Forbrugerrådet TÆNK har netop offentliggjort en test med 25 forskellige slags vådservietter på det danske marked og finder producenternes lovprisninger misvisende.
Flere af produkterne har f.eks. påtrykt tekst med ordene "milde som vand", "dermatologisk testet", "med beroligende kamille" osv, og det giver altså et indtryk af, at servietterne er uproblematiske at anvende.
Men der er desværre ingen specifikke kriterier til betegnelsen "dermatologisk testet" og kamille er blomsterpollen som kan øge risikoen for allergi og selv de mildeste vådservietter indeholder konserveringsmidler og rengørende og fugtgivende stoffer.
Vådservietterne var indkøbt i supermarkeder, helsekostbutikker, på apoteker og i Matas-butikker.
Ud af 25 indeholder 6 problematiske stoffer i form af parfume og allergifremkaldende stoffer, eller hormonforstyrrende stoffer som f.eks. parabener.
10 af produkterne har en Astma-Allergimærkning, 12 af produkterne er svanemærket. Et enkelt produkt er mærket "Ecocert", der er et økologimærke.
Vær opmærksom på, at det ikke anbefales at bruge vådservietter til hverdag, men kun hvis du ikke har mulighed for at komme i nærheden af rent vand.
Brug istedet engangssvampe, vatrondeller eller engangsklude og rent vand.
Hvis du køber vådservietter tænk over, at købe et produkt der er miljø- og astma-allergimærker. Det er din sikkerhed for at vådservietterne er uden problematiske indholdsstoffer.