Du er her:min barsel»Nyheder»jul | min barsel
mandag, 25 november 2024 09:09

Juleglæde eller julegalde?

Julen er glædens tid!  Ja, det er det bestemt. Men det er også en tid, hvor vi ofte føler os enormt pressede, fordi spændingen og de høje forventninger til, at alt skal være så hyggeligt, pænt og velsmagende stresser os. 

Det siges, at julen er hjerternes fest, men for mange familier ender julen som en travl affære, der presser både kalenderen og overskuddet til bristepunktet.

Her kan det være svært også at skabe plads til hjerterum, fordi nærværet hurtigt forsvinder i al juleræset, og sådan bliver det svært at mærke hinanden og glæden ved julen. 


I julen er der tit fokus på glansbilledet frem for virkeligheden – selv i samværet med vores børn


Vi bager julekager (som helst skal smage godt og være smukke), vi laver juledekorationer (som helst skal ligne noget fra Illums Bolighus) og fletter julehjerter (som ikke skal være krøllede af fedtede børnehænder).

Der er meget på spil, for julen er særlig for os. Vi kommer nemt til at ville have tingene på en bestemt måde.

Selv hyggen.

Spørgsmålet er, om vi i vores iver efter at ære julens traditioner og forventninger, glemmer at mærke, hvad vi egentlig har brug for i december? 

Især hvis vi føler, vi skal nå at se al den familie, som vi ikke har haft tid (eller lyst) til at se i løbet af året. Og samtidig synes vi skal møde op til julebazaren, juletræsfesten, julekoncerter, julefrokoster og diverse afslutningsarrangementer.

Midt i en travl december, kan det derfor være godt at stoppe op og lave en status: 


Er min jul, som jeg gerne vil have den? 

Og hvis ikke:

Hvad vil jeg så gerne lave om? Og tør jeg? 


Det kan være sprængfarligt at røre ved julens traditioner, som mange har knyttet stærke følelser til.

Men nogle gange kan det godt betale sig at vove modet.

Flere familier har i år valgt at vælge gaverne fra for at skrue ned for forbruget og ikke mindst ræset – og oplevelsen er en enorm lettelse og ikke mindst et overskud til at lave noget mere sammen.

Men hvad med børnene? 

Det er godt at vise børn, at det ikke altid er den vej, de andre går, der er den bedste for dem eller deres familie. 



 Vores egen vej finder vi ved at kigge ind frem for at kigge ud


Samtidig er det et eksempel på divergent tænkning, som vi i Family-lab er meget optaget af for netop at kunne komme tættere på at leve et liv, der tilfredsstiller os – frem for andre.

Måske vil dine børn umiddelbart udtrykke overraskelse eller skuffelse over, at tingene ikke bliver helt, som de plejer.

Men børn kan godt tåle udsvingene, hvis vi kan. Og i sidste ende er de bedre tjent med indre (jule)fred end ydre tilfredsstillelse. 

Med plads og luft i kalenderen gør vi vores tid mere fleksibel og åben for at kunne fordybe os i julebageriet, hvis det er det, der er glæde i for os.

Eller lave en sneborg, hvis vi er så heldige, at sneen falder pludseligt.

Eller gå på biblioteket og fordybe os i gamle juleeventyr.

Måske længes vi efter en sælsom julekoncert i kirken, der ellers aldrig bliver tid til – i stedet for Tivoli, strøgturen eller julebazaren? 

I Family-lab har vi i år spurgt vores børn, hvad der er det bedste ved julen. Svaret var stemningen, og at vi er sammen.

Er det ikke sådan for os alle?

 

Stemningen er noget, vi kaster af os indefra, så nærværet og den ægte julestemning starter hos os – de voksne


Så hvis vi tillader julen at blive en opskruet og stressende affære for os selv, bliver den det med garanti også for vores børn. Det er vores ansvar, fordi det altid er os voksne, der har ansvaret for stemningen. 

 

 

Udgivet i SAMLIV
mandag, 04 december 2023 00:00

Pas på de små i juletravlheden

 

Det er nu, du skal tænke på at beskytte familien mod brandfælder. Statistisk set er det især de helt små børn, det vil gå ud over når der her i december måned sker brandulykker. Vær opmærksom på, at levende lys er særligt dragende for familiens mindste, og de kender selvsagt ikke faren bag en antændt adventskrans.

Hvert år er op mod 1000 børn mellem 0-4 år involveret i en brandulykke. Der hvor der kan ske størst skade er hvis der går ild i noget, og det er desværre også den hyppigste årsag til brandulykker i Danmark. Det er ofte juledekorationer og levende lys der er synderne, men vær også opmærksom på ovne og kogeplader som de små brænder sig på, mens forældrene har travlt med juleforberedelserne.

Børn er nysgerrige af natur, og mange synes, ild er spændende. I forhold til levende lys, som er særligt dragende for børn, er der særlige råd du bør følge:

1) Vær særligt opmærksom på, at du placerer lys og dekorationer så langt uden for børns rækkevidde, at de heller ikke ville kunne nå lysene ved hjælp af stole og andet, som de kan kravle op på.

2) Fjern lightere og tændstikker, som langt oftere kommer til at ligge fremme i julen.

3) Gå aldrig fra tændte stearinlys og lad ikke lysene gå ud af sig selv.

