Du er her:min barsel»Nyheder»forbrugerrådet Tænk | min barsel
Som forbruger kan det sommetider være noget af en jungle at finde rundt i, hvilke produkter du skal købe, og hvilke du bør undgå, hvis du gerne vil være fri for problematiske stoffer.


Men nu har Forbrugerrådet Tænk med støtte fra Miljøministeriet udviklet og lanceret app’en ”Tjek kemien”, der giver dig mulighed for selv at undersøge, om den vare du vil købe, er fri for de problematiske stoffer. Stofferne findes alle på den såkaldte kandidatliste, der indeholder i alt 155 problematiske stoffer, der er særligt prioriteret i EU.

Stofferne kan alle have en række alvorlige effekter på mennesker.  Nogle er kræftfremkaldende, nogle kan skade ufødte børn mens andre igen har skadelig påvirkning på vandmiljøet. 

Vær med til at bygge databasen op

Hvis varen ikke allerede findes i den database, der er knyttet til app’en skal producenten svare dig som forbruger i løbet af 45 dage. Når svaret er kommet, vil det så blive lagret i databasen og den næste forbruger, der scanner den samme vare, vil få svar i løbet af blot 1 minut. 
 

Derfor handler det om at få scannet så mange varer som overhovedet muligt.

 

Der er siden app’en blev lanceret i starten af april 2014 blevet foretaget knap 60.000 skanninger. Derudover har over 300 virksomheder lagt svar i databasen, hvoraf 75 virksomheder har lagt hele produktserier ind, som dækker over mere end 35 mio. stregkoder. Fx har Brio, Braun, Playmobil og Lego meldt alle deres produkter ind med besked om, at de ikke bruger de problematiske stoffer.
 
Flere end 6.000 forbrugere har fået svar med det samme, når de har scannet et produkt.
 
App’en kan bruges til at tjekke for kemi i elektronik, legetøj, møbler, tekstiler og andre non-food produkter. Du kan ikke tjekke kemien i kosmetik, fødevarer, lægemidler, rengøringsmidler eller lignende ”kemiske” produkter.
 
Dog har du ret til at få at vide om emballagen indeholder nogle af de problematiske stoffer.

  
Læs mere på hjemmesiden tjekkemien.dk eller søg efter Tjek Kemien i Google Play eller AppStore. 

Læs mere om appen her og se hvordan du kan downloade den

 

Udgivet i NYHEDER
onsdag, 29 februar 2012 00:00

Beslag til barnestol dumpet i test

En barnestol til cykler af model Hamax Kiss fra producenten Hamax er dumpet i en test lavet af Forbrugerrådet Tænk fordi en bolt bag på beslaget knækkede. Det er en problematisk fejl da beslagene netop skal sikre, at stolen og dermed barnet ikke falder af cyklen.

Det er 2. gang at Hamax har problemer med beslagene til barnestolene. Da Forbrugerrådet testede cykelstole i 2003, var der de selvsamme problemer med beslagene fra Hamax. 

Hamax har efter testen skiftet beslaget på de cykelstole, der lå på lageret hos den danske importør og tilbyder cykelforhandlere samme mulighed.

Har du en Hamax barnestol af denne model fra 2011 og er du bange for, om beslaget holder, kan du henvende dig til forhandleren og få ombyttet beslaget.

Selve stolen har der ikke være reklamationer på. 

 

Udgivet i NYHEDER

I kampagnen Giftfri Barndom? stiller Forbrugerrådet Tænk skarpt på brugen af hormonkemi og andre problematiske stoffer i produkter, der er særligt henvendt til børn. Men også som både gravid og ammende har du stor gavn og glæde af at vide, hvilke plejeprodukter du kan anvende til dig selv, uden at de udgør en risiko for dig selv eller din baby. - Og det er muligt at lave kosmetik og personlig plejeprodukter uden hormonkemi.                         

