Du er her:min barsel»Nyheder»Partikler er skyld i 18 procent af alle fødsler som sker før uge 37
søndag, 12 marts 2017

Partikler er skyld i 18 procent af alle fødsler som sker før uge 37

Skrevet af 
Det er partikler fra dieselbiler og afbrænding af industriaffald der tilsynelandende er skyld i, at 18% af alle fødsler sker før uge 37, lyder de skræmmende meldinger fra nye studier, som forskere fra Stockholms miljøinstitut (SEI) for nyligt har gennemført. 

Forskere fra Stockholms miljøinstitut har forsket i grunden bag fødsler der går i gang før uge 37, og har fundet frem til, at luftforurening  formodes at stå for hele 18% af tilfældene, hvor en kvinde har født et barn før uge 37. Dette er ikke uproblematisk da for tidligt fødte børn blandt andet har større risiko for at komme til at lide af fysiske og neurologiske handicaps. 
 
Mødrene til de for tidligt fødte børn, er under graviditeten især blevet udsat for luftforurening i form af fine partikler (PM2,5) fra blandt andet udstødning fra dieselbiler, afbrænding af affald og andre traditionelle luftforureningskilder.

I studiet har man kombineret data fra 183 lande og set på hvordan luftforureningen har indflydelse på antallet af for tidligt fødte børn. Ifølge studiet betyder det meget for fødselstidspunktet om den gravide bor i en by, i en storby eller på landet, for det har betydling for hvor mange partikler den gravide indhalerer. Forskerne fandt dog også frem til at naturlige små partikler fra store mængder støv, fx. fra ørkenområder, samt indånding af røg fra kul og træ også giver en højere risiko for for tidligt fødte børn.

Antallet af for tidligt fødte børn i Europa ligger på 4-5%, hvorimod tallet i nogle sydøstasiatiske eller afrikanske lande topper med 18%. 
 
Men der er brug for at samarbejde landene imellem for at få nedbragt antallet af de såkaldte PM 2,5 partikler, siger Dr. C.I. Kuylenstierna, der er medforfatter på rapporten, som er offentliggjort i Environment International. Forureningen går ikke kun ud over det land, eller den by der producerer kilden til forureningen, men forureningen flytter sig til andre områder og endda andre lande. En by står måske kun for halvdelen af den forurening der udledes i den pågældende by - resten kan være transporteret til byen via vinden fra andre områder, og derfor er det et fælles anliggende, lyder det fra Dr. C.I. Kuylenstierna.  

Kilde: Ingeniøren: Forurening giver tidligt fødte børn
Kilde: Environment International