Du er her:min barsel»Angst for fødsel | min barsel

Angst for fødsel Besvaret

Hej Bjarne


Jeg kan se at du arbejder med angst i forhold til fødsler, og jeg håber, at du kan hjælpe mig i den forbindelse.

Jeg 25 år og skal være mor til foråret og glæder mig, men jeg er så bekymret over at skulle føde, at jeg allerhelst bare vil have et kejsersnit for at slippe for bekymringerne og smerten. 

På den anden side, så ved jeg godt, at det er en stor (og dyr) operation, og at det er bedst for barnet, at blive født vaginalt, og at jeg også kommer mig hurtigere hvis jeg føder vaginalt. 

Er der noget jeg kan gøre for at komme min angst til livs?Jeg er ikke helt sikker på hvorfra min angst stammer, jeg lider ikke ellers af angst. Måske handler det i bund og grund om manglende selvtillid? Troen på at jeg kan? Jeg ved godt, at barnet nok skal komme ud, men jeg forstiller mig, at smerten vil være uoverskuelig og handlingslammende. 

Har du nogle gode råd eller tanker til mig?

 •  Spurgt 6 år siden  •  af Sandi

1  Svar

Hej Sandi,

Tak for dit spørgsmål.

Først så skal du vide, at du er ikke alene om din bekymring/angst. Mange førstegangsfødende deler dine tanker. Min erfaring gennem mit arbejde med Mindful Biirth fortæller mig, at vi alle, mænd og kvinder, kommer i kontakt med angstfyldte tanker når der er noget vi ikke har prøvet/oplevet før og ikke kender konsekvensen af. Det er helt naturligt.

Som førstegangsfødende ved du ikke hvad du skal opleve, du kan lytte til andre kvinder der har født og høre deres historie og oplevelse af at føde. Og her er mit første råd til dig, med mindre det er en positiv fødselshistorie, så bed fortælleren om at vente med at fortælle den til du har født og har din egen oplevelse/erfaring.

Grunden er, at fødselsfortællinger (med mindre de er positive) er med til at skræmme dig og få dig i kamp/flugt systemet. Det danner frygt-tanker og når du skal til at føde forhindrer negative frygt/angst-tanker dig i at producere det hormon, oxytocin, som skal give dig de gode og effektive fødsels-sammentrækninger. 

De kvinder, der kan fortælle dig historier om lange og smertefude fødsler har bevidst eller ubevidst haft angst/frygt med ind på fødestuen, og har derfor oplevet det de har oplevet. Det behøver ikke blive din oplevelse hvis du, og her er mit andet råd, arbejder med dine tanker og vejrtrækning under din graviditet. 

Brug 15 minutter hver dag fra i dag af og til du skal føde, på at sidde med dig selv og dit lille barn inde i maven, og tage nogle dybe indåndinger. Find roen i dig selv og find så nogle positive sætninger om fødsler og gentag dem for dig selv.

Som f.eks. 

 -  Jeg slipper al frygt og bekymring, i mens jeg forbereder mig til fødslen af mit barn
 -  Jeg er afslappet og glad for, at mit barn endelig kommer til mig.
 -  Jeg er fokuseret på en blød, nem og tryg fødsel.
 -  Jeg stoler på min krop for, den ved hvad den gør.
 -  Mit sind er afslappet, min krop er afslappet.
 -  Jeg har tillid til, at jeg kan føle mig tryg, jeg føler mig tryg.
 -  Mine muskler arbejder i fuldstændig harmoni for at gøre fødselen lettere.

Det at finde ind i roen og komme i kontakt med dig selv er med til at bringe dig hen i ro/hvile-systemet og det er her, og kun her, du kan producere hormonet oxytocin som vil hjælpe dig til en naturlig fødsel med mindre oplevelse af smerter, men en øget oplevelse af, at du er powerfuld og kan føde dit barn vaginalt.

Du nævner selv, at din angst måske stammer fra et lavt selvværd. Det må påvirke dig i din dagligdag og ikke kun nu hvor du er gravid. Jeg vil anbefale, og det er mit tredje råd til dig, at du søger hjælp hos en terapeut til at bearbejde det der ligger til grund for dit lave selvværd. Det vil ikke kun gavne dig til fødslen men resten af dit liv. 

Håber, jeg har besvaret dine spørgsmål og givet dig et par brugbare råd med på din vej. Jeg vil ønske dig tillykke med din graviditet, det er fantastisk og et lille mirakel - tillykke.

Har du flere spørgsmål eller noget du vil have uddybet, så skriv endelig til mig igen. 

Bedste hilsner
Bjarne Dam Larsen
Psykoterapeut MPF/Mindful Birth
www.mindfulbirth.dk

Besvaret 6 år siden  •  af Bjarne Dam Larsen
Redigeret 6 år siden

Log venligst ind for at besvare