I uge 26 ligner dit barn stort set sig selv, som det vil se ud ved fødslen – bare mindre og tyndere. Andet trimester er ved at være slut, og for mange er det nu, tankerne for alvor begynder at gå mod fødslen.
Dit barn er nu omkring 33–34 centimeter langt og vejer cirka 900 gram. Udseendet er på plads – ansigtstrækkene er tydelige, og øjenbryn og vipper kan ses – men der mangler stadig både fedt og modning. Lungerne, leveren og immunforsvaret skal bruge de kommende måneder på at blive klar til livet udenfor.
Hjernen har vokset sig meget større de seneste uger og har fået flere folder og furer. Det giver plads til flere hjerneceller. Men hjernen er langt fra færdig, når barnet bliver født. Den fortsætter med at udvikle sig gennem hele barndommen, og nogle dele bliver først helt færdige i begyndelsen af 20'erne. Barnets mange medfødte reflekser er allerede på plads, mens de mere avancerede funktioner i hjernebarken først for alvor udvikler sig efter fødslen.
Din krop i uge 26
Mærker du, at maven af og til bliver hård og spændt og så slapper af igen, er det plukkeveer – kroppens måde at øve sig til fødslen på. De er helt normale og kommer uregelmæssigt.
Mange får også mere udflåd i denne del af graviditeten. Det er normalt, og et trusseindlæg kan gøre hverdagen mere behagelig. Ændrer udflådet farve eller lugt, eller klør det, så nævn det for din jordemoder.
Fødselsforberedelse
Nu går du snart ind i graviditetens sidste etape, og det er et godt tidspunkt at forberede sig på fødslen. Mange – især dem, der venter deres første barn – vælger at gå til fødselsforberedelse.
På et kursus bliver du klogere på, hvad der sker i kroppen under fødslen, og hvordan fødslen typisk forløber fra start til slut. I taler om, hvilke muligheder der er for smertelindring, hvad der kan ske, hvis fødslen får brug for hjælp undervejs, og hvordan din partner eller fødselshjælper bedst kan støtte dig. Mange steder kommer I også omkring, hvad der er godt at have med i tasken til fødestedet, og hvordan de første dage med barnet bliver.
Forskning viser, at gravide, der har gået til fødselsforberedelse, generelt er mindre bekymrede og føler sig bedre rustet – både til fødslen og til den første tid derhjemme. Find et forløb nær dig i vores guide til fødselsforberedelse.
Overvejer du at føde hjemme, er det nu, du skal tale med din jordemoder om det.
Kilder: Sundhed.dk, "Graviditetsuge 26" (fosterets udvikling, hjernen og nervesystemet samt fødselsforberedelse). Sundhed.dk, "Graviditetsuge 21" (plukkeveer).