Jeg sidder ved strandkanten, mærker havets friske vind. Vi befinder os på en lille ø i det sjællandske. Langt væk hjemmefra, - afskærmet fra hverdagens hektiske liv.

En uge uden at skulle forholde sig til trusler, indimellem dødstrusler. Vi er i sikkerhed her på øen, det ved jeg. Her finder han ikke min lille 2-årige søn og jeg. En uge uden overfaldsalarm, det bedste af det hele. Kort og godt et indblik i hvordan man lever som værende ganske almindelig, uden altid at skulle være et skridt foran. Altså som mit liv så ud for 8 år siden. Indtil jeg mødte manden i mit liv, - troede jeg.

Ham som senere skulle vise sig at være psykopat, ham der størstedelen af vores forhold sad i fængsel, og også ham der næsten slog mig ihjel en råkold februar morgen. Ham der dagen i dag agerer som bandemedlem.

Alligevel gav jeg ham endnu en chance da dagen kom hvor jeg fandt ud af jeg var gravid. Jeg ønskede så inderligt han skulle være den familiefar, som jeg havde konstrueret i min fantasi. Men det skete aldrig. Da vores søn var 3 måneder gammel stak jeg af. Han havde været voldelig igen, slået min læbe i stykker. Jeg kunne ikke længere være egoistisk, jeg var nødt til at tænke over hvilken opvækst jeg ville præsentere min søn for. Jeg var nødt til at handle, - og det gjorde jeg. 

Kort tid efter kom han i fængsel, - igen. Denne gang for opbevaring af et skarpladt våben. Barskt og råt.