Du er her:min barsel»Gravid uge for uge»Gravid uge 10

Gravid uge 10

I uge 10 skifter embryoet navn til foster. Organerne er nu stort set dannet, og resten af graviditeten handler om, at barnet skal vokse og modnes.

Fosteret er nu omkring 3–4 centimeter langt og vejer cirka 4 gram. Fingre og tæer er skilt ad, svømmehuden er ved at forsvinde, og neglelejerne begynder at dannes. Fosteret bevæger arme og ben og kan sparke og strække sig, men bevægelserne er stadig for små til, at du kan mærke dem.

Din krop i uge 10

For nogle begynder kvalmen så småt at lette nu, men for de fleste aftager den først i løbet af uge 12–16. Hormonerne kan give humørsvingninger, og nogle får urolig hud eller bumser. Det er helt normalt og går som regel over igen.

Din blodmængde stiger med 40–50 % i løbet af graviditeten, og derfor kan du begynde at se dine blodårer tydeligere, især på maven, brysterne og benene. Det er også derfor, Sundhedsstyrelsen anbefaler et jerntilskud fra uge 10. Fortsæt desuden med folsyre frem til uge 12 og D-vitamin gennem hele graviditeten.

Hvor meget tager man på?

Hvor meget du tager på, afhænger især af, hvad du vejede, før du blev gravid. Den danske anbefaling for vægtøgning ud fra dit BMI før graviditeten er:

  • Undervægt (BMI under 18,5): 13–18 kg
  • Normalvægt (BMI 18,5–24,9): 10–15 kg
  • Overvægt (BMI 25–29,9): 8–10 kg
  • Svær overvægt (BMI 30 eller derover): 6–9 kg

Venter du tvillinger, er vægtøgningen naturligt større. Der findes ikke en særskilt dansk anbefaling for tvillinger, så tal med din jordemoder om, hvad der passer til dig.

Vægtøgningen fordeler sig omtrent sådan ved en graviditet med ét barn:

  • Barnet: ca. 3,5 kg
  • Moderkagen: ca. 0,7 kg
  • Fostervandet: ca. 0,8 kg
  • Livmoderen: ca. 1 kg
  • Brysterne: ca. 0,5 kg
  • Øget blodmængde: ca. 1,5 kg
  • Øget væske i kroppen: ca. 1,5 kg
  • Fedtdepoter, som kroppen bruger under amningen: ca. 3–4 kg

Tallene er gennemsnit, og der er stor forskel fra kvinde til kvinde. Spis varieret og bevæg dig, som du har lyst og overskud til – og tal med din jordemoder, hvis du er i tvivl om din vægt.

 

Kilder: Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Sandbjerg-guideline "Den overvægtige gravide", 2017 (anbefalet vægtøgning). Region Nordjylland, instruks "Adipositas og graviditet", 2026. Sundhedsstyrelsen, Anbefalinger for svangreomsorgen (jern, folsyre og D-vitamin). Sundhed.dk (fosterets udvikling og graviditetsgener).

Følg din graviditet

Gravid uge for uge

1. trimester

2. trimester

3. trimester

Terminsberegner

Hvornår har du termin?

Beregningen er vejledende. Din endelige termin fastsættes typisk ved nakkefoldsscanningen omkring uge 12.