Du er her:min barsel»Nyheder»Folketinget har afsluttet behandling af borgerforslag om efterfødselsindsatsen
fredag, 20 februar 2026

Folketinget har afsluttet behandling af borgerforslag om efterfødselsindsatsen

Skrevet af 

Borgerforslaget "Bedre fødsler", om blandt andet landsdækkende efterfødselsklinikker, har nu været behandlet politisk. Et enigt Sundhedsudvalg bakker op om et bredt eftersyn af hele efterfødselsområdet.


Folketinget har nu afsluttet behandlingen af borgerforslaget om landsdækkende efterfødselsklinikker for alle kvinder. Det er sket, efter at Sundhedsudvalget har afgivet en beretning i sagen.

Kernen i borgerforslaget er et ønske om landsdækkende efterfødselsklinikker, ud fra devisen, at alle kvinder har ret til kompetent og specialiseret behandling efter fødslen. Uddrag af borgerforslaget: 

"Kvinder skal have ret til et specialiseret sundhedstilbud efter fødslen.

Og det skal ikke være afhængigt af, hvilken kommune de bor i, om de har privat sundhedsforsikring, og om de har økonomi til selv at finansiere hjælpen.

Derfor bør der oprettes landsdækkende regionale efterfødselsklinikker, hvor alle nybagte mødre bliver indkaldt til en efterfødselssamtale, et efterfødselstjek og specialiseret vejledning. Her vil de blive mødt af specialiseret personale som gynækologisk, obstetriske fysioterapeuter og jordemødre, der undersøger dem, vejleder dem i relevante tiltag, følger op på psykisk trivsel, og som kan sende dem videre til både genoptræning og specialiserede læger, hvis det er nødvendigt". 

Læs også: Folketinget debatterer forslag om landsdækkende efterfødselsklinikker

Efter at have opnået de nødvendige 50.000 underskrifter blev det fremsat som beslutningsforslag i Folketinget den 8. oktober 2025 og førstebehandlet i december samme år. Med beretningen fra februar 2026 er den politiske behandling nu afsluttet i denne omgang.

Et enigt udvalg bakker op om, at indenrigs- og sundhedsministeren vil igangsætte et samlet eftersyn af efterfødselsområdet. Det betyder, at fokus ikke kun vil være på etablering af efterfødselsklinikker, men også på andre former for opfølgning og støtte efter fødslen.

Eftersynet skal blandt andet inddrage erfaringer med bristningsambulatorier i Region Hovedstaden, fx på Herlev Hospital, Hvidovre Hospital og Rigshospitalet, automatisk indkaldelse til opfølgning efter fødsler, efterfødselsopfølgning fra 8 uger til 18 måneder efter fødsel i Københavns Kommune, brug af gynobs-fysioterapeuter i efterfødselsforløb, 8-ugersundersøgelsen hos egen læge samt efterfødselsforløb i Sverige.

Når eftersynet foreligger, vil ministeren indkalde Folketingets partier til forhandlinger om næste skridt. 

Hele beretningen kan læses her: www.ft.dk/ripdf/samling/20251/beslutningsforslag/b7/20251_b7_beretning.pdf

 

 

Kilde: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-20316