Makrel i tomat, majs, øl og sodavand, puré og flåede tomater. Danskerne har mange favoritter når det kommer til dåsemad. Men som det er idag er det umuligt at se på dåserne om de indeholder det hormonforstyrrende stof Bisphenol A.
Bisphenol A blev for flere år siden forbudt i produkter til babyer og helt små børn, men det er ikke forbudt i den lak, der anvendes i almindelig dåsemad og det på trods af, at stoffet Bisphenol A især anses som værende skadeligt for gravide, børn samt for mænds sædkvalitet.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen(V) vil imidlertid afvente, at EU tager stilling til, hvorvidt Bisphenol A skal ulovliggøres, men ifølge Christian Poll(Å) er det ikke at udvise tilstrækkelig rettidig omhu:
"Det er i mine øjne besynderligt, at Fødevareministeren anbefaler gravide at styre uden om den farlige dåsemad – samtidig med, at hun hverken vil ulovliggøre Bisphenol A eller særligt markere de farlige dåser. Hvordan skal de så styre uden om?" spørger han og fortsætter:
"Overordnet set er det en helt besynderligt situation, at vi markerer den mad, der ikke er skadelig for os, mens fødevarer, der beviseligt er til skade for os, fremstår umarkerede. Det burde jo være fuldstændig omvendt. Vi skal da alle kunne have en rimelig forventning om, at den mad og drikke, der står på hylderne i supermarkedet, er sikker for os og vore børn at putte i munden."
Sutteflasker fra gumlo.dk, der er solgt efter det blev ulovligt at sælge sutteflasker der indeholder bisphenol A, mistænkes for at være hormonforstyrrende.
Virksomhedens "sutteflasker med eget navn" (i størrelserne 125 ml og 250 ml) er fremstillet af polycarbonatplast og indeholder bisphenol A, der mistænkes for at være hormonforstyrrende. Sutteflaskerne er solgt efter 1/7 2010, hvor det blev ulovligt at sælge plastsutteflasker der indeholder bisphenol A.
Undersøgelser på rotter viser en forringet indlæringsevne ved optagelse af bisphenol A. Fødevarestyrelsen oplyser, at der endnu ikke er påvist en fuldt ud dokumenteret risiko efter lang tids påvirkning.
Risikoen for optagelse af bisphenol A, er størst fra gamle og slidte sutteflasker.
På hjemmesiden gumlo.dk reklamerer virksomheden stadig med, at alle sutter og flasker er "100 % bisphenol A fri"
Lena Hansen fra Fødevarerstyrelsen, udtaler til Ritzau "Det har stået der længe, og når det drejer sig om sutteflaskerne, så holder det ikke".
"Firmaet kan dog stadig nå at besinde sig. Vi havde gerne set, at det selv havde trukket sutteflaskerne tilbage, men nu opfordrer vi forbrugere til enten at kassere dem eller returnere dem til Gumlo," siger Lena Hansen
Fødevarestyrelsen vil tage stilling til, om virksomheden skal straffes med bøde, og om sutteflaskerne skal beslaglægges.
Læs også: Bliv gravid - Sådan styrker du din fertilitet