Efter det for nylig er blevet muligt at måle indholdet af B12-vitamin i modermælk viser et ph.d.-projekt fra Aarhus Universitet, at modermælk efter al sandsynlighed ikke dækker barnets behov for B12-vitamin efter barnet er fyldt fire måneder.
Vitamin B12 er blandt andet afgørende for celledeling, nervesystemets funktion og dannelsen af røde blodlegemer og særligt hos spædbørn er vitaminet vigtigt, da mangel på B12-vitamin i yderste konsekvens kan hæmme både fysisk og mental vækst og give nerveskader.
Molekylærbiolog og ph.d.-studerende Eva Greibe, som står bag studiet, kender ikke årsagen til, at indholdet af B12 i modermælken falder i løbet af barnets første måneder.
Hun peger på, at det kan være hormonelt, eller naturens måde at få barnet til at spise mere. "Vi ved heller ikke, om det skader børnene, hvis de udelukkende får modermælk, indtil de er seks måneder", siger Eva Greibe og tilføjer: "Vi synes bestemt også, kvinderne skal blive ved at amme, men vi mener, at man bør overveje, om man skal indføre et supplement af almindelig mad eller modermælkserstatning, der indeholder meget B12, når børnene når til tre-firemåneders alderen".
Det er ikke kun indholdet af Vitamin B12, der falder i modermælken fra 4 måneders-alderen, men også jern, kobber, natrium, kalium og zink. Forskningen udfordrer den generelle opfattelse af, at modermælk er alt, hvad barnet behøver frem til seksmåneders-alderen.
Sundhedsstyrelsen ønsker ikke at udtale sig, før der er forsket mere i sagen.