Det er tirsdag, og i en børnehave på Vestegnen er børn og voksne lige blevet færdige med at holde den daglige samling.

I dag til samling har børnene masseret hinanden, mens de fik læst en lille historie. Nu går de allesammen i hælene på mig, fordi jeg har fortalt at vi skal lave modellervoks. Aron, som lige er startet i børnehave kommer med ned i Køkkenet for at hente mel, olie, salt, citronsyre og frugtfarve. Aron på 2 år får lov til at bære frugtfarven, og selv om dunken er tung, så går det lige.

Da vi kommer ned på stuen igen, viser det sig at vi har glemt at tage kogende vand med, så nu er det Freja på 2, der får lov til at komme med ned og koge vand, som efterfølgende bliver hældt på en termokande.

Tilbage på stuen sættes alle tingene op på et bord inde på stuen. Børnene samler sig rundt om mig. Nogle sidder eller står på skamler, mens andre sidder på bordet.

Paprika på 4 bliver sendt afsted efter en grydeske, og Sofie på 3 sendes afsted efter en teske. Jeg starter med at klare første del af processen, fordi det involverer det kogende vand, men derefter skiftes børnene til at putte ingredienserne ned i den store skål.

Ind imellem kan jeg ud af øjenkrogen se, at et par af børnene lister en hånd ned i posen med mel for at røre og undersøge. Børnene er meget fokuserede og dybt koncentrerede. De følger med og kommer med masser af kommentarer, da dejen bliver ved med at være alt for klistret, selv om vi har puttet masser af mel i.  

Vi taler om ordene opskrift og om kogende vand, vi tæller hvor mange kopper mel, vi kommer i, vi venter på tur, børnene hjælper hinanden og giver plads og meget, meget mere.

Denne situation er så smækfyldt med læring, og samtidig er det super hyggeligt for både børn og voksne.

Det tager faktisk så lang tid, at det ender med at det er tid til frokost, og derefter skal vi på legepladsen. Derfor bliver det først om eftermiddagen, at der kan leges med den færdige modellervoks.

Til gengæld, så er det så populært at samtlige børn på stuen sidder samtidig rundt om bordet og leger med det. Og så starter det hele forfra. Finmotorikken, sanserne og fantasien får en ordentlig omgang stimulation, samtidig med at børnene har det fantastisk.

Da børnenes forældre gradvist indfinder sig, er der flere der vælger at sætte sig ned og lege med. Der bliver snakket og grinet og børnene er meget optaget af at fortælle hvordan vi selv har lavet modellervoksen.

En skøn dag på jobbet med både læring, dannelse og god stemning. Når jeg har fri efter sådan en dag, så kører cyklen næsten sig selv og jeg er lykkelig og stolt over mit job.

Men alle dage er desværre langt fra sådan, og da modellervoksen tørrede ud og blev kasseret, gik der flere dage, før der var mulighed for at lave noget nyt igen.

Jeg ved, at når omprioriteringsbidraget begynder at kunne mærkes ude i kommunerne, så bliver der endnu længere imellem de dage, hvor vi kan lave legende og lærende aktiviteter, der giver samvær og fællesskab mellem børn og voksne.

Vi skal den anden vej. Sådanne dage skal være normalen i stedet for undtagelsen.

 

Så kære forældre, tænk på jeres børn, når I sætter jeres kryds. Det er ikke alle partier, der prioriterer dit barns trivsel. Og til regeringen kan jeg kun sige, drop omprioriteringsbidraget og invester i børnene i stedet for. De er vores allesammens fremtid.

Og hvis du er blevet nysgerrig efter, hvordan du laver modellervoks med dit barn, så kommer opskriften her:

 Lav selv modellervoks

 

 

 

Jeg vil gerne fortælle dig om to børn, jeg kender.