4) Placer lys, så de kan brænde frit med rigelig afstand til pynt og gran. Det er også en god idé at have noget vand i nærheden hvis uheldet skulle være ude, f.eks en vandkande eller vandforstøver. 

5) Hvis dit barn har en alder så det forstår:
Tal med barnet om, at ild altid kun må tændes sammen med en voksen men tal også om "Hvad nu hvis det brændte?". På den måde kan du lægge en fornuftig plan sammen med barnet og du kan 
hjælpe dit barn med at kunne håndtere en farlig situation ved at tale stille og roligt om, hvad man skal gøre, hvis nu det brændte.

Langt de fleste børn vil nemlig helt naturligt gemme sig når de bliver skræmte. Ifølge brandvæsenet ser man desværre alt for ofte børn, der har gemt sig under senge eller i skabe ved brand, fordi de bliver bange for ilden eller den højlydte røgalarm. Brandvæsenet kommer også ud til brændende huse og lejligheder hvor der er børn, der gemmer sig, fordi de selv er årsag til branden og er bange for at få skældud.

6) Hvis du har en røgalarm, hvilket er en rigtig god idé, bør du også involvere dit barn i røgalarmen og lære barnet, hvad lyden betyder, så du gør dit barn tryg ved røgalarmen.
En røgalarm er høj og skinger, når den bipper, og mange børn bliver skræmte af den høje lyd. Snak om hvad lyden betyder, og hvad røgalarmens formål er, og hvordan I sammen kommer hurtigt ud af jeres hjem, hvis den pludselig går i gang.

7) Endelig bør du tjekke om brandalarmerne virker som de skal. 

Kilde: https://tryg.dk/gode-raad/born-og-brandsikkerhed






 

 

 

 

 

Udgivet i NYHEDER
torsdag, 28 november 2024 07:36

Skal børn have det, de ønsker sig?

Børn har masser af lyst og ønsker – og fristelserne vælter ind over os alle lige nu i form af kulørte kataloger, reklamer og bugnende hylder i butikkerne. Børn vil have det hele. Hver dag. Hele tiden. Det stopper ikke.


Men hvad vil du? 


I dagens Danmark har mange forældre en økonomi, der gør det muligt at købe meget af det, deres børn ønsker sig.

Men det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal gøre det.

Som forældre er det os, der har lederskabet i familien – også når det gælder indkøb af julegaverne.

Derfor har vi en opgave i at tage stilling til, hvad og hvor meget vi vil give – og kunne tåle, at vores beslutninger ikke altid opfylder børnenes største ønsker, og at det kan udløse frustration og sorg.

Det er sundt – og ikke synd.


Sundt?

Ja, især hvis de kan få lov at sørge uden at blive belært eller lukket ned med ord som:

   –  Hold nu op med det hyleri.
   –  Du må lære, at man ikke kan få alt, hvad man ønsker sig.
   –  Dengang jeg var barn, var jeg glad, hvis bare jeg fik halvdelen af, hvad du får. 
   –  Træerne gror altså ikke ind i himlen.

Børn, der vokser op med forældre, der hele tiden lægger sig i selen for at undgå, at børnene bliver frustreret, lærer ikke deres børn at håndtere frustrationen i livet. Frustration bliver noget, der skal undgås eller dulmes ved at spise, shoppe, arbejde osv.. 

Børn er oftest styret af deres lyst, så noget der kan være det største ønske i hele verden midt i BR-butikken, kan se helt anderledes ud dagen efter. Eller blot en halv time senere.

Det er ikke fordi, de er overfladiske forbrugsdyr.

Men det er sådan med børn, fordi de lever og opsluges af nuet.

Når vi har blik for det, bliver det lettere at sortere i ønskerne og sige nej uden at gøre barnet forkert.

Det giver samtidig barnet en øvelse og erfaring med at håndtere sine små frustrationer, som på sigt vil ruste det til bedre at kunne håndtere de store frustrationer i livet.

Det er svært for mange af os at finde en sund balance mellem ja og nej.

Det kan gøre det svært at sige fra over for vores børn, som vi ønsker det bedste og gerne vil gøre glade.

Men netop derfor bliver vores nej også et af de kærligste svar, fordi det kræver mest omtanke, mest engagement, mest mod og størst ærlighed. 


Del børnenes begejstring  

Der er masser at begejstres over i julen og masser for børn at ønske sig.
Og selvom vi ikke vil give dem det hele, så er det en god idé at dele deres begejstring, når de fortæller os om alt det, de ønsker sig – i stedet for at slå den ned med ord som: 

   –  Du vil ha´og ha´! Tror du penge gror på træerne – og man kan altså ikke få alt det, man ønsker sig her i livet.

Når børn drømmer og ønsker, skal vi lade være med at blæse lysene ud. Det må vi afholde os fra – ellers slukker vi noget essentielt i dem.

Forældre kan være bange for, at hvis de møder barnets begejstring, så er de også nødt til at give barnet gaven.

Men det giver ikke rigtig mening – sådan forholder det sig jo heller ikke, når vi taler med andre voksne mennesker om, hvad de ønsker sig og drømmer om. 

Glæden er vigtig at møde, for når vi kan dele vores glæde med andre, bliver den større.

Det vigtigste for børn er ikke at få det, de ønsker sig, men at få lov at have det, som de har det og ønske sig det, de gør – uden at blive belært om det er ret og rimeligt. 


 

 

 

Udgivet i SAMLIV