Du er her:min barsel»Energi på mor-kontoen | min barsel

Energi på mor-kontoen Besvaret

Hej Rikke 

Jeg har fulgt dig på din facebookside igennem nogen tid, og synes du er meget inspirerende :-) Men nu har jeg brug for et konkret råd fra dig til mig. 

Jeg er mor til tre dejlige børn på 7 mdr, 3 og 5 år. Min barsel slutter om 3 måneder, og jeg hjemmepasser desuden vores barn på 3. 

Jeg ved godt, at det tager tid at komme sig over en fødsel, men jeg føler mig virkelig træt, udmattet og tung som aldrig før, og alting går selvfølgelig med børnene og daglige rutiner, som jeg altid er 5 skridt bagud med. 

Min mand er sød og hjælpsom, og siger, at jeg skal tage ud og få nogle gode oplevelser med veninderne, gå til noget der interesserer mig mv. Det vil jeg egentlig også rigtig gerne, problemet er bare, at jeg ikke orker når jeg først skal til at tage afsted og egentlig har jeg også svært ved at finde ud af hvad jeg har lyst til og finde på noget der virkelig interesserer mig. Det som før i tiden optog mig, er jeg ligeglad med nu. 

Jeg sidder godt og grundig fast i morrollen. Men hvordan får jeg vendt den negative spiral med overskud? Der skal jo overskud til for at få mere overskud.
 •  Spurgt 6 år siden  •  af Sandi

1  Svar

Kære trætte mor til 3. 
 
Mange tak for dit brev. Først og fremmest vil jeg sige til dig, at du er ikke alene. 
Med tre børn under skolealderen, så forstår jeg virkelig godt, at du er træt <3 
 
Og så vil sige, at mit svar vil tage udgangspunkt i, at du er træt fordi du er overanstrengt og har overset dig selv længe. Hvis du får en fornemmelse af, at det her er mere end almindelig udmattelse, så vil jeg anbefale dig at gå til din læge <3 
 
Så. Når jeg læser dit brev, så læser jeg at du mangler at fylde op i dit badekar. 
 
I min verden der er det sådan, at vi alle sammen har hvert vores badekar. 
Det er det kar vi sidder i, og kigger på resten af verden, fra. Det er det der er vores udgangspunkt. 
Og det er det kar der skal fyldes op med lækker vand i den rigtige temperatur. Med din yndlingssæbe. Den mest afslappende musik i baggrunden, stearinlys på kanten, og bløde tykke håndklæder. Når badekarret er så fyldt og lækkert og lige præcis sådan som du synes er dejligt, så har du masser at øse af til alle de andre. 
 
For alle har hver deres. Dine børn har hvert deres badekar og din mand har sit. 
Og for mig lyder lidt som om, at du har glemt at der skal fyldes op i dit badekar, før du kan øse over i de andres. 
Det lyder som om dit badekar er halvtomt og koldt, neonrøret i loftet blinker, musikken er gået i stå og håndklæderne er forvasket og stive, og alt det du forsøger at øse over til de andre, kommer fra en lille rest i bunden af dit kar. 
Dit badekar skal fyldes op først. Og derefter kan du øse til alle de andre. 
Men hvad skal der egentlig i det badekar? 
 
Det at blive mor kan nærmest føles som om, at det gamle ‘jeg’ dør og ud på den anden side kommer et helt nyt menneske som nu også er mor. 
Og det helt nye menneske skal nu lære sig selv at kende. 
Vi reagerer på nye måder. 
Kroppen føles anderledes. 
Vores gamle interesser føles ikke længere så vigtige. 
Og så har vi ændret smag. 
De gamle ‘fyld-op-i-badekarret-tricks dur ikke længere. Der skal nye tricks til. 
Og derfor vil jeg gerne fortælle dig, om en øvelse jeg selv lavede for hundrede år og en madpakke siden, da jeg skulle lære mig selv at kende efter jeg var genopstået som en ny version af mig selv. 
Jeg lavede en 100-punkts-jeg-elsker-liste. 
Jeg fandt mig en lille notesbog og en kuglepen, og satte mig for at skrive hundrede ting ned i den, som jeg virkelig synes er dejligt. 
Første gang jeg satte kuglepennen til papiret, der skrev jeg:
Mine piger. 
Min mand…….
og så gik jeg i stå. Shit mand! Jeg var helt blank. 
Men så begyndte jeg at opdele i kategorier. 
Så jeg skrev ned hvilke frugter jeg virkelig kan lide.
Hvilke drikke. Lande. Hvilken kop jeg kan lide at drikke min the af. 
Musik. Bøger. Tøj. Stemninger. Årstider. 
Udflugter. Mennesker. Ferier. 
Film. Mad. Drinks. Og meget meget mere. 
Da jeg første gang fik skrevet en masse punkter ned, så kiggede jeg på listen, og opdagede, at intet af det der stod der (bortset fra mine børn og min mand) havde fået lov at være i mit liv. 
Selv om jeg elskede avocado og tomater, så fik jeg det ikke købt. 
Så jeg blev ved med at arbejde med min 100-punkts-jeg-elsker-liste, og lige så stille begyndte min underbevidsthed at lede efter de her små ting i min hverdag, der kunne give mig en følelse af, at der også var noget godt til mig. Og ikke kun til de andre <3 
 
Kære trætte mor til 3. DU skal fylde op i dit badekar. Find små ting der kan give dig en lille smule glæde i hverdagen. 
Prioriter dig selv, bare en lille bitte smule, OGSÅ mens du er sammen med børnene. Lad dem vente lidt. Træk vejret. 

Gør små gode ting for dig selv, så dit badekar lige så stille kan blive fyldt op med det som føles fedt for dig, for SÅ kan du øse alt det du orker til alle dine mennesker <3

Besvaret 6 år siden  •  af Rikke Klindt
Redigeret 6 år siden

Log venligst ind for at besvare