Min Barsel

Spørg jordemoderen, barselsregler, aktikler, graviditetskalender og meget mere
Du er her:min barsel»Artikler»Samliv»At få barn nr 2 - kan jeg elske det nok

At få barn nr 2 - kan jeg elske det nok

Skrevet af 

Så der står du. Betragter din tumling, som aser og maser for at få fødder og ben til at samarbejde om at komme op ad trappen til rutsjebanen igen og igen. Du smiler over ihærdigheden og den uforbeholdne appetit på livet. Og tanken melder sig igen: Burde vi ikke producere endnu et af den slags små tillidsfulde væsener?

Den ene del af dig har lyst til bare at råbe ”JO!”. Men en anden del af dig er lidt mere forbeholden.

 -  Er det nu også en god ide?
 -  Orker vi at vente tre år mere på at komme til at sove igen?
 -  Vi har der jo lige så godt, os tre. Er det ikke dumt at sætte det over styr?

En tanke og tvivl der helt sikkert også melder sig er:
 -  Jeg elsker det lille væsen dér fuldstændig absurdt meget. Hvordan skal jeg nogensinde komme til at elske et andet barn på samme niveau? Hvad nu hvis jeg ikke kommer til at at have kærlighed nok til et barn mere? Det villle da være helt unfair, og er det så en god ide?

Jeg tror ikke jeg har mødt en eneste kvinde, der ikke har mærket tvivlen i større eller mindre grad. Kan jeg elske et barn mere lige så højt? Har jeg kærlighed nok?

Selvom vi med vores fornuft godt ved, at det nok godt kan lade sig gøre på et nogenlunde rimeligt niveau, så er det som om fornuften ikke helt kan dæmpe den lille stemme, der bliver ved med at spørge undrende og lidt nervøst.

En del nybagte andengangsmødre bliver også forskrækkede, når den ultimative kærlighed til nummer to ikke indfinder sig i det sekund, det lille fedtede barn lander på brystet. En del mødre fortæller (langt senere), at de i det øjeblik, hvor de følte, at de burde blive øjeblikkeligt forelskede i det lille nye væsen, faktisk mere var opfyldt at bekymrede tanker og følelser a la ”Åh nej, hvad nu med storesøster/storebror – bliver det her overhovedet fedt for ham?

En del skammer sig over de følelser, og synes ikke de kan dele dem med nogen. Det kommer til at smage af ikke at være en ”rigtig mor”, hvis man nu ikke elsker sit barn fra første sekund. For det gør en rigtig mor da, gør hun ikke? Og skulle vi så overhovedet have fået det barn?

Kære mødre, skuldrene ned. Alt det jeg lige har beskrevet er bimlende normalt.

Det har været sådan for tusindvis af kvinder gennem tiden. Det er normalt at være i tvivl. Det er normalt at vælge at blive gravid, selvom man ikke er 100% sikker på, at det udelukkende er en god ide. Det er normalt, at den store kærlighed til det nye barn ikke vælter ned fra himlen med det samme. Det er normalt. Helt, helt normalt. Og det har intet at gøre med, om man er en god eller dårlig mor.

Kærlighed er en proces. Den vokser over tid. Og den får nuancer og forstærkes i takt med, at vi bruger tid og skaber erfaringer og historie sammen.

Når man tænker lidt nærmere over det, er der egentlig ikke det mindste mærkelige i, at du selvfølgelig elsker det barn du kender og har spenderet bunkevis af timer sammen med, - dybere og mere nuanceret, end det lille nye væsen, du først lige har mødt.

Instinkterne er på plads, og du ved, at du skal passe på det. At det er dit barn og din opgave at tage vare på det.

Men I kender slet ikke hinanden endnu. Og derfor har kærligheden slet ikke udfoldet sig endnu. Det skal den nok gøre. I sit eget tempo og i takt med at I lærer hinanden at kende. Dag for dag vil du lære barnets lyde, reaktioner, præferencer, særheder, rytmer osv at kende, og pludselig vil du opdage, at kærligheden har sneget sig ind på jer og begynder at omslutte jer.

Den proces har haft mere tid og plads i relationen til dit store barn. Af den ene grund at jeres historie er længere.

Så ja, der vil være forskel i den måde, du oplever kærligheden til dine børn på. For du kender det ene barn bedre end det andet, og I har en længere historie sammen. Og derudover er dine børn forskellige, så jeres relationer er forskellige, og derfor udfolder kærligheden mellem jer sig forskelligt.

Men det har ikke noget at gøre med, om der er kærlighed nok, om du elsker (godt) nok, eller om du er en god mor.

Det opleves blot forskelligt for dig, fordi der er tale om to forskellige børn, to forskellige personligheder, to forskellige historer og to forskellige livsløb.

Den forskel mærker du, fordi du er skabt som et indfølende, nærværende og fleksibelt væsen – og ikke en maskine der leverer det samme output, når nogen trykker på knappen ”barn”.

Det er, når vi begynder at forveksle forskelligt og nuanceret med mere/mindre og ikke nok, at tvivlen kan få plads, og vi kan få viklet os selv ind i et sammensurium at smertelige overbevisninger om, at vi ikke elsker nok og måske slet ikke egner os til at være mødre.

Sådan er det, når noget er tabubelagt. Det bliver ensomt og skamfuldt og svært at snakke om. Og der er masser af tabu knyttet til det at elske sine børn forskelligt - hvilket er paradoksalt, for det er ganske normalt. Alle oplever det i større eller mindre grad. Det er bare meget få, der tør sige det højt.

Så nu siger jeg det. Højt og klart: Vi elsker vores børn forskelligt – for de er forskellige og vores historie med dem er forskellig. Det er helt naturligt, og det har intet at gøre med, om vi elsker nok eller er gode forældre. Kærligheden er en proces og den vokser over tid og i takt med den næring den får.

Så hvor stiller det dig nu?
Gør det beslutningen om barn nr to nemmere?

Det er ikke nogen hverken nem eller rationel beslutning, for der er mange faktorer på spil. Lyst, hormoner og fornuft i skøn sammenblanding, for bare at nævne nogen af dem.

Men hvis det, der har fyldt og forvirret dig, er frygten for om du kan elske dit næste barn nok og lige lige så meget, som du allerede elsker dit første, så håber jeg, at du nu kan hvile lidt mere i, at der er kærlighed nok til alle, og at den udfolder sig præcis som den skal, når den skal.


Skrevet af