Den ene er en mørkhåret pige på 3 år. Hendes mor står hver morgen og ordner hendes hår, så hun enten har fletninger, rottehaler eller en fin hestehale. Hver morgen bliver hun afleveret og ligner den yndigste lille pige. Det gør hun ikke, når hun bliver hentet. Så ligner hun en vildkat. Alle elastikker og hårspænder ligger rundt omkring i børnehaven, hendes hår stritter og hun har kun strømpebukser og undertrøje på, fordi hun lige har givet den gas inde i vores tumlerum.

Hvis det er en af de dage, hvor der har været mudder på legepladsen, så hænger hendes flyverdragt ikke i garderoben. Den står selv.

Pigen hedder Mejse. Hun lever livet fuldt ud. Alt skal opleves, undersøges og mærkes. Mejses forældre synes, det er skønt. De ved godt, at når man er tre år gammel, så skal man have lov til at udforske, røre og bare være.

 

I børnehaven er Mejse en af de børn, der kræver lidt af os voksne. Vi skal møde hendes nysgerrighed og pirre den. Vi skal være klar til at svare på spørgsmål, når Mejse stiller dem. Vi skal kigge og anerkende hende, når hun siger ”Se mig”. Vi skal formå at rumme Mejse til samlingerne og holde hendes interesse. 

Jacob er fire år. Han er lyshåret, og af en eller anden årsag, så ligner han altid en, der trænger til at blive klippet. Han er lidt forpjusket, og ikke særlig stor af sin alder. Han siger ikke så meget. Ikke fordi han ikke kan, men han synes bare ikke, at der er så meget at sige.

Jacob kan godt lide at lave puslespil og lege med LEGO. Han bygger ting. Ikke biler og slotte, som de andre børn. Nej, Jacob bygger tidsmaskiner, satellitter og vikingeskibe.

De andre børn kan godt lide Jacob, men det virker ikke til, at de helt forstår ham. Jacob kan godt lide at sidde ved siden af en voksen, når vi spiser.

 

Jacob siger aldrig ”Se mig”, hvilket gør det endnu vigtigere, at det lige præcis er det, vi gør. Ser ham og anerkender ham, som den helt særlige dreng, han er. Jacobs forældre laver mange ting med ham. De tager på museer og ind imellem i planetariet.

Mejse og Jacob er meget forskellige. Alligevel kræver de dog det samme af de voksne i børnehaven. Nemlig nærvær og omsorg.

Der er dog stor forskel på, hvordan denne omsorg giver sig til udtryk. Når jeg er sammen med Jacob, så prøver jeg at inddrage de andre børn, så de kan få øjnene op for, hvor fantastisk en dreng, han er. Jeg hjælper Jacob og de andre børn til at finde noget, de kan være fælles om. Jeg forsøger også at vise Jacob, at det også er dejligt at bruge sin krop til at springe, gynge og hoppe. 

Når jeg er sammen med Mejse, så prøver jeg at møde hendes livsglæde og bevægelyst, men jeg prøver også at vise hende glæderne ved at kigge i bøger og bruge sin finmotorik. 

I den perfekte verden kunne jeg, sammen med mine kolleger, nå både Jacob og Mejse hver dag. I virkeligheden bliver jeg nødt til at vælge. Alle børn i en børnehave har nemlig hver deres unikke personlighed, og derfor også hver deres udfordringer. Nogle har større udfordringer end andre, men det ændrer ikke på, at de alle skal mødes, ses, støttes og anerkendes.

Lige nu knokler vi, og vi gør hvad vi kan for at nå både Mejse, Jacob og alle de andre.

Vi bliver dog nødt til at indse, at det kan vi ikke. Desværre bliver det ikke bedre. Tværtimod. Omprioriteringsbidraget vil komme til at koste pædagogstillinger, og det vil skade børnene. Også dit. Vi skal have det stoppet. Nu. Vi skal tænke langsigtet og investere i børnene i stedet for. Det vil nemlig gavne os allesammen.

Læs også: Giv os en chance for balance