SF mener, at det skal være frivilligt at få forlænget barslen, vel at mærke hvis den slutter mellem 1. maj og 1. september. Forslaget er fremsat for at tage presset af institutionerne som har udfordringer med pladsproblemer og tilstrækkelig med ansatte.
De kommende dagpleje- og vuggestuebørn skal nu have mulighed for at blive længere hjemme, hvis det står til SF, som vil forlænge barslen, der slutter efter 1.maj til 1.september. Tilbuddet skal være valgfrit og således kun gælde for de forældre, der har lyst til at være længere på barsel.
De forældre, som vælger at forlænge barselsorloven, skal kompenseres svarende til dagpengesats, mener partiet.
Hvis den forlængede barselsperiode strækker sig over sommerferien, vil det være et krav, at mindst tre af ugerne afholdes som almindelig arbejdsgiverbetalt ferie, lyder det fra partiet.
SF fremsætter især forslaget for at afhjælpe arbejdsbyrden i de institutioner, der arbejder hårdt i disse dage for at tilpasse sig de mange nye retningslinjer, i form af pladsforhold samt udfordringer med at sikre, at der er ansatte nok. Men der er også en stor post i kravet om ekstra god hygiejne og andre krav som skal overholdes for at mindske smitten med coronavirus.
- Vi ved, at det kræver ekstra at indkøre børn, og derfor foreslår vi, at de kan vente til efter sommerferien, hvor vi forhåbentlig er længere væk fra corona, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.
- Pædagoger og medhjælpere gør et fantastisk stykke arbejde under nogle svære omstændigheder. Men de har kun to hænder hver, og antallet af børn er afgørende for, at de både kan leve op til de særlige krav og give børnene en tryg og indholdsrig hverdag, lyder det fra Pia Olsen Dyhr i en pressemeddelse.
Heller ikke oppositionspartiet Venstre er afvisende.
- Det er noget, som forældreorganisationen allerede præsenterede for en måned siden. Og hvis der er kommuner, der fortsat har så store udfordringer, skal vi være åbne for at kigge på alle forslag, siger børneordfører Eller Trane Nørby.
Åbningen af landets vuggestuer og daginstitutioner var en del af første fase af genåbningen af Danmark d. 15. april, hvor anbefalinger om daglig håndvask, afstand og vask af legetøj blev en del af hverdagen. Søndag blev flere anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen lempet - blandt andet kravet om afstand.
Kilde: TV2Nyhederne: SF vil forlængebarsel under coronakrise