Du er her:min barsel»Artikler»Samliv»familieterapeut | min barsel
mandag, 22 november 2021 00:00

Børn går efter den ægte vare

Vi kender det selv. Når vi eksempelvis spørger vores partner, kollega eller et andet nærtstående menneske, om de vil gøre noget for os. De siger tilsyneladende ja. Men der er noget i det ja, der ikke overbeviser os. Så vi spørger igen:

–      Er du sikker?
–      Ja–ja …
 
Bliver vi svaret. (Ja-ja betyder ofte nej).

 

 
Dobbeltheden i svaret afføder en uro i vores system og giver anledning til en masse tankevirksomhed: Var hun/han mon ok med at gøre det for mig? Var det for meget at bede om? Har jeg gjort noget, jeg ikke ved? Skal jeg sige, at jeg gør det selv?
 
Vi kommer med andre ord på overarbejde i relationen. På overarbejde i forhold til at finde ud af, hvor vi har den anden. Sådan er det også for børn. Og fordi de er så afhængige af os, er det endnu vigtigere for dem at vide, hvor de har os.
 

Så når vi siger ja til at læse den ekstra godnathistorie, til en ekstra kiks, til at lege, mere tv – og vi egentlig mener nej, så bliver det krævende for vores børn at være sammen med os. Og ikke mindst krævende for os at være sammen med dem.

Børn vil gerne vide, hvem de er sammen med, og de går hele tiden efter den ægte vare. Så når børn mærker uoverensstemmelsen hos os, vil de udfordre os indtil, der er overensstemmelse. Det gør de ved at plage og klage.

 
 

En adfærd, vi før i tiden har kaldt grænsesøgende. I dag ved vi, at den kamp handler om at finde ud af, hvem deres far og mor er.

 
Jo mindre børn skal kæmpe for at mærke deres forældre, jo mere rolige bliver de i relationen, hvorimod hvis vi ofte siger ja til dem, når vi egentlig mener nej, vil vi opleve langt mere kamp i familien, end det reelt er nødvendigt at have.

 

Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt 

- Læs mere om bogen her.

 
 

 

Udgivet i SAMLIV

Jeg skrev i et nyhedsbrev for ganske nylig, at:

Hvis et barn vokser op med kritik, lærer det at fordømme.
Hvis et barn vokser op med skyld og skam, føler det sig skyldigt.
Hvis et barn vokser op med vold, bliver det voldeligt.
Hvis et barn vokser op med voksne, der misbruger deres magt, vil det lære at gøre det samme i de situationer, hvor det føler sig magtfuldt.

 

 
Hvorimod:
Hvis et barn vokser op med tolerance, bliver det tålmodigt.
Hvis et barn mødes med respekt, bliver det ansvarligt.
Hvis et barn vokser op i et psykisk trygt miljø, lærer det at tro på sig selv og dem omkring sig.
Hvis et barn oplever at blive lyttet til, vil det lære at lytte til sig selv og til andre. 
Osv osv. 
 
På den måde er det ret enkelt; at børn gør som vi gør og samarbejder med det, vi tilbyder.
 
Men det er som om, at mange af os ikke rigtig tror på, at det hænger sådan sammen. For det er stadig et dominerende træk i opdragelsen, at vi med kritik og irettesættelser forsøger at få det gode frem i vores børn.
 ”Sig undskyld!” siger vi kommanderende, når vi vil have barnet til at vise empati. ”Tak for mad hedder det, når man går fra bordet. Hvor mange gange skal jeg sige det?!”, siger vi i ønsket om, at barnet skal vise taknemmelighed. Og på samme måde dikterer vi barnet til at give af sig selv: ”Giv mormor et knus!” eller ”Giv far et kys. Ellers bliver far ked af det.”.
 
 
 
 
Det er venlighedens og korrekthedens vold.


Intentionen fra vores side er god nok. Vi ønsker, at vores børn skal være høflige, kærlige, taknemmelige og empatiske. Men kommandoer fuld af pres og tvang får bare ikke de egenskaber frem i nogen – hverken børn eller voksne.

At tvinge børn til at vise deres kærlighed og taknemmelighed forhindrer dem i at udtrykke den autentisk og helhjertet.
 
De vil i deres udtryk blive mere optaget af, hvad omverdenen vil have fra dem, frem for, hvad de vil give til omverdenen - det er forskellen på at være indrestyret og ydrestyret.
 
Vi havde engang en dreng på besøg, der sagde: ”Tak for, at I ville have mig med hjem. I bor så hyggeligt, Her er altid så dejlig en stemning. I laver bare altid så dejlig mad herhjemme.” – og han gik hen og krammede mig flere gange undervejs i denne strøm af til sidst hultklingende høflighedfraser.
 
Han havde tydeligt mistet sin egen fornemmelse for den rette dosering, så hans høflighed fik en skæv vinkel, fordi det så tydeligt var tillært og ikke oprigtigt – og så kan vi jo spørge os selv, hvad er det så, vi har lært dem?
 
Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at det tager tid at blive voksen og huske alle de sociale regler og normer, vi lever under, og at vi derfor giver børn tiden og pladsen til at øve sig. 

 
 
 
Og så tilbage til start. Børn gør som vi gør. Så når vi selv går forrest med vores værdier og formulerer dem som personlige ønsker for familiens kultur frem for kommandoer, så vil de også lande anderledes og tungere i vores børn. 
 
Som voksne har vi også en gammel tilbøjelighed til at kræve en opførsel af vores børn, som vi ikke altid selv leverer. Ofte er vi derfor ikke de bedste rollemodeller for den kultur, vi ønsker at skabe, og det gør det endnu sværere for børnene at efterleve.
 
Så når vi har sagt det samme igen og igen, kan det være en god ide at vende piben indad og spørge sig selv:

Husker jeg selv at sige tak for mad? Og undskyld, når jeg ikke har ”talt pænt”, været urimelig eller trådt på yndlingsbamsen? Giver jeg mine børn plads til at begå samme fejl og forglemmelser, som jeg selv gør og har gjort?


Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - vis hvem du er og bliv hørt

- Læs mere om bogen her

 

Udgivet i SAMLIV



HERUNDER FINDER DU DIN PRIVATE JORDEMODER, DIN DOULA, DIN SCANNINGSKLINIK M.M. - UANSET HVOR DU BOR I DANMARK.

PRIVAT JORDEMODER
DOULA
GRAVIDITETSSCANNING
ZONETERAPEUT
FØDSELSFORBEREDELSE
EFTER FØDSEL