Tvivl om faderskab Besvaret

Hej Sophia, 

Jeg skriver til dig, da jeg er 8+5 uger henne i følge tidlig scanning. 
jeg er dog helt ulykkelig da jeg er i tvivl om hvem faren er. Jeg mener at have en normal cyklus, dog bløder jeg kun 3 dage i min menstruationsperiode. Jeg har fast kæreste men lavede et sidespring den 5. Juni 2020. Og jeg er meget interesseret i at det ikke er mit sidespring som er far til barnet. Jeg har prøvet at læse mig frem til det korrekte, men det eneste der er sket er at jeg er blevet endnu mere forvirret og i tvivl.

hvis ikke at min kæreste er far til barnet skal det fjernes, men det begynder at blive lidt tidspresset. Jeg har bestilt en faderskabstest (ved mundskrab fra sidespringet, men jeg kan ikke nå at få svar inden fristen for abort udløber) 

jeg ved ikke hvad jeg skal stille op

 •  Spurgt 3 år siden  •  af Vindevoghel

1  Svar

Kæreste du 
 
Tak for din mail herinde.
Selvom jeg ikke er inde i din krop nu, eller på nogen måde kan vide, hvordan du har det, så er jeg med dig lige midt i det hele og håber mine ord her vil være en støtte og et kærligt rum for dig nu, tak for din tillid. 
 
Fertilitet og kvinder er en sjov størrelse, fordi det bringer liv med sig - og de liv kan nogen gange give lidt hovedpine. 
Jeg vil først og fremmest sige til dig, at jeg håber, at du ikke slår dig selv i hovedet, men mere vil bruge denne her oplevelse som en mulighed for at få klarhed over nogle ting i dit liv og lære dig selv bedre at kende. 
Intet sker som en straf, men mere fordi vi skal se nogle ting på en anden måde og lære noget. 
 
Personligt har jeg selv oplevet lignende situation du beskriver, da jeg var yngre.
Jeg havde en affære med en sommerflirt, mens min kæreste var hjemme i Danmark og jeg blev gravid selvom jeg ikke troede det var muligt. 
Jeg ville først ikke accepterer det faktum at jeg var bragende gravid, men var, da jeg gjorde det, ikke i tvivl. Jeg vidste, at jeg ikke skulle have det barn. 
Det var ikke sådan her jeg skulle være mor, men det barn kom til mig, fordi jeg skulle vågne op og komme ud af den relation jeg var i? 
 
Jeg deler det her med dig, fordi jeg ser, at det er sådan du kan komme ind i dit hjerte og mærke efter, hvad du skal. 
Er du i den rigtige relation med din nuværende kæreste? 
Hvorfor blev du lokket til sidespring? 
Er det ham du vil skabe familie med, uanset om han er far eller ej? 
 
Hvis denne oplevelse og situation har gjort dig sikker på, at du er i den helt rigtige situation og du faktisk gerne vil beholde barnet, da kan du, hvis du ved, hvornår du har ægløsning i din cyklus, nogenlunde regne dig frem til, om du har haft sex med din kæreste i det "fertile vindue"
Dette er dog med forbehold. Jeg har oplevet kvinder bliver gravide på alle tænkelige og utænkelige dage i deres cyklus, hvorfor jeg kun deler dette, fordi det måske kan give dig en indføling om, hvor du havde ægløsning og om dette var i samspil med din kæreste. 
 
Jeg kan ikke give nogle 100% løsninger eller forsikringer.
Jeg håber dog, at mit svar og min deling med dig giver dig mod til at mærke efter inde i dig, hvad der er rigtigt at gøre for dig, uanset, hvad det er. 
Du er meget velkommen til at skrive til mig på kontakt@sophiapuck.dk hvis du har brug for mere end vi kan gøre her i denne brevkasse - dette uanset om du vælger at beholde barnet eller vælger en abort. 
 
Med stor respekt og ydmyghed,
Sophia 
Besvaret 3 år siden  •  af Sophia Puck

Log venligst ind for at besvare