Alle, der har små børn, babysikrer deres hus i et eller andet omfang og du vil sikkert have brugt mange timer på nettet, for at finde den mest sikre autostol eller den mest ergonomiske højstol. Alt dette gør vi forældre gladeligt, fordi vi gerne vil forsøge at sikre os mod, at vores børn tager skade, eller at vi på nogen måde hindrer deres optimale udvikling.
Det fungerer helt på samme måde i forhold til at sikre, at dit barn udvikler sig følelsesmæssigt og bliver et modent, selvstændigt individ. Her er der flere ting, der direkte skader eller hæmmer denne udvikling, såvel som der er ting, der sikrer, at udviklingen får lov at blomstre.
I denne artikel nævner jeg nogen af de værste myter i forhold til følelsesmæssig udvikling og hvad du i stedet kan gøre.
Myter der modarbejder følelsesmæssig udvikling
Myte 1: ”Dit barn manipulerer dig og derfor skal du tidligt i barnets liv vise, hvem der bestemmer.”
Det er ikke korrekt. Det kræver en veludviklet hjerne at kunne manipulere, fordi du skal kunne sætte dig i en andens sted, udregne dennes behov og sårbarheder og bruge disse imod personen, og det kan et lille barn ikke (og selv hvis det større barn over syv år udviser manipulerende adfærd, handler det typisk om, at han eller hun har oplevet, at det er farligt at udtrykke egne behov, og derfor føler sig tvunget til at forsøge at opfylde legitime behov på andre måder). Det eneste et lille barn kan, er at udtrykke sine behov, så snart de opstår. Det er evolutionært smart, for det sikrer barnets overlevelse.
Et barn, der ikke kan udtrykke behov som sult, kulde og behov for fysisk kontakt via f.eks. gråd, ville hurtigt dø.
Hvis du tror, at et lille barn kan manipulere, kan du komme til at forlade et grædende barn, eller du kan komme til at undlade at gå ind til et grædende barn, og disse situationer vil påvirke barnets følelsesmæssige udvikling negativt.
Gråden er ofte dit lille barns eneste måde at kommunikere sine behov til dig på, og hvis du kommer til at misforstå denne legitime kommunikation som manipulation, hvor du undlader at reagere, tvinges dit barn ud i en tilstand af magtesløshed, som han eller hun hverken kan håndtere eller regulere. Det skaber en stressbelastning i barnets hjerne og nervesystem, som hæmmer den følelsesmæssige udvikling.
Dette kan du gøre:
Vær lydhør over for dit barns behov og vid, at der altid er en legitim årsag bag f.eks. mange opvågninger og anden krævende adfærd.
Det kan være udviklings- og/eller aldersbetinget, at barnet er overstimuleret, stresset eller utryg, eller at barnet måske bakser med et tidligt traume. Dit barn forsøger aldrig at manipulere dig, det er en fejltolkning af børns adfærd, som desværre er gået i arv i generationer, men som heldigvis er blevet tilbagevist via neurologisk og udviklingspsykologisk forskning.
Myte 2: ”Det er nødvendigt at søvntræne dit barn”.
Det er ikke korrekt. Årsagen til, at søvntræning har været så populært i mange generationer, er primært fordi vi voksne gerne vil have at barnet sover på et bestemt tidspunkt, og helst uden at vi skal være involverede. Men det at lære at falde i søvn selv, er noget, der udvikler sig naturligt hos mennesket, det er en naturlig del af det at modnes, men det tager meget længere tid, end vi tror.
Grundet denne myte kan du derfor komme til at forsøge at tvinge et lille barn til at falde i søvn selv, hvor barnet slet ikke er klar til det. For barnet har stadig en hjerne og et nervesystem, der langt fra er færdigudviklede og barnet, afhængig af individuelle forskelle, vil typisk efterspørge dit nærvær ved puttetid til han eller hun er mellem 6 – 8 år (og i nogle situationer længere, også afhængig af om der har været stressende omstændigheder i familien som f.eks. skilsmisse, dødsfald mm.).
Problemet med søvntræning i forhold til følelsesmæssig udvikling er, at det at negligere barnets behov for tryghed og nærvær ved putning vil ramme tilknytning negativt. Du kommer til at bruge tilknytning mod barnet, når du enten truer med at forlade barnet, eller reelt set går, i dit forsøg på at tvinge ham eller hende til at falde i søvn selv.
Dette kan du gøre:
Drop alle former for søvntræning og brug puttetiden til at være sammen med dit barn, læse bog, sludre eller håndtere dagens sidste konflikt (ligger der følelsesrester fra dagen og ulmer i dit barn, vil de komme op ved puttetid, fordi de sætter sig som stress i kroppen, der skal reguleres inden søvn overhovedet er muligt).
Det kan lyde som en stor opgave i så mange år, men du vil sikkert opleve, at det på mange måder gør tingene nemmere.
Et barn, der aldrig har oplevet at blive forladt ved puttetid og som aldrig er blevet afkrævet at falde i søvn selv, før han eller hun er klar til det, sover generelt set ret hurtigt. Og som gevinst har du muligheden for at sikre, at I som familie altid afslutter dagen kærligt, uanset hvor meget kaos eller hvor lidt samvær, dagen har budt på. Se det som en solid, langsigtet investering i din relation til dit barn.
Myte 3: ”Det er nødvendigt at sætte hårde grænser og bruge f.eks. time-out for at sikre, at børn opfører sig ordentligt”.
Det er ikke korrekt. Time-out er reelt set bare en videreudvikling af skammekrogen, som måske synes at virke rent adfærdspsykologisk (”dit barn gjorde noget, du ikke ville have, barnet blev sendt på værelset for lidt senere slukøret at komme ud og sige undskyld”), men det gør ikke noget godt for barnets følelsesmæssige udvikling.
For det første er det en skidt måde at lære konflikthåndtering på. Som voksen kan dit barn ikke sende sin partner alle dem, han eller hun er uenige med, på værelset, men er tvunget til at skulle håndtere konflikter på langt mere nuancerede måder.
En anden ting er, at der er mange årsager til, at børn opfører sig på uønskede måder, hvor vi ofte misforstår årsagerne, fordi vi ikke har lært nok om hvordan følelser, umødte behov og stress fungerer.
Problemet med time-out er derfor, at du typisk vil komme til at sende dit barn på værelset i situationer, hvor han eller hun bakser med legitime, følelsesmæssige udfordringer, der bare kommer lidt uhensigtsmæssigt ud (hvilket er naturligt – at mestre stærke følelser tager mange år at lære, og langt de fleste af os voksne bakser stadig med det).
Et barn kan ikke regulere følelser eller stress i isolation, den proces er afhængig af hjælp fra en moden voksen.
Barnet, der kommer og siger undskyld, har derfor ikke fået reguleret sine følelser, eller fået håndteret de umødte behov, der ofte ligger lige under overfladen, men kommer udelukkende for at forsøge at sikre relationen til dig, fordi barnet ved, at han eller hun er dybt afhængig af den relation. Men det betyder, at du er kommet til at lægge tilknytningsansvaret over på dit barn, hvilket er et alt for stort ansvar for barnet at bære, og det vil både påvirke din relation til barnet, såvel som den følelsesmæssige udvikling negativt.
Evolutionært set, er det meningen, at det ældste og mest modne menneske skal bære tilknytningsansvaret, da det sikrer, at næste generation bliver i stand til at gøre det samme for deres egne børn. Det er en af evolutionens geniale måder at sikre fremtiden på, og vi får i den grad lov til at mærke, at vi er på afveje, når vi kommer til at gå imod evolutionen ved at placerer tilknytningsansvaret det forkerte sted.
Dette kan du gøre:
Når dit barn gør noget, du ikke vil have, så vid at alle tilstande trækker sig igen.
Du er den modne af jer to og dit barn er dybt afhængig af, at du holder hovedet koldt og hjertet varmt og hjælper ham eller hende gennem følelserne og videre over i sorgen.
Der er altid sorg gemt under vrede og raseri, men for at regulere følelserne og få hjerne og nervesystem til at fungere optimalt igen, skal vreden trække sig og sorgen og gråden få lov at komme op, hvor den sidste del ideelt set får lov til at udfolde sig i dine kærlige, ikke-dømmende arme.
Det samme gør sig gældende de gange, hvor du som forælder ikke har formået at være rolig og ikke-dømmende overfor dit barn (der havner vi alle til tider).
Dit barn kan sagtens holde til, at du ryger der ud engang imellem, men kan ikke holde til, at du ikke tager ansvar for det. Ansvarsbyrden består i, at det er dig som forælder, der skal sørge for at genetablere tilknytning og tryghed efter en konflikt. Det er aldrig barnets ansvar.