Derfor har Forbrugerrådet Tænk lavet en liste over producenter og produkter, der ikke benytter sig af hormonkemi. 
”Listen gør det lettere for forbrugerne at finde frem til produkter, de kan anvende uden at være bekymret for at blive fyldt med potentielt hormonforstyrrende stoffer. Og helt grundlæggende mener vi, at denne slags stoffer overhovedet ikke bør anvendes i kosmetik, som eksempelvis børn eller gravide og ammende kan finde på at smøre på huden,” siger Claus Jørgensen, Seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk. 
Udgivet i NYHEDER
torsdag, 11 februar 2016 11:40

Kørepose trækkes tilbage

Babykørepose af mærket Dania Oxford fra virksomheden Ønskebørn trækkes nu tilbage fordi den indeholder enddog store mængder af ftalatet DEHP. Ftalatet DEHP er en plastikblødgører som er hormonforstyrrende og kan skade forplantningsevnen.

Dania Oxford-køreposen indeholder forbudte mængder af stoffet DEHP i køreposens skridsikre gummi som er blødgjort med ftalatet DEHP. Det viser en ny test fra Forbrugerrådet Tænk. Testen viste, at stoffet fandtes i koncentrationer langt over det tilladte.

DEHP har længe været forbudt i legetøj og babyudstyr i niveauer over 0,1%, og testen viste et indhold på 22% i gummiet uden på køreposen samt 6% i en samlet prøve af blandt andet stof, lynlåsvedhæng og stropper. 

Dania Oxford kørepose indeholder ftalatet DEHPVirksomheden Ønskebørn oplyser, at den med omgående virkning trækker produktet tilbage, og har du køreposen Dania Oxford, kan du henvende dig i forretningen og få pengene tilbage.

 

Er dit barns kørepose blandt de dumpede?

Forbrugerrådet TÆNK's test af kemikalier i kørerposer, kombiposer og bløde lifte er gratis.

Testen viser at 4 ud af de 10 testede køreposer indeholder større mængder uønskede stoffer. Det er køreposerne Voksi Urban, Bongaboo kørepose og Zero2four KlimaGard kørepose. 

Se testen her

Læs også: app guider dig rundt i junglen af skadelig kemi

Udgivet i NYHEDER

Kemiluppen er navnet på en ny, gratis app fra Forbrugerrådet Tænk Kemi, der skal hjælpe forbrugerne med at finde rundt i de uønskede stoffer i de personlige plejeprodukter.

Har du nogensinde tænkt over, om dine personlige plejeprodukter indeholder stoffer, som kan give allergi eller er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende?

Hvis dit svar er ja, er du ikke alene. I Forbrugerrådet Tænk Kemi er man dagligt i kontakt med forbrugere, der vil vide mere om indholdet i for eksempel deres yndlings bodylotion-, læbepomade eller deodorant.

Derfor lancerer man nu en ny, gratis app, som hedder Kemiluppen. Med appen kan forbrugerne let scanne deres personlige plejeprodukter og – i mange tilfælde – med det samme få Forbrugerrådet Tænk Kemis vurdering af indholdet i form af en grøn, gul eller rød kemikolbe. Grøn betyder, at produktet er uden problematiske kemikalier, i ’gule’ produkter skal forbrugeren være opmærksom på for eksempel parfume eller miljøbelastende stoffer, og en rød kemikolbe betyder, at produktet indeholder stoffer, der for eksempel er allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende.

”Det er utroligt vigtigt, at forbrugerne har mulighed for let at kunne finde ud af, hvilke stoffer der er i de produkter, de smører på huden og er i tæt kontakt med i løbet af dagen. De fleste har ikke en chance for at gennemskue de snørklede kemiske navne, der nogle gange dækker over stoffer, der har vist sig at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende,” siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk.

Indeholder 1.500 personlige plejeprodukter

I Kemiluppens database findes næsten 1.500 personlige plejeprodukter lige fra ansigtscreme til babyolier. Og det er vigtigt med en hjælpende hånd til at navigere i de mange indholdsstoffer. Forbrugerrådet Tænk Kemis vurderinger af produkterne viser, at hver fjerde af de vurderede produkter – 377 ud af 1477 – modtager den laveste karakter, en rød kemikolbe.

Denne karakter skyldes indhold af stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, kræft- eller allergifremkaldende.  Stofferne optræder for eksempel på EU’s liste over mistænkte hormonforstyrrende stoffer, Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer eller de norske myndigheders Prioriteringsliste.

Heldigvis er der også mange ’grønne’ produkter, og dem kan Kemiluppen hjælpe forbrugerne med at finde frem til.

”Kemiluppen er et glimrende værktøj til alle forbrugere, der vil vide mere om, hvilke stoffer de kommer i kontakt med gennem deres personlige pleje. Man kan simpelthen scanne produktet med sin mobiltelefon og får i de fleste tilfælde en bedømmelse af indholdet lige med det samme. Er produktet ikke i databasen, kan man med appen sende indholdslisten til tjek hos Forbrugerrådet Tænk Kemis eksperter og få svar lidt senere,” siger Anja Philip.

Indholdsstoffer, der får rød kolbe, er for det meste lovlige at anvende, og det enkelte produkt er ikke farligt i sig selv. Men de uønskede stoffer bidrager til den samlede eksponering. Og da stofferne kan forstærke hinanden kan det for eksempel give hormonforstyrrende effekter.

Hormonforstyrrende stoffer er mistænkt for at forårsage blandt andet lav sædkvalitet hos drenge og tidlig pubertet hos piger.

Appen kan downloades gratis i både App Store og Google Play.

Udgivet i NYHEDER
søndag, 05 januar 2014 00:00

Sikkerhed i hjemmet

Selvom de fleste forældre mener at være opmærksomme på de farer der lurer indenfor hjemmets fire vægge, sker de fleste ulykker stadig i hjemmet.

Forbrugerbladet TÆNK har udformet disse seks trin til sikring af de mest elementære ting:

  • Gå ALDRIG fra barnet i badet og vend aldrig ryggen til barnet, når det ligger på puslebordet.
  • Flyt al medicin og alle rengøringsmidler udenfor barnets rækkevidde 
  • Afskærm trapper, indtil barnet har lært at færdes sikkert på trappen 
  • Tjek, at de elektriske installationer er i orden og sæt pillesikring/blindprop i stikkontakterne 
  • Gå en runde og fjern de ting i børnehøjde, som barnet absolut ikke skal komme i nærheden af (lightere, tændstikker, små batterier, plastposer, cigaretter, små dele, der kan puttes i munden etc.) 
  • Undgå dug på bordet og pas på varme drikke

Der er virkeig mange ting man skal være opmærksom på, ovenstående er kun de mest elementære ting. Du kan evt. finde mange flere områder og få inspiration her

Udgivet i SAMLIV
onsdag, 24 september 2014 00:00

Skal dit barn også have en giftfri barndom?

"Giftfri barndom?" er en kampagne, som Forbrugerrådet Tænk i øjeblikket kører, for at sætte fokus på problematisk kemi i børneprodukter. Forbrugerrådet Tænk vil gerne have kemiske stoffer forbudt, hvis bare de er under mistanke for at være hormonforstyrrende.

 

Du kan finde problematisk kemi i en række produkter henvendt til børn

Er det i orden, at hormonkemi er en del af barndommen? 
 
I dag er det tilladt at benytte kemikalier, selvom de er under mistanke for at have en skadelig påvirkning. Det vil Forbrugerrådet Tænk have forbudt. Især i produkter henvendt til børn, der er mest modtagelige over for disse påvirkninger. Med hjælp fra forbrugerne vil der lægges pres på politikerne for at lave et forbud, og indtil da, vil der blive givet værktøjer, så forbrugerne let kan afkode, om der er problematisk kemi i deres produkter.

 

Problematisk kemi i bamser

Forbrugerrådet Tænk har i samarbejde med det norske Forbrukerrådet testet bamser for problematisk kemi. Det sker i forbindelse med kampagnen Giftfri barndom?, som sætter fokus på kemien i børneprodukter.
 
I 6 ud af 17 bamser var der små rester af nonylphenolethoxylater, som kan være hormonforstyrrende. Selvom mængden af stofferne var begrænset, så Forbrugerrådet Tænk helst stofferne fjernet helt fra produkter henvendt til børn.
Udgivet i SUNDHED
onsdag, 29 februar 2012 00:00

Vådservietter under lup igen

Forbrugerrådet TÆNK har netop offentliggjort en test med 25 forskellige slags vådservietter på det danske marked og finder producenternes lovprisninger misvisende.

Flere af produkterne har f.eks. påtrykt tekst med ordene "milde som vand", "dermatologisk testet", "med beroligende kamille" osv, og det giver altså et indtryk af, at servietterne er uproblematiske at anvende. 

Men der er desværre ingen specifikke kriterier til betegnelsen "dermatologisk testet" og kamille er blomsterpollen som kan øge risikoen for allergi og selv de mildeste vådservietter indeholder konserveringsmidler og rengørende og fugtgivende stoffer.

Vådservietterne var indkøbt i supermarkeder, helsekostbutikker, på apoteker og i Matas-butikker.

Ud af 25 indeholder 6 problematiske stoffer i form af parfume og allergifremkaldende stoffer, eller hormonforstyrrende stoffer som f.eks. parabener. 

10 af produkterne har en Astma-Allergimærkning, 12 af produkterne er svanemærket. Et enkelt produkt er mærket "Ecocert", der er et økologimærke.

Vær opmærksom på, at det ikke anbefales at bruge vådservietter til hverdag, men kun hvis du ikke har mulighed for at komme i nærheden af rent vand.

Brug istedet engangssvampe, vatrondeller eller engangsklude og rent vand. 

Hvis du køber vådservietter tænk over, at købe et produkt der er miljø- og astma-allergimærker. Det er din sikkerhed for at vådservietterne er uden problematiske indholdsstoffer.

 

Udgivet i NYHEDER
Hormonforstyrrende stoffer er overalt i vores hverdag og findes i alt lige fra bagepapir til møbler. Ikke overraskende viser en Gallup undersøgelse at danskerne vil have hormonforstyrrende stoffer ud af dagligdagen.

De er alle vegne, de hormonforstyrrende stoffer: De er i dine pizzabakker, din mad-embalage og dit madpapir, i ungernes legetøj, i møbler, i rengøringsmidler, i dine cremer og din make-up. Men nu har danskerne fået nok og vil have de hormonforstyrrende stoffer af hylderne. 

Det drejer sig om ialt 564 såkaldte hormonforstyrrende stoffer, der mistænkes for at være kræftfremkaldende og forringe fertiliteten både hos mænd og kvinder. 

Forbrugerrådet Tænks formand, Anja Philip mener, at vi er i gang med et stort menneskeligt eksperiment med brugen af så mange af de  hormonforstyrrende stoffer. Et eksperiment, som i længden kan betyde, at vi ikke kan overleve, fordi vi ikke længere kan få børn. 

Deodoranter uden hormonforstyrrende stoffer
 

Senest har forskere på Odense Børnekohorte og Syddansk Universitet fundet frem til, at to hormonforstyrrende stoffer i kroppen hos gravide kvinder øger risikoen for abort helt op til 16 gange. 
 
Udfra Gallup-undersøgelsen mener danskerne, at Danmark skal gå foran og forbyde de hormonforstyrrende stoffer. Ifølge en meningsmåling som Gallup har lavet er over 65 procent for, at Danmark ikke bør afvente fælles EU-regler, mens andre 24,1 procent svarer, at de er overvejende enige.
 

Den bedste beskyttelse får vi med et EU-forbud, fordi langt størstedelen af de varer, som vi køber, er produceret uden for Danmarks grænser. 

Cremer og shampoo uden hormonforstyrrende stoffer


Læs også: Bliv gravid - Sådan styrker du din fertilitet

Kilde: Danskerne vil have nationalt forbud mod hormonkemi

Udgivet i NYHEDER