Angsten for at stå udenfor
Det er jo sjovt at opleve, hvordan vi mennesker indretter os meget efter det fællesskab, som vi er en del af og viser den side af os selv, der passer ind. Vi vil for alt i verden ikke falde udenfor og stå alene. Det er sådan, vi mennesker er. Det har en stor overlevelsesmæssig værdi, at vi er med i ”hulen”.Tænk bare på dit barn, da det lige kom ud helt sårbar og fuldstændigt afhængig af din omsorg og pleje. Vi er simpelthen indrettede til at indgå i fællesskaber med relationer til andre mennesker. Uden det klarer vi den ikke!
Men den angst, der er forbundet med tanken om at blive ekskluderet, kan skabe en stor afstand imellem os mennesker, netop fordi vi så nøje udvælger, hvad vi viser om os selv og til hvem. Og i den afstand ligger der en enorm kilde til ensomhed.
At være sammen alene
Prøv at tænke tilbage på en situation, hvor du var sammen med mange mennesker, men slet ikke følte dig som en del af det der foregik. Slet ikke en rar situation, vel?Måske har du en snert af dette, når du f.eks. mødes med de andre mødre i mødregruppen? Måske holder du på dig selv og tør ikke rigtigt komme frem med, hvordan du egentligt har det?
Hvordan du ikke helt er så overbevist om, at det her mor-halløj er noget for dig?
Måske okser du rundt og rydde op og gør rent, inden du skal have besøg af mødregruppen, fordi du ikke kan holde ud, hvis de skulle tænke om dig, at du ikke har styr på det?
Måske fortæller du ikke, at du og din mand simpelthen er lige ved at rive hovederne af hinanden, simpelthen fordi I er så udmattede?
Når vi gemmer os selv, og det vi har på hjertet væk, så er det min erfaring, at du dels vil opleve, at dine tanker forværres og stikker af med dig, og at du også vil opleve, at din kontakt til andre bliver på overfladen.
Perfektionismen taber, hvis du tør
Men hvorfor er det, vi gemmer os væk og ikke bare står ved dem, vi er med både l*rt og lagkage?Jeg oplever, at mange af os kvinder er drevet af en fuldstændigt altædende, drænende og omsiggribende perfektionisme…. Ej, lad os kalder den, hvad den er: en indre slavepisker, der fortæller os, at vi kun er gode nok, hvis vi er fejlfri.
Hvis der ikke er en finger at sætte på os… men ved du hvad? Det er simpelthen et meget hårdt liv at leve.
Jeg ved det, for jeg har selv været der, hvor min indre slavepisker havde alt for meget plads.
Vejen videre
Overdreven perfektionisme dækker ofte over en stor indre ængstelighed og usikkerhed. Prøv at tillad dig selv at lytte efter, hvad der driver din perfektionisme? Hvad ligger der bag?Bagsiden af perfektionismen er ofte en meget stor indre selvkritik, der vælter frem, når det ikke lykkes dig at leve op til din egen høje standard.
Hvis du har tanker om, at du kun er god nok, hvis du præsterer perfekt, så tror jeg, at perfektionismen har et kraftigt tag i dig.
Så første skridt er at blive bevidst om dine indre kritiske tanker om dig selv, så de ikke styrer dig.
Du kan lave en liste med alle de kritiske ting, du fortæller dig selv.
Erstat kritikken med venlig og mere realistiske ord om dig selv (sig dem gerne højt foran spejlet). Prøv at tænk om dig selv, som du tænker om en nær veninde
Øv dig og vær tålmodig med dig selv – bær over, når det ikke lykkes dig at være venlig overfor dig selv.
Find en, der kan støtte dig i processen: din mand, en ven/veninde
Hvis selvkritikken er sejlivet og den gang på gang vælter dig, kan det være gavnligt at kontakte en terapeut, så du kan få kigget på, hvor selvkritikken kommer fra.
Har du f.eks. haft meget kritiske omsorgspersoner i dit liv, da du var barn?
Har du fået tillagt et alt for stort ansvar, da du var barn?
Det kan være her selvkritikken har sin rod.
Hvis du gerne vil starte på at arbejde med din perfektionisme og gerne vil blive bedre til at stå ved dig selv med alt det, du er, så prøv at tage et lille skridt i retning af at ”afsløre” din uperfekthed.
Jeg ved godt, at det kan være temmelig angstprovokerende, men der er ingen anden vej end at se angsten i øjnene og gøre det alligevel!
Hvem tager det første skridt?
Jeg oplever meget ofte, at min egen åbenhed i de fællesskaber, jeg er en del af, skaber en åbenhed hos andre. Når jeg tør være den, der tager det første skridt og fortæller, at jeg er ved at gå til i vasketøj, og at jeg den anden dag kom til at råbe alt for højt af min datter, så dukker modet op hos de andre.Jeg siger ikke, at du skal gå rundt og åbne op for Gud og hver mand, men prøv at åbne lidt mere op om dig selv og dine ”grimme” sider i de fællesskaber, der betyde noget for dig. De sider du ikke lige går rundt og flasher på Instragram og Facebook.
Jeg vil væde med, at du vil blive positivt overrasket over den ærlighed, som du vil blive mødt af, og det skaber nærhed og oplevelse af fællesskab!
Hvem ved, måske vil du endda opdage, at perfektionisme og selvkritik er et meget almindeligt fænomen hos os mennesker. Og hvis der er noget perfektionisme slet ikke bryder sig om, så er det at komme frem i lyset!
Så vær modig og tag det første skridt!
