Et spansk studie fra universitetet i Barcelona, som er blevet offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Nature Neuroscience, viser, at enhver graviditet skaber varige ændringer i vordende mødres hjerner, så den gravide bliver bedre rustet til at kunne klare mor-rollen.
Det er alment kendt, at graviditet påvirker både hormonbalancen og andre biologiske processer hos den gravide, men det har indtil nu, ikke været påvist hvordan en graviditet helt konkret påvirker hjernen. Det akademiske tidsskrift Nature Neuroscience har netop publiceret et studie, hvor en gruppe spanske forskere netop har påvist, at graviditet skaber varige forandringer i hjernen på flere fronter.
Studiet bygger på 25 førstegangsmødre, som er blevet fulgt før graviditeten, under graviditeten og igen to år efter graviditeten.
Kvindernes hjernescanninger blev sammenlignet med hjernescanninger hos 19 førstegangsfædre, ligesom de også er blevet sammenholdt med hjernescanninger hos både mænd og kvinder, som ikke har børn.
Man fandt frem til, at der under graviditeten opstår forandringer i de områder af hjernen, som styrer den sociale og følelsesmæssige forståelse samt empati; dvs. evnen til at kunne sætte sig ind i andres oplevelser og tanker. Altså bliver evnen til at beskytte barnet forbedret, men også evnen til at interagere med barnet og evnen til at aflæse barnets følelsesmæssige og fysiske behov bliver forbedret.
Disse fysiske ændringer har til formål at ruste de vordende mødre til mor-rollen ved markant at forberede kvindernes hjerner på de udfordringer, der knytter sig til livet som mor.
Forandringerne hos de nybagte mødre var meget tydelige, - så tydelige, at forskerne kunne genkende kvinderne fra de andre deltagere alene ved at kigge på billederne af hjernescanningerne. Men ikke nok med det, forskerne kunne også forudsige de enkelte mødres tilknytning til deres barn ved at se på, hvor store hjerneforandringerne der havde været i løbet af graviditeten.
Kilde: Nature.com: Pregnancy leads to long-lasting changes in human brain structure
Kilde: NOPA: Graviditet forandrer kvinders hjerner så de bliver mere empatiske og moderlige