Mor står med alt sit overtøj på parat til at hjælpe den mindste i tøjet, men han vil ikke have sin jakke på og slet ikke de uldne støvler. Tiden spidser til og varmen fra vinterfrakken farver morens kinder. Situationen er velkendt og irritationen fornemmes også i hendes stemme, da hun siger:
-”Jo, kom nu. Vi skal afsted! Det er hamrende koldt udenfor og derfor skal du have jakke på!”
-”Nej, jeg vil ikke have den på,” bliver han ved.
Morens indre stemmer begynder:
Skal vi nu til det igen … Jeg orker det ikke, men han skal jo have tøj, når det er så koldt. Han risikerer at blive syg, og man kan da ikke komme ned i børnehaven i minusgrader med en dreng uden jakke på!
Hun forsøger at tale til sin drengs fornuft, men møder en mur og ender med i vrede bevægelser at tvinge drengen i jakke og sko. Han skriger og sparker og de har det begge to alt, alt for varmt, da de træder ud i kulden.
Hvad er det, vi ikke hører?
Når konflikterne i familien udvikler sig til magtkampe, handler det ofte om, at vi ikke formår at sætte os i børnenes sted og oversætte deres handlinger og ord. I stedet kommer vi til at stå hårdt på vores og derfra misforstår vi let børnenes signaler og opfatter dem som grænsesøgende og trodsige.
Vi bliver let enøjede og ser derfor ikke, hvordan vi selv bidrager til konflikten. Det skaber afstand og på den måde stiger konfliktniveauet i familien.
Når vi ikke kan få det, som vi gerne vil have det, må vi forsøge at forlade vores egen forståelse og forholde os undersøgende ved at spørge:
-”Hvordan kan det være, at du ikke vil have jakken på?”
Havde moren i eksemplet stillet sit barn det spørgsmål, havde det måske svaret, at det ikke frøs. Men det vil han jo komme til på den anden side af døren, tænker du måske? Og det vil han givetvis, men små børn kan sjældent regne ud, at den varme, som de føler i kroppen, vil forsvinde, når de kommer ud i kulden. Den erfaring, er de nødt til at gøre sig, før de er i stand til at lave den kobling, og derfor nytter det sjældent at forklare børn, at de vil komme til at fryse eller blive syge, hvis de ikke tager jakken på.
Så når vi står i entréen med vores børn, der ikke vil have overtøjet på, kan vi spørge os selv, hvad der er vigtigst. At barnet får sit overtøj på – koste hvad det vil? Eller at vi kommer ud af døren med mod på dagen og jakken under armen?
Måske vil barnet allerede have sin jakke på, når det mærker trækket fra den åbne dør. Og måske skal I halvvejs ned til børnehaven. Det kan lyde banalt, men her får barnet gjort sig en erfaring: Når det er vinter, bliver det så koldt, at det er rarest med jakken på.
Når de kommer til den erkendelse, er det vigtigt, at vi ikke siger noget i retningen af:
-”Ja, der kan du se, hvad jeg sagde. Det er nemlig hamrende koldt. Så kan du måske lære at høre efter.”
Sådan kommer vi til at stå vejen for, at barnet kan tage sin erfaring til sig. Det skyldes, at når vi taler sådan til børn, er det både nedladende og provokerende og trodsen vil vokse i dem, og det giver næring til flere oprør og kampe. Samtidig forhindrer vi børnene i at tage deres nye erfaring til sig, fordi al deres opmærksomhed vil rette sig mod det ubehagelige, som vi lige har plantet i dem og imellem os.
Børn tager ikke skade af at fryse lidt. Det er langt hårdere for dem at blive kritiseret, belært og skældt ud. Når vi afholder os fra det og træder lidt i baggrunden, giver vi børnene en chance for at mærke efter og tage tøj af og på efter behov. Sådan lærer de at varetage deres personlige ansvar. Måske er dit barn en lille viking? Eller kuldskær? Men det finder I ikke ud af, hvis det er din indre termostat, I følger.
Det er en holdning, der ikke falder i alles smag, og det er heller ikke den eneste vej gå. Det vigtigste er, hvis vi vælger at sætte vores vilje igennem, at vi ikke krænker barnet. Det undgår vi, når vi står ved, at det er os, der synes, det er vigtigt, at jakken kommer på:
- ”Jeg vil ikke have jakke på.”
- ”Jeg ved godt, at du helst er fri … Men jeg kan ikke holde til at se dig uden jakke, når det er så koldt, derfor vil jeg gerne have, at du får den på.”
På den måde kan vi tage lederskabet på os samtidigt med, at vi har blik for barnets lyst. Det er anerkendelse. For sådan giver vi barnet en oplevelse af at blive taget alvorligt, selvom det ikke får det, som det gerne vil have det.
Læs mere om lederskab uden krænkelser i Drop opdragelsen af Fie Hørby.
