Konflikter med min viljestærke søn Besvaret
Kære Lena
Jeg håber, at du kan hjælpe mig.
Jeg er enlig mor til et barn på tre og gravid med mit 2. barn i første trimester.
Jeg er usandsynlig træt i tiden og min lille søn på godt 3 år er en ekstra mundful for mig pt. Han er en lille gut der ved hvad han vil, men nogen gange skal man jo noget man ikke vil, feks komme med mig, når jeg siger at vi skal gå, og i bad en gang i mellem, og tage tøj på og lignende. Det giver til tider nogle sammestød.
Jeg prøver efter bedste evne at være rummende og forstående. Siger f.eks; "jeg kan godt forstå, at du gerne vil lege noget mere i sandkassen, men nu skal vi hjem så derfor skal vi gå".
Det sker så ikke sjældent, at han ikke vil med eller løber væk fra mig. Jeg har prøvet at forberede ham, og sige at nu har han ti, fem og to minutter tilbage osv. Men det hjælper ikke meget. Flere gange har jeg måtte tage ham på armen og afsted, men jeg føler næsten at det er et overgreb, når han så voldsomt protesterer og græder, skriger og slår. På den anden siden kan/magter jeg ikke forhandle med ham om disse ting.
Har du et konkret råd?
1 Svar
Kære Enlig Mor.
Tak for din henvendelse.
Jeg læser I har en svær dagligdag med en del konflikter.
Jeg forstår godt det er svært for dig.
Jeg er sikker på, at din søn vil fortælle dig noget med sin adfærd.
Det er et budskab til dig, som han ikke kan udtrykke med ord. Din søn
er måske ikke selv klar over, hvad det er han reagerer på.
Du skriver du er enlig mor. Hvordan er din søns forhold til hans far.?
Har han kontakt med sin far.
Jeg har mødt mange børn der er frustrerede over et tab af deres far.
Tab af ham i dagligdagen.
Har du fortalt din søn, hvorfor han ikke bor sammen med sin far.??
Børn er meget gode til at tage ansvar og skyld.
Da mener jeg, at din søn kan føle, han har gjort noget forkert og det
er hans skyld far er flyttet, eller ikke er der overhovedet.
Det kan også forekomme ved insimination, hvor far slet ikke har været
til stede og er ukendt.
Sæt ord på det, der kan hjælpe din søn til at forstår sig selv og sine følelser.
Jeg vil anbefale dig: at du kort men konkret fortæller din søn om
jeres situation. Hvorfor jeres familie er som den er.
At det er din beslutning, dit valg.
Fortæl hvorfor det er sådan og det vigtigste at sige til ham: det er
ikke din skyld.
Det er noget mor har valgt (hvis det er det)
Vær ærlig uden at fortælle detaljer der kun hører voksne til. Vis
gerne du er tilfreds med den beslutning, og det liv i lever.
Fortæl din søn hvor meget han betyder for dig, og hvor højt du elsker ham.
Det er vigitgt at være ærlig, da de små kloge børn både hører hvad du
siger og aflæser hvad du føler.
Så vær selv overbevist, om det du vil sige, før du siger det. Tal med
hjertet. Vis din søn kærligheden.
Jeg vil lige tilføje, at hvis det har været en svær fødsel og start på
livet med din søn, kan det også være svært for ham at skulle være
storebror.
Der er så mange følelser, når de kære små kommer til verden. Det er
stærke følelser hos forældre og hos det nyfødte barn. Familien er uden
filter, alt føles og mærkes. Glæde og smerte.
Oplevede du en god tidlig tilknytning til din søn, eller hvordan var
forløbet. Hvis det var let og uompliceret ligger der ikke nogen
følelser der.
Var det mere kompliceret, vil jeg anbefale du arbejder med
tilknytningen og får den på plads før du føder. Det kan være en god
ide at få hjælp til det.
Man uanset om det er far eller tilknytningen, så fortæl din søn, hvor
meget han betyder for dig. Styrk kærligheden mellem jer.
Jeg ønsker dig held og lykke med din søn og med fødslen.
Skriv gerne igen, hvis du har flere spørgsmål eller spørgsmål til det skrevne.
Kærlige tanker,
Lena Dyhrberg