jeg to dagbogsberetninger om fødselsdepression (anmeldt i Tidsskrift for Jordemødre 1/13), hvor kvinderne angav som baggrund for at udgive deres historier, at de selv havde haft behov for at læse om emnet, men svært ved at finde egnede bøger. Jeg havde derfor store forventninger på deres vegne, da der i "Fødselsdepression" i forordet står: "Bogen henvender sig til de depressionsramte selv og deres pårørende, som ønsker at vide mere om diagnosen", ligesom der på forlagets hjemmeside står: "Målgruppen er primært depressionsramte og deres pårørende."

Bogen består af to dele. Første del fremstår som en artikelsamling, som kan inddeles i overordnede temaer som: Hvad er en fødselsdepression, og hvem får det? Hvordan forebygger/opdager man en fødselsdepression? Og endelig hvilke behandlingsmuligheder er der? De forskellige forfattere er ikke nødvendigvis indbyrdes enige, (bl.a. i om tilstanden skal benævnes "depression" eller "reaktion") og teksternes sværhedsgrad svinger fra det let tilgængelige til underforstået forventning om kendskab til fx Anthony Giddens og Antonovsky og til kritisk gennemgang af videnskabelige undersøgelser om emnet.

Anden del består af fem personlige beretninger. Bortset fra at der kan være mulighed for at spejle sine oplevelser i de personlige beretninger, mener jeg, at artiklerne i bogen generelt er for teoretiske til at opfylde et umiddelbart behov hos depressionsramte. Til gengæld mener jeg, at bogen rammer fint, når forordet fortsætter: "Men også fagpersonale og studerende på bl.a. sundhedsuddannelser kan gøre brug af bogen." Forfatterne er alle kapaciteter indenfor området, og bogen giver viden om fødselsdepression på mange planer, ligesom der efter hver artikel er en omfattende litteraturhenvisning.

Som jordemoder har det især været brugbart at læse jordemoder og psykoterapeut Janni Ammitzbølls konkrete eksempler på spørgsmål til parrene og til, hvad der skærper hendes opmærksomhed. Ligeledes har Svend Aage Madsen et interessant kapitel om mænds fødselsdepressioner og sundhedsplejerske Merethe Vinter beskriver et projekt i Thisted kommune, der har fokus på familiens psykiske trivsel og kommer her bl.a. ind på den svære balance mellem at opdage en depression og undgå at sygeliggøre normale reaktioner på overgange i livet. Endelig giver bogens sidste artikler fin indsigt i både psykologisk og medicinsk behandling.

Alt i alt er det en bog, der skyder forbi sin egen definerede primære målgruppe, men som jeg gerne vil anbefale til både kolleger og studerende, der ønsker at fordybe sig i emnet.

 Læs også: Fødselsdepression

Skrevet af