Du er her:min barsel»Nyheder»offentlige køkkener | min barsel

88% af de tonsvis af madvarer, som laves til måltider i Københavns offentlige køkkener var i 2015 økologiske. Det tal sætter kommunen på en klar førsteplads på verdensplan, for kommunens målsætning om at; 90% af al offentlig bespisning skal være økologisk, er langt foran krav i andre lande. Denne målsætning er nu næsten opnået, til borgmesterens store glæde, men byrådsmedlem og ordfører på området, Caroline Stage (V), vil af med kravet.

Går dit barn i institution med bespisning i Københavns kommune, så er kosten tæt på 90% økologisk.

Siden 2007, hvor økologien kun udgjorde 50%, har kommunen satset på uddannelse af køkkenpersonale i mindre madspild, flere grønsager og i at lave mad fra bunden. Når køkkenpersonalet selv bager brød, parterer kød, laver pålæg, bruger rester og bruger langt flere grønsager, spares der nemlig så mange penge på madbudgettet, at der kan anvendes stort set udelukkende økologiske madvarer, uden at det koster så meget som en krone mere end før.

Køkkenleder og kok Line Baasch fra institutionen Den Grønne Kastanje i København forklarer, at de gamle vaner med at købe færdigproduceret og færdighakket mad og grønt i store plastikspande både er økonomisk og sundhedsmæssigt dyrt. Hun og hendes mange kolleger i København, som bærer æren for at 90% af maden i københavnske institutioner er økologisk, er glade for, at København går forrest i kampen om bedre mad. Både for borgerne og for miljøet – og altså også for økonomien og arbejdsglæden.

Udgivet i NYHEDER