Du er her:min barsel»Artikler»Sundhed»Hvad betyder gråd?

Hvad betyder gråd?

Skrevet af 
Der er kommet en misforstået tendens blandt forældre om at børn helst ikke skal græde. Det er ærgeligt, for det kommer til at gå udover relationen mellem forældre og barn. Det bliver for mange forældre et stressmoment der skal stoppes – istedet for en mulighed til at lære hinanden bedre at kende og skabe en tryg relation.

Når baby kommer ud af maven, vil den oftest sove et par dage eller uger, kun afbrudt af madning og bleskift, for at komme sig efter fødslen. Derefter vil din baby prøve at finde sig til rette i sit nye hjem og kommunikere sine behov til dig. Gennem gråd. Og det er helt som det skal være. Din baby SKAL græde. Flere gange om dagen. Det skal din baby fordi det er sådan han/hun siger ”Hey, mor, jeg er sulten”, ”Er der lige nogen der gider at skifte den her ble?”, ”Jeg har ondt i maven”, ”Jeg er træææt, jeg vil sove!” eller simpelthen bare ”Jeg ved ikke hvad der er galt eller hvad jeg vil, nu græder jeg bare” (Jeg tror alle nybagte mødre kender til at være så træt og udkørt at man bare bryder sammen)

Derfor er det vigtigt, at det ikke kun kommer til at handle om at få baby til at holde op med at græde, men også om at lære hinanden at kende. Prøv at holde hovedet koldt, træk vejret dybt flere gange, hold din baby tæt, vug, gyng, hop på pilates bold og nus din baby. Med det mindset – at det handler om at I to er ved at skabe en tryg og tæt tilknytning. Det gælder selvfølgelig ikke når det handler om fx mad eller skifte ble, så skal det bare gøres hurtigst muligt. 

Det din baby tilgengæld ikke skal, er at græde det meste af døgnets timer. Eller generelt i for lang tid i træk (Det kan være en god idé at lave en logbog over gråden, hvis man begynder at føle at det er hele tiden. Nogle gange kan 15 minutters hjerteskærende gråd føles som meget længere tid end det reelt er)

Hvis din baby græder rigtig meget, er det tegn på, at der er noget der er i ubalance et sted, der belaster det lille system. Generelt ved stress og uro er der rigtig effektivt at trykke på zonen for Solar Plexus.

Der kan være rigtig mange grunde til at baby græder, og jeg vil igen anbefale dig ikke at være ”bange” for gråden – det er jo babys kommunikationsform, prøv istedet om du kan begynde at distingere mellem ”jeg er sulten”-gråd og ”jeg er træt”-gråd og ”jeg har ondt”-gråd.



Kig på dit barn
Det allerbedste råd jeg engang fik af en sundhedsplejerske, og som jeg er meget glad for at give videre er:
Kig på dit barn.

Jeg spurgte:”Hun spiser og spiser men tager ikke så meget på, er der noget galt?”

Hun svarede:”Kig på dit barn” (hun trivedes, var glad, var både aktiv og sov fint)

Vi bliver desværre tudet ørerne fulde om kurver, tal, skemaer, 3 timers intervaller mellem hvert måltid osv. At vi nogle gange helt glemmer at KIGGE på vores baby og se – trives han/hun?

Vi glemmer vores intuition. Og det er lidt ’farligt’. For det er noget af det vigtigste at have med sig i moderskabet.

Vi ved dybest set godt hvordan vi skal være mor – det har naturen sørget for, ved at barnet er så afhængigt af os.

Vi har bare brug for lidt tid og hjælp nogle gange til at mærke efter hvad der føles rigtigt for os.

Og vigtigst – IKKE at sammenligne os med nogen som helst andre! Hvad der føles rigtigt for dig og dit barn er ikke nødvendigvis det samme der føles rigtigt for andre forældre. Og det er helt som det skal være.

Jeg lagde fx ret hurtigt begge mine børn ind og sove på egne værelser da de var babyer. Jeg har været så heldig at få børn med gode sovehjerter, men jeg blev vækket mange gange i løbet af natten af deres moslen og små grynt, hvor de ikke havde brug for noget af mig. Jeg har aldrig kunne holde ud at have børn i min seng – jeg sover af pommern til, og derfor har jeg meget sjældent sovet med mine børn i sengen. Tilgengæld er jeg sådan en der krammer og kysser hele tiden i dagstimerne.

Andre sover med deres børn i sengen til børnene er store, og det fungerer for dem og er derfor den bedste løsning for dem.

Det allervigtigtste er at det fungerer. Ikke kun for baby, men i den grad også for mor.

For det ER som de siger i flyvemaskinerne – tag din egen iltmaske på først, før du giver dit barn sin iltmaske på.

Et barn har svært ved at føle trygheden hos en mor der er ude af integritet og måske agerer ud fra andres holdninger.


The baby whisperer, Tracy Hogg, bruger udtrykket S.L.O.W:


S. Stop. Træk lige vejret, og husk at gråd er din babys sprog.

L. Listen. Hvad betyder lige præcis denne gråd.

O. Observe. Hvad laver din baby, hvad foregår der rundt om din baby.

W. What’s up. Baseret på det du ser og hører, prøv at tyde din baby.


Dette bør hænge som en plakat i alle hjem (eller måske bare som et skilt på køleskabet)

Et grædende barn er IKKE lig med en utistrækkelig mor eller far! Slet ikke.

Hvis dit barn græder rigtig meget skal du selvfølgelig gøre noget.

Der kan være rigtig mange ting der spiller ind.

-Får han/hun nok mad? (det er ret målebart hos sundhedsplejersken)

-Har han/hun ondt nogle steder? (Det kan være lidt svært lige at få svar på, der kan din sundhedsplejerske eller en zoneterapeut hjælpe dig med at undersøge og vurdere om der kunne være noget der er i ubalance)

-Har han/hun svært ved at finde ro og sove? Start med at lige tjekke din egen vejrtrækning og hvor dine skuldre sidder <3 Man kan oftest kun berolige et barn, ved selv at holde roen.

Afhjælpning af gråd. Nu sagde jeg til at starte med at du ikke skal være bange for at din baby græder. Det mener jeg stadig, men det betyder selvfølgelig ikke at det hverken er særlig rart for baby eller mor/far eller storesøskende at gå igennem. Og Selvfølgelig skal du trøste din baby.

Nogle gode måder at gøre det kan være:

-Sut.

Der er mange forskellige teorier og meninger om sutten.

Nogle mener at hvis den gives for tidligt kan den skade sutte teknikken, andre mener den skader ganen og tændernes senere placering, og igen andre synes ikke der er nogen grund til at introducere noget som så skal tages fra dem igen.

Jeg synes en sut er en god idé, og jeg synes det fra starten. Børn er født med sutterefleksen, og det beroliger dem at sutte. Det gør de allerede inde i maven som man ofte kan se på scanninger.

Dog kan hverken deres små maver eller mor holde til at ligge og sutte hele dagen, derfor synes jeg en sut fra starten er en god idé.

Der findes mange forskellige sutter, så prøv jer frem. Prøv minimum 2-3 dage med de forskellige former.

Når dit barn skal lære at tage sutten kan det være en rigtig god idé at putte den ind i munden, og stryge barnet på kinderne for at sætte gang i sutterefleksen. Du må godt være lidt insisterende.

Hvis en baby ikke vil tage sutten, kan det være at sutten er for lille, prøv gerne dem der hedder str. 3-6 mdr.


-Efterlign livmoderen.

Inde i livmoderen har din baby haft en konstant susen, derfor er det ofte beroligende for babyer med den velkendte ”Ssshhhh”, Det er fx også derfor rigtig mange spædbørn er glade for at høre føntørren.

Inde i livmoderen mærker barnet også dit hjerteslag, derfor kan det virke meget beroligende på en baby at blive klappet let og regelmæssigt, som hjerteslag, på ryggen eller på blenumsen.

Derudover har din baby været vant til at blive vugget rundt inde din mave mens han/hun voksede sig stor og stærk. Relativt ’vilde’ vug, kan være gode til at fange babys opmærksomhed og derefter få beroliget ham/hende.


Når jeg behandler en baby, er det både med zoneterapi og akupressur tryk, på punkter på meridianbanerne. Meridianbaner er energibaner vi har i kroppen som er tilknyttet de forskellige organer.

Blæremeridianen er rigtig god at aktivere for at berolige din baby.

Den løber helt oppe fra øjenkrogen og ned til lilletåen, bl.a. langs den sympatiske nervestreng på ryggen, og derfor er den god til at berolige.

På det stykke der løber langs ryggen sidder der en masse effektive punkter helt tæt. Derfor er hele ryggen et effektivt sted at stryge, nusse, massere eller igen banke let, hvis din baby ligger i din ene arm og med den anden banker du let med to fingre op og ned langs ryggen.

Det giver dobbelt op på ro. Både pga hjertelydsagtige bank og nusning langs blære meridianen.

Det er aldrig rart at høre sit barn græde (uanset hvor små eller store de er)


Familie terapeut – Fie Hørby, siger: Når dit barn er ked af det, skal det trøstes. Punktum.

Og det gælder resten af livet.

Men at trøste er ikke at få gråden til at stoppe. Trøste er, at lade din baby vide at du er der og at du passer på ham/hende <3

Derfor må man godt tage sin baby op hver gang han/hun græder, selvom oldemor står ved siden af og siger at du skal lade ham/hende ligge fordi det udvider lungerne.

Sådan gør man ikke mere” kan være en rigtig god sætning at huske.
Skrevet